Borgeby

Borgeby Slots historie kan føres meget langt tilbage, måske helt til den tid, hvor Harald Blåtand samlede det danske rige. Det ser nemlig ud til, at slottet har haft en forgænger; kun en rest af denne er bevaret, men hvis den er tolket rigtigt, er der tale om en ringborg som de danske Trelleborge, hvoraf Skåne jo allerede ejer et eksemplar (se Skalk 1989:6). De to Borgebyanlæg, det nuværende og dets formodede forgænger, ligger hvor den gamle nord-sydgående landevej skærer Lodde Å, så stedet er strategisk velvalgt. På sølvmønter slået under Svend Estridsen (1047-74) og Knud den Hellige (1080-86) finder man »Borgby« anført som stedet, hvor prægningen foregik; det ser altså ud, som om kongemagten har haft interesser i lokaliteter). Ved arkæologiske undersøgelser er fundet vægte, der kan have haft forbindelse med den formodede møntslagning.

Svend Estridsen forsøgte gennem en årrække at formå paven til at indsætte en ærkebiskop i Danmark (han ønskede uafhængighed af ærkebispedømmet i Hamborg-Bremen og dermed af den tyske kejser). Det lykkedes ikke, men hans sønner fortsatte bestræbelserne, og en af dem, Erik Ejegod, havde heldet med sig: på en pilgrimsfærd 1103 besøgte han pave Paschalis 2. i Rom og opnåede hans godkendelse af Lund som nordisk ærkebispesæde. Året efter modtog lundebispen Asser palliet (det officelle tegn på ærkebispeværdigheden), men det oplevede kong Erik ikke, han døde på Cypern under den fortsatte rejse. Planerne for det kommende ærkebispesæde var imidlertid nøje lagt. Blandt andet havde bisp Asser gennem en årrække fået øgede indkomster ved delagtighed i Lunds grundskatter og hvad den kongelige domsret i staden indbragte.

Af interesse i denne forbindelse er det, om kongens gavmildhed også gjaldt landområder uden for byen og i så fald hvilke. Ifølge bevarede kildeskrifter er det veldokumenteret, at ærkebisperne i Lund ejede Borgeby, men hvornår, den kom i deres besiddelse, vides ikke. Allerede Erik Ejegod kan dog meget vel have ladet borgen udgøre en del af det økonomiske grundlag for etableringen af ærkesædet.

Borgeby Slot var i ærkebispernes besiddelse indtil Reformationen 1536, hvor det overgik til den danske krone og blev sæde for skiftende lensmænd. En af dem, Hans Spiegel, stod på god fod med Frederik 2., og resultatet blev, at han 1563 købte Borgeby af kongen. Med i købet fulgte 22 gårde i byen Borgeby, 32 gårde i Löddeköpinge samt Borgeby Mølle. Formodentlig var det i Hans Spiegels tid, det yngste af de endnu stående borghuse byggedes. Gennem de følgende århundreder var slottet i skiftende adelsslægters eje, først langt op i 1800- tallet blev det overtaget af en borgerlig: Österlenbonden Lars Pehrsson. 1888 overgik det til hans datter Hanna, og hende var det, der lagde grunden til den brede kulturelle virksomhed, som blev et kendemærke for Borgeby. Hun hjalp gerne unge fattige kunstnere ved at lade dem bo på slottet, en af dem, Ernst Norlind, blev hendes mand, og dermed var den situation opstået, som er beskrevet i artiklens indledning.

Årene var ikke gået sporløst hen over Borgebys bygninger. 1452 – altså i ærkebispetiden – var slottet blevet plyndret og brændt af den svenske konge Karl Knutssons tropper i et af de talrige sammenstød med danskerne. Ærkebisp på den tid var Tuve Nielsen Juel; det vides, at han med held forsvarede ærkebispegården i Lund mod samme Karl Knutssons angreb, og at han senere forstærkede de derværende forsvarsværker. Det er næppe troligt, at han har ladet genopbygningen af den strategisk beliggende Borgeby vente længe. (Fig. 1, fig. 2, fig. 3)