Brangstrupskatten

Alle genstande var af guld, og selv om en del deraf var iblandet sølv og altså lidt mindre værd, var det ikke noget helt ringe beløb, de to mænd kunne indkassere i danefægodtgørelse: i alt 1346 rigsdaler, svarende nogenlunde til ti årslønninger for en landarbejder dengang. Selv delt var det værd at regne med, og lodsejeren, Niels Frederiksen, skal da også være blevet grebet af en slags guldfeber. De ovenomtalte senere fund blev begge gjort af ham, og han skal jævnlig være vendt tilbage til stedet, også efter at han havde solgt ejendommen og var flyttet til et hus i nærheden.

Det er beklageligt, at vi ved så lidt om fundomstændighederne, men datidens museumsfolk interesserede sig først og fremmest for genstandene, mindre for deres indbyrdes sammenhæng og anlægget, som de tilhørte. Den forholdsvis præcise findestedsangivelse må skyldes lokal overlevering optegnet ved Nationalmuseets berejsning af Ringe sogn i 1916-17.

Det var den nuværende lodsejers planer for skattefindestedets udnyttelse, der gav stødet til efterundersøgelsen 1991, men der var også andre tilskyndelser. Siden fundet af handelspladsen ved Lundeborg (se Skalk 1987:5 og 1990:1) har interessen igen samlet sig om den rige sydøstfynske »Gudme-bygd«, og selv om Brangstrup ligger et stykke fra denne, kan der meget vel tænkes at have været en forbindelse. Endvidere har metaldetektorernes fremmarch gjort det nærliggende at eftergå de gamle skatte-findesteder. Det er prøvet med held netop i Gudmeområdet.

Det var næppe sandsynligt, at de gamle skattesøgere, i særdeleshed Niels Frederiksen, skulle have efterladt sig meget guld, men der kunne være andet at hente, således viden om forholdene, hvorunder tingene i sin tid blev gemt, om de var nedlagt i vand eller på det tørre, og om der har været nogen form for emballage. Genstandene fra 1865 angives fundet inden for et område på omkring 4×6 meter. Oprindelig har de vel ligget samlet, men er senere spredt af ploven.

Før den egentlige udgravning påbegyndtes, blev lavningen og dens omgivelser afsøgt grundigt med metaldetektor, og efter blot en dags arbejde gav det resultat: to romerske guldmønter dukkede frem af pløjelaget på den vestlige skråning. Med dette udgangspunkt blev nu jorden fjernet over en større flade, men i tynde lag og med stadig brug af detektor, hvorved det sikredes, at selv meget små guldstykker ikke undgik opmærksomheden. Der fremkom endnu en guldmønt og en strimmel guldblik med tilhørende nitter viklet omkring en afhugget guldstang. Et stykke helt magen til det sidstnævnte indgik i 1865-fundet. Vi var på rette vej. (Fig. 1, fig. 2, fig. 3)