Borgen bygges

Det kan være såkaldte motte-anlæg: én eller flere jordbanker med tårn af træ eller sten omgivet af en palisade. Der var voldgrav ved borgbankens fod, og avlsbygninger og bolig lå lige ved siden af, også omgivet af en grav. En anden type er den lave, firsidede banke med plads til boligen og en nærmest symbolsk grav udenom – det er herregårdspladsen, der ikke var meget værd i en kampsituation. En lang række andre voldsteder kan vanskeligt rubriceres under bestemte typer. De er tilpasset terrænet og derfor ofte meget forskellige.

De store borgruiner blev udgravet allerede for årtier tilbage, og deres historie kender vi nogenlunde godt. De fleste af dem var kongelige, og de er ret hyppigt omtalt i skriftlige kilder. Størstedelen af de næsten 1000 voldsteder, der ligger spredt over hele landet er imidlertid aldrig blevet arkæologisk undersøgt. Adskillige er ikke engang opmålt, og de er ofte anonyme. Hvis de overhovedet nævnes i kilderne, er det sent og måske kun indirekte. Det er sjældent muligt ad denne vej alene at finde frem til det enkelte steds historie. Men borge og deres brug afspejler i høj grad det middelalderlige samfund. Derfor er det vigtigt at vide, hvornår man begyndte at bygge borge, hvem der byggede, og hvem der kæmpede om dem.

Det kan man få et vist overblik over gennem de skriftlige kilder. De kan have mange forskellige former: krøniker, årbøger, lovtekster, privilegiebreve, håndfæstninger, domme, testamenter, skøder med mere, men fælles for dem er, at de kun er bevaret fåtalligt fra middelalderens begyndelse engang i 1000-årene og indtil omkring 1450. Som helhed er materialet ujævnt, ufuldstændigt og ofte også upålideligt. Mange kilder kan ikke kontrolleres, fordi de står alene. I flere tilfælde er man usikker på selve begivenhedsforløbet og endnu mere på årsagerne til det. Middelalderhistorikeren må i videst muligt omfang supplere med det arkæologiske materiale. Det kan give meget væsentlige oplysninger, selv om langt fra alle borge er udgravet.

I de senere år er en del borganlæg blevet undersøgt, og nu drejer det sig ikke blot om de store kongelige ruiner. En spændende udgravning fandt således sted på Egholm nordvest for Roskilde (se Skalk 1962:1). Her fremdrog Johannes Hertz rester af tre ældre anlæg under det nuværende, det ældste var fra 1200-årene. Egholm nævnes første gang 1405, da den tilhørte Predbjørn Podebusk, en søn af drosten Henning Podebusk, der styrede Danmarks rige under Valdemar Atterdags lange udenlandsrejser. De skriftlige kilder melder ikke direkte noget om, hvem der opførte den første borg, men ved et studium af slægten Podebusk kunne historikeren C. A. Christensen sandsynliggøre, at Egholm midt i 1200-årene tilhørte et medlem af kongefamilien, den ikke mindst fra Ingemanns romaner så velkendte skurk i Danmarkshistorien grev Jakob af Halland (Fig. 2). Han var i opposition til kongemagten og blev dømt fredløs efter mordet i Finderup lade 1286. Han havde både midler og magt til at bygge en stærk borg og god brug for den på grund af sin politiske holdning.