Brokkernes budskab

Vitskøl Kloster i Himmerland, grundlagt 1158 af Valdemar den Store i taknemmelighed over sejren på Grathe Hede, har som de fleste andre klostre en lang og broget bygningshistorie. Som skik var, begyndte man med kirken, og den var stort tænkt - ja i virkeligheden af et format, så at den, hvis den nogensinde var blevet fuldført efter planen, ville have været den største i Danmark. Så vidt nåede man imidlertid aldrig, pengene må være sluppet op, så det pragtfulde kor, man startede med, fik kun følge af et ganske kort skib. Ved Reformationen blev klostergodset kongeligt len, men ikke længe efter kom det på private hænder, nu som herregården Bjørnsholm.

Under Syvårskrigen (1563-70) mistede kirken sit kobbertag; det blev rekvireret af Frederik 2. til militært brug. Som erstatning lod lensmanden den dække med tagsten, men kun halvdelen - åbenbart slap pengene også her op, for resten måtte nøjes med halmtag. Bygningen gik mere og mere i forfald, og i det følgende århundrede bliver en ny kirke taget i brug. Af den gamle er nu kun ruiner tilbage, dog bortset fra et sakristi, som findes delvis bevaret i det gamle klosters stærkt ændrede østfløj. Det nævnte sakristi var i 1990 genstand for en undersøgelse, og for at komme frem til det oprindelige gulvniveau måtte 20 kubikmeter brokker skovles op og køres ud på trillebør. Mellem brokkerne var en del tagsten af typen vingetegl, og nogle af dem havde indstemplede fabriksmærker på nakken (den del af teglet, der har hvilet på taglægten). Disse mærker er interessante, fordi de giver oplysninger om, hvor teglene kom fra. (Fig. 1, fig. 2)

Vingeteglet dukkede op på reformationstiden som en praktisk nyskabelse. Det er sådan indrettet, at den ene sidekant griber ind over naboteglet, hvorved man kan nøjes med én teglform; tidligere, i senmiddelalderen, brugte man to, såkaldte »munke og nonner«. De første vingetegl kom vistnok hertil fra Holland, men noget tyder på, at vi også herhjemme har været tidligt på færde. Levedygtigheden var der ikke noget i vejen med, typen har holdt sig i brug til nutiden.

På Vitskølteglene findes tre forskellige stempelmærker: en nøgle med bogstaverne SP, et hjerte med et H og en figur, der nærmest kan beskrives som et fortegnet B. Og hvad betegner så disse tre? Nøglen med SP fortæller, at stenen er fremstillet på Sankt Petri teglværk i Lübeck (nøglen er jo Skt Peters attribut), hjertet med det indskrevne H er sandsynligvis også fra en Lübeck- lokalitet, nemlig Gross-Wesenberg-værket ved floden Trave, og det vanskabte B - ja det er simpelthen Lübecks byvåben, som teglværket Lübecker Bauhof benyttede som varemærke. Tre gange Lübeck altså. (Fig. 3)

At teglene stammer fra 1500-årene, kan der ikke være rimelig tvivl om, og det er nærliggende at forestille sig, de har hørt til den overdækning, lensmanden lod foretage, efter at kongen havde berøvet kirken dens kobbertag, og hvor vi fra de skriftlige kilder véd, der blev anvendt »vingesten«. Men kan det virkelig passe, at man herinde midt i Jylland har hentet tagsten helt fra Lübeck? Her skal indskydes, at langt de fleste af de fremgravede tagsten var uden mærker og altså for den sags skyld godt kan være danske; på den anden side er det jo ikke sikkert, at teglværkerne ved Lübeck forsynede hele deres produktion med stempelmærker. Hvordan det nu end forholder sig, så er det sikkert, at man har benyttet Lübecktagsten i Vitskøl, og ret beset er det måske ikke så mærkeligt. Man kan forestille sig, at et dansk skib har losset i Lübeck og skullet returnere i ballastet tilstand. Hvad var da mere naturligt end at fylde lastrummet med tegl, som kunne sælges, når man var hjemme igen.

I Limfjorden, som Vitskøl ligger ved, blev i 1500-årene drevet et betydeligt sildefiskeri, ja faktisk det vigtigste i Danmark, efter at stimerne var begyndt at forlade Øresund. Det er nærliggende at forestille sig, det kan være et fartøj herfra, der har gjort turen til Lübeck lastet med den eftertragtede fisk og er vendt hjem med en ladning tegl. (Fig. 4)