Brændende langdysser

(Fig. 1)

Stendyssen har frem for noget fortidsminde været symbolet på Danmarks oldtid, kendt af alle som en næsten naturlig del af landskabet. Op mod fem tusind er kortlagt og beskrevet, og et par tusind er vel stadig tilbage af disse storstensgrave fra vor ældste bondekultur. Gravkamrene med de imponerende overliggere er i de fleste tilfælde omsluttet af en høj, langs foden omsat med en række store stenblokke, der holder sammen på jorden. Anlægget kan være rundt eller langstrakt firkantet: runddysse eller langdysse.

Af Erik Jørgensen

Her skal berettes om undersøgelsen af en langdysse, der var både gemt og glemt og ved udgravningen viste sig at være anderledes. Det bliver vor opfattelse af dysserne måske også, når vi får overvejet resultaterne.

I 1875 indsendte lærer H. C. Strandgaard fra Selde i Salling beretninger om nogle sogne syd for Skive til Oldnordisk Museum i København. Ved en tilfældighed blev jeg for en halv snes år siden opmærksom på denne nøje gennemgang af egnens oldtidsminder med højenes beliggenhed afmærket på matrikelkort. Især det følgende afsnit interesserede mig:

»På Sjørup bys hede, der nu vil blive beplantet, ligger en gruppe på 5 høje tæt syd for hovedlandevejen på hedelodden matr.no. 7. De kaldes Vandshøje. Den næstøstligste af dem er temmelig stor, de øvrige middelstore eller små. Syd for ligger en lang, smal ophøjning, der sandsynligvis er en skibshøj. Den 6. og nordligste høj i gruppen er halvt bortskåret af vejen«.

Af denne gruppe kom kun de tre største høje med i Nationalmuseets senere sognebeskrivelse. Resten var simpelthen forsvundet i den tætte beplantning. I dag, efter talrige traveture i Sjørup plantage, er alle højene genfundet og flere kommet til. Mest usædvanlig og derfor særlig tiltrækkende virkede den lange, smalle østvest-vendte højning, som Strandgaard kalder skibshøjen. En undersøgelse af den havde længe stået på ønskelisten. Omsider, i marts forrige år, kom den i gang som beskæftigelsesarbejde, takket være velvilje fra Arbejdsformidlingens chef i Viborg, Robert Masum, og arbejdskonsulent Erik Holm. Skovfoged Poul Schmidt Sørensen gik med til at ofre en del træer på videnskabens alter.

Helt intakt lå højen ikke. Østenden var en del forgravet, nær midten sås en stor forsænkning, og en skovvej havde skåret sig igennem den vestlige del; det sidste var på sin vis en fordel, fordi det gjorde det lettere for os at grave et snit gennem højen. Meget snart viste sig de forventede spor efter store, fjernede stenblokke langs foden. Højen var altså en langdysse, men lad os for nemheds skyld beholde Strandgaards betegnelse: skibshøjen. (Fig. 2)