Bragesnak

I 1845 gik bølgerne stadig højt, og optimismen var usvækket. Aftenens erklærede formål var »navnlig at tømme Bragisbægeret for fortidens minder og løftets bæger for fremtidens håb«. Der blev faktisk tømt et betragteligt antal bægre, og megen Bragesnak ledsagede dem, Eddaen værdig.

Jo det var uden tvivl en fortræffelig fest, men aftenen udmærkede sig også på anden måde. Den gav den nordiske mytologi en kunstnerisk saltvandsindsprøjtning, som med ét slag gjorde den mere vedkommende for mange danskere. Dette folkelige gennembrud skyldtes de fremstillinger af Valhals guder, som til lejligheden smykkede salen. Nu er festdekorationer jo af en flygtig karakter, så den særlige virkning, disse gjorde, skyldes nok mest, at de kort efter blev omarbejdede til grafiske blade, der blev udgivet i bogform under titlen »Mindeblade om Den nordiske Højtid«. Siden har de optrådt i forskellige sammenhænge i andre bøger; de er blevet flittigt genbrugt.

Orla Lehmann, de nationalliberales leder, stod for arrangementet, og ikke mindre end 254 medlemmer af den nystiftede studenterforening var mødt op. Carl Ploug, digter og redaktør af avisen »Fædrelandet«, de nationalliberales talerør, førte forsædet. Alt var gennemtænkt og iscenesat til mindste detalje. Hvor øjet faldt, ledte det tanken hen på Nordens stolte, fælles fortid. I salens ene ende »skinnede Bissens hvide valkyrie frem af en grangrotte«. Det var H. V. Bissens statue af Brynhilde, en skjoldmø fra den ældre Eddas heltekvad, som Grundtvig havde givet nyt liv i sin digtcyklus »Optrin af heltelivets undergang i nord« fra 1809. Brynhilde var iført ringbrynje og støttede sig til et drabeligt spyd. Figuren havde allerede opnået megen popularitet.

Foran Ploug stod et fornemt sølvbeslået drikkehorn, Bragisbægeret. Denne for festen så vigtige rekvisit var opkaldt efter gudernes skjald, Brage. Bægeret var udført specielt til lejligheden og blev efter tur overrakt talerne. En af aftenens æresgæster var – naturligvis, fristes man til at sige – N. F. S. Grundtvig. Han var for længst en institution, kendt af alle og elsket af mange for sit forfatterskab, sine foredrag og prædikener. En af dem, der givetvis ikke elskede ham, var aftenens anden æresgæst, H. N. Clausen. Deres teologiske fejde havde 20 år tidligere skaffet Grundtvig en injuriesag på halsen og kostet ham hans embede. Teologiprofessoren var nu nationalliberal topfigur. Hvordan de to stridbare herrer forligtes den pågældende aften, ved vi desværre ikke – det står ikke i »Fædrelandet«, som ellers har givet os et fyldigt referat af begivenheden (Fig. 2, Fig. 3).