Bremerholms jern

26. marts 1736 måtte to Jyllingebønder, Hans Pedersen og Jens Pedersen, begge fæstere under klostret, give møde i herredsretten. Anklagen blev fremført af klostrets ridefoged, han ville have bønderne sat ud, da de »så skammenlig og uforsvarlig havde forødt fæstegårdene«, ja han førte tilmed vidner på, at i hvert fald den ene af mændene havde været »skødesløs og skarnagtig med agerdyrkningen«. I op til ni år var der ikke betalt skatter, landgilde og hoveripenge, hvortil kom manglende opretning af de forfaldne bygninger. Når herfra blev trukket de værdier, som trods alt fandtes, blev Hans og Jens Pedersens gæld på henholdsvis 188 og 235 rigsdaler.

Dommen blev afsagt 7. maj – og den var ridefogeden helt tilpas. De to Jyllingebønder skulle »gå i jern på Bremerholm et år og have fæstet forbrudt«. Til grund for sin kendelse lagde retten en forordning om straf til fæstebønder, der »udi forsætlig utroskab havde forkommet eller forødet« de dem betroede værdier. Man forstår, hvorfor ridefogeden havde været ivrig efter at føre vidner (måske selv forgældede bønder), der kunne bekræfte anklagen om skødesløshed med andres ejendom. Restance alene begrundede nemlig ikke indsættelse i straffeanstalten. Der skulle statueres et eksempel.

På Bremerholm i København lå orlogsværftet. Såvel ved skibsbygning som ved arbejdet i de mange værksteder var beskæftiget et stort antal mennesker, men til det mest hårde og farlige arbejde anvendte man i vidt omfang straffefanger – slaver, som de kaldtes. En barsk tilværelse ventede de forbrydere, der blev dømt til at arbejde i lænker på Bremerholm, enten det var på livstid eller et fastsat åremål.

To måneder efter domsafsigelsen ankom fæstebønderne Hans og Jens Pedersen til Bremerholm. Af anstaltens protokol fremgår, at de 6. juli 1736 blev slået i jern som »ærlig« fange nr 272 og 273. At få betegnelsen ærlig var trods alt formildende; hovedparten af de indsatte var »uærlige«, grove forbrydere, som regel indsat på livstid efter forudgående piskning, brændemærkning eller anden hårdhændet behandling.

Det skete, at »ærlige« fanger blev hyret til arbejde uden for værftsområdet, dog altid under overvågning af en slavefoged. Ved grundudgravning til Amalienborg blev der anvendt et halvt hundrede fanger, og under pestepidemien i 1711 havde 17 af de ærlige fået løfte om frigivelse, hvis de i en periode ville påtage sig begravelsen af pestdøde. Efter kort tid var 15 af de 17 imidlertid bukket under for sygdommen.

Straffen over de to fra Jyllinge forekommer streng, og det var da heller ikke almindeligt, at bønder blev indsat i slaveriet for forbrydelser som den omtalte. Af godt 400 personer, der anbragtes på Bremerholm mellem 1714 og 1739, var kun en halv snes dømt for at have forbrudt deres fæste (inklusive de to fra Jyllinge). 1739 blev straffen for denne forseelse ændret, så at indsættelse ikke mere skete på Bremerholm, der nu forbeholdtes de mest kriminelle. I stedet kunne man blive dømt til slavearbejde i Kastellet, men opgørelser herfra nævner kun få bønder, der er indsat for fæsteforbrydelse.

Hjemme i Jyllinge var familierne i mellemtiden sat ud af gårdene. De måtte klare sig, som de bedst kunne, men kort før jul 1736 lysnede det lidt. Konerne til de to straffefanger havde ansøgt kongens råd om løsladelse, og 21. december forelå svaret, som var positivt. Først otte dage senere nåede beskeden til Bremerholm, men hjem til nytår kom de da. Om deres videre skæbne er vi knap så godt underrettet, de har formentlig ernæret sig ved landarbejde. Et lille hus i St. Valby blev i april 1737 lejet ud på livstid til den hjemvendte Hans Pedersen.

Sagen om de to uheldige fæstebønder afspejler landbrugets krise i første halvdel af 1700-tallet. Misvækst og dårlige afsætningsforhold gjorde det vanskeligt for store dele af landbefolkningen at klare dagen og vejen, og her hjalp det ikke meget, at Roskildeklostrets bønder – i modsætning til de fleste andre godsers – var fritaget for almindeligt hoveri og i stedet betalte en årlig afgift, såkaldte hoveripenge. De lave priser på landbrugets produkter gjorde det sværere at skaffe rigsdalere til hoverigodtgørelse end at afse tid til hoveriarbejde. Hoveri, det var her og nu – hoveripenge var noget, der hobede sig op som restance i dårlige år. Værst så det ud for de bønder, der indgik fæste, da krisen for alvor kradsede omkring 1730. De var næsten på forhånd dømt til at komme i gæld.

Hans og Jens Pedersen fik en skidt start. Fæsteprotokollerne fortæller, at de overtog deres gårde i den mest vanskelige tid, og det var ikke mønsterlandbrug, de kom i besiddelse af. Jens Pedersens nyerhvervelse var efter alt at dømme ikke meget bevendt, hans forgænger havde været i slem gæld til klostret, og om Hans Pedersens siges det, at gården er så »brøstfældig, at den står så godt som til nedfald altsammen, dog mest den østre længe, der ganske er falden til jorden«. Det anføres, at fæsteren skal have bygningstømmer til otte fag, øvrige materialer må han selv skaffe. (Fig. 2)