Broder Niels’ kalk

Viborg var i middelalderen med sine mange sognekirker, kapeller og klostre samt ikke mindst Domkirken landsdelens naturlige gejstlige centrum. Op til reformationen havde byen tolv sogne med hver sin kirke, de er nu alle borte. Af middelalderens kirker er kun Domkirken og en af klosterkirkerne tilbage.

Af Jens Vellev

Billede

De mange forsvundne gudshuse var i den katolske tid fyldt med prægtigt inventar. I de mørke tårne hang tunge malmklokker, og nede i kirkerummene skinnede talrige altertavler den andagtssøgende i møde. Der var dyrebare skrin med relikvier og altersæt af ædle metaller. Af alt dette har kun ganske lidt overlevet til i dag. Slid og ændrede moder har gjort sit, og dertil kan føjes brand, konfiskationer og gement tyveri. De hellige kar, kalke og diske, var der især bud efter, de var jo af ædelmetal og kunne let omsmeltes. Juni 1529, altså før selve reformationsåret, kvitterede kongen, den luthersksindede Frederik 1., for modtagelsen af fire kalke fra Viborg Sortebrødrekloster og én fra Gråbrødreklostret. Flere er sikkert fulgt efter, og det forlyder, at de reformationsivrige borgere i Viborg 1530 skal have overfaldet selve bispens kapellan, da han stod for alteret i Domkirken, og frarøvet ham kalk og disk (dog vist ikke med omsmeltning for øje). Det har indtil for få år siden været den almindelige opfattelse, at intet af Viborgs middelalderlige altersølv var bevaret til i dag, men det er forkert. En enkelt kalk har overlevet. (Fig. 1)


Udgave: Skalk 1994:2 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.