Borgeby

Borgeby Slots historie kan føres meget langt tilbage, måske helt til den tid, hvor Harald Blåtand samlede det danske rige. Det ser nemlig ud til, at slottet har haft en forgænger; kun en rest af denne er bevaret, men hvis den er tolket rigtigt, er der tale om en ringborg som de danske Trelleborge, hvoraf Skåne jo allerede ejer et eksemplar (se Skalk 1989:6). De to Borgebyanlæg, det nuværende og dets formodede forgænger, ligger hvor den gamle nord-sydgående landevej skærer Lodde Å, så stedet er strategisk velvalgt. På sølvmønter slået under Svend Estridsen (1047-74) og Knud den Hellige (1080-86) finder man »Borgby« anført som stedet, hvor prægningen foregik; det ser altså ud, som om kongemagten har haft interesser i lokaliteter). Ved arkæologiske undersøgelser er fundet vægte, der kan have haft forbindelse med den formodede møntslagning.

Svend Estridsen forsøgte gennem en årrække at formå paven til at indsætte en ærkebiskop i Danmark (han ønskede uafhængighed af ærkebispedømmet i Hamborg-Bremen og dermed af den tyske kejser). Det lykkedes ikke, men hans sønner fortsatte bestræbelserne, og en af dem, Erik Ejegod, havde heldet med sig: på en pilgrimsfærd 1103 besøgte han pave Paschalis 2. i Rom og opnåede hans godkendelse af Lund som nordisk ærkebispesæde. Året efter modtog lundebispen Asser palliet (det officelle tegn på ærkebispeværdigheden), men det oplevede kong Erik ikke, han døde på Cypern under den fortsatte rejse. Planerne for det kommende ærkebispesæde var imidlertid nøje lagt. Blandt andet havde bisp Asser gennem en årrække fået øgede indkomster ved delagtighed i Lunds grundskatter og hvad den kongelige domsret i staden indbragte.

Af interesse i denne forbindelse er det, om kongens gavmildhed også gjaldt landområder uden for byen og i så fald hvilke. Ifølge bevarede kildeskrifter er det veldokumenteret, at ærkebisperne i Lund ejede Borgeby, men hvornår, den kom i deres besiddelse, vides ikke. Allerede Erik Ejegod kan dog meget vel have ladet borgen udgøre en del af det økonomiske grundlag for etableringen af ærkesædet.

Borgeby Slot var i ærkebispernes besiddelse indtil Reformationen 1536, hvor det overgik til den danske krone og blev sæde for skiftende lensmænd. En af dem, Hans Spiegel, stod på god fod med Frederik 2., og resultatet blev, at han 1563 købte Borgeby af kongen. Med i købet fulgte 22 gårde i byen Borgeby, 32 gårde i Löddeköpinge samt Borgeby Mølle. Formodentlig var det i Hans Spiegels tid, det yngste af de endnu stående borghuse byggedes. Gennem de følgende århundreder var slottet i skiftende adelsslægters eje, først langt op i 1800- tallet blev det overtaget af en borgerlig: Österlenbonden Lars Pehrsson. 1888 overgik det til hans datter Hanna, og hende var det, der lagde grunden til den brede kulturelle virksomhed, som blev et kendemærke for Borgeby. Hun hjalp gerne unge fattige kunstnere ved at lade dem bo på slottet, en af dem, Ernst Norlind, blev hendes mand, og dermed var den situation opstået, som er beskrevet i artiklens indledning.

Årene var ikke gået sporløst hen over Borgebys bygninger. 1452 - altså i ærkebispetiden - var slottet blevet plyndret og brændt af den svenske konge Karl Knutssons tropper i et af de talrige sammenstød med danskerne. Ærkebisp på den tid var Tuve Nielsen Juel; det vides, at han med held forsvarede ærkebispegården i Lund mod samme Karl Knutssons angreb, og at han senere forstærkede de derværende forsvarsværker. Det er næppe troligt, at han har ladet genopbygningen af den strategisk beliggende Borgeby vente længe. (Fig. 1, fig. 2, fig. 3)

1678 gentog historien sig, Borgeby Slot gik igen op i luer, denne gang som følge af danskernes hærgninger. Skåne var ved Roskildefreden 1658 blevet afstået til Sverige, og kongen, Christian 5., prøvede nu gennem en ny krig at vinde det tabte tilbage, hvilket som bekendt ikke lykkedes. Et billede (i Burman-Fischers perspektivværk) viser slottet i dets bedrøvelige tilstand 1680, og da det er den ældste gengivelse af Borgeby, som kendes, er det af stor interesse. Omgivet af en voldgrav ligger et firkantet kompleks: en gård med bygninger til de tre sider, mens den fjerde (vestsiden) er lukket med en mur. Husene i nord og øst har karakter af lange længer, men i hjørnet, hvor de støder sammen, ligger et tårn. Sydfløjen (forrest i billedet) er mere kompliceret, den består af to langstrakte bygninger, den vestlige i to etager, og mellem dem en tårnagtig konstruktion med port ind til borggården.

Der findes en beskrivelse af Borgeby Slot, den er fra 1682, altså omtrent samtidig med billedet, som den på udmærket måde kompletterer: »Og bestod bygningen først på den søndre side af en kirke, dernæst et stort hus, som porten går igennem, derved et hus, som har været fruerstue, alt grundmuret. På den østre side et langt stenhus. På den nordre side et bryghus og køkken muret mellem stolperne (det vil sige af bindingsværk), som aldeles er borte. På den vestre side en brandmur, som endnu står«. Af dette er i dag bevaret hele sydfløjen og det nordøstlige hjørnetårn, det såkaldte Börjes Tårn. Ved genopførelsen efter branden 1678 har man benyttet de stående mure. (Fig. 4)

Siden dannelsen af Hanna og Ernst Norlinds Stiftelse efter sønnen Staffans død 1978 har der været gennemført et antal bygningsarkæologiske undersøgelser for at få udvidet kendskabet til slottets komplicerede tilblivelseshistorie; den foreløbig sidste fandt sted i 1995-96. Interessen har samlet sig om sydfløjens ældste huse, »kirken« og portbygningen. Den lange »fruerstue«, som antages opført af Hans Spiegel sidst i reformationsårhundredet, er foreløbig gået fri.

Et spørgsmål, som søgtes løst, var, om det, der i den gamle beskrivelse kaldes »kirken«, fortjener dette navn - med andre ord, om det var her, ærkebisperne indtil Reformationen havde deres kapel. Ældre iagttagelser har peget i den retning, men først ved 1990’ernes undersøgelser er hypotesen blevet endeligt bekræftet: bygningens stueetage har utvivlsomt engang tjent som kirke. For at komme til denne erkendelse var en omfattende oprydning nødvendig, rummet havde gennem mange år tjent som pulterkammer. En hurtig besigtigelse af det tømte rum viste, at det engang har været overdækket med to krydshvælv, men for virkelig at få en fornemmelse af, hvad der er sket gennnem århundreders gang, var det nødvendigt at fjerne murenes meget tykke pudslag.

Som et resultat af denne undersøgelse kan vi danne os en forestilling om rummets oprindelige udseende. De to hvælvinger må være indbygget straks ved opførelsen. I nordmuren har der været en portal og et vindue, mens sydmuren har haft to vinduer; derimod er det usikkert, om det store, nu tilmurede vindue i vestvæggen har været der oprindelig. I østmuren fandtes to nicher, som støtter kapelteorien væsentligt; den største, der er rundbuet og oprindelig har været dybere, må have indeholdt hovedalteret, mens den mindre, firkantede, kan have rummet et sakramentskab med plads til nadverkalk, oblatæske og vinkande. Der er intet i de hidtil foretagne undersøgelser, der giver anledning til at betvivle, at rummet engang har været indrettet til gudstjeneste, og at benævnelsen »kirke« i beskrivelsen fra 1682 altså står til troende, selv om det på det tidspunkt var længe siden, rummet havde haft den anvendelse. Men hvornår byggedes kapellet, og hvem var bygherren? (Fig. 5)

Dateringsspørgsmålet fik et tilfredsstillende svar ved en gravning i borggården nord for »kirken«; den viste, at kapelbygningen må være opført ganske snart efter Karl Knutssons ovenfor omtalte afbrænding af borgen 1452. Som nævnt var den sandsynlige genopbygger ærkebispen Tuve Nielsen Juel, så der er grund til at tro, han også har ansvaret for kapelbygningen. Som sådan må den have fungeret indtil Reformationen. At lokalet derefter var til verdslig brug fremgår med al tydelighed: på et tidspunkt har man gennembrudt sydmuren, åbenbart for at anlægge en kanonstilling. Herfra kunne vindebroen bestryges i en angrebssituation. (Fig. 6, fig. 7)

Kapelbygningens nedre del er sat af kampesten i form af store kvadre, der må stamme fra et ældre, nedbrudt stenhus. Vi får herigennem et velkomment glimt af forgængeren for det nuværende slot. Endnu tydeligere kommer dette til udtryk i det nu fritliggende Börjes Tårn, også det må være opført i 1400-årene og med genbrug af gammelt stenmateriale, men i dette indgår udhugninger og skulpturer, som tillader en datering til 1100-årenes senere del; på den tid må det ældre stenhus antages at være opført. Af hvem? Tanken falder naturligt på Absalon, der i sin ærkebispetid (1177- 1201) stod for adskilligt byggeri, både kirkeligt og verdsligt. Han om nogen havde behov for stærktbyggede huse som beskyttelse mod den stadig mere ophidsede skånske befolkning. Bønderne gjorde væbnet oprør et antal gange, og 1181 udkæmpedes et blodigt slag ved Dösjöbro, kun en mils vej fra Borgeby. Så langt tilbage som til 1100-årene rækker ingen af de nu stående huse; det ældste bevarede er portbygningen, som støder op til »kirken«. Den er blevet til i flere omgange, men med ikke særligt lange mellemrum. Først kom den østlige part, et nærmest kvadratisk, tårnagtigt hus, og dertil er lidt senere føjet et tilsvarende; begge må være rejst i 1300-årene. Den sidst tilføjede del, det egentlige porthus, er på et tidspunkt blevet udvidet mod nord, måske samtidig med at »kirken« kom til. De nye undersøgelser har især været koncentreret om selve porten, og spændende opdagelser er gjort.

I portmuren nærmest »kirken« er indbygget en vindeltrappe; den udgår fra kælderregionen og har ført op til de øvre etager, men et badeværelse anlagt i ny tid har forstyrret dens øvre vindinger. Halvvejs oppe ad den bevarede trappedel sås en døråbning ind til portbygningens sene udvidelse, men det bag den liggende rum var helt fyldt med brædder og brokker, kort sagt byggeaffald. Det blev alt sammen fjernet, og nu viste der sig en anden, nedadgående trappe, men med et lige forløb, altså ikke en vindeltrappe; den fulgte nordmuren hen over porten og har således forbundet vindeltrappen med portbygningens ældste del. Vi fik her forklaringen på, at to tilmurede småvinduer i nordfacaden er placeret i forskellig højde. De følger trappeforløbet. (Fig. 8, fig. 9)

En bygningshistorisk vigtig iagttagelse blev gjort i den oprindelige ydermur, den som døren fra vindeltrappen gennembrød: her indgik i intakte partier gule mursten. Denne tegltype skulle efter den gængse opfattelse være importeret fra Holland i slutningen af 1500- og navnlig i 1600-tallet. Nu viser det sig altså, at den kan optræde allerede i 1300-årene. Det er en erkendelse, som vil kunne få stor betydning for bygningsdateringer fremover.

En dør ved vindeltrappens fod, altså i kælderetagen, er på et tidspunkt blevet tilmuret; den vendte mod porthvælvet og skulle efter traditionen føre til en hemmelig gang. Det gjorde den nu ikke, den har, viste det sig, givet adgang til et stort kælderrum, så stort, at det optog hele området under den ældre del af porten, et areal på 5,75x2,50 meter. Rummet var nu fyldt med muldblandet grus; loft fandtes ikke, det har formodentlig bestået af planker - en slags fortsættelse af vindebroen. Netop vindebroen har haft brug for denne kælder; den tunge kontravægt, som gjorde det forholdsvis let at betjene broens hejseværk, skulle jo have et sted at være. I porthusets søndre facade, den der vender ud mod den nu tilfyldte voldgrav, er et for sænket rektangulært felt bestemt til leje for den hævede bro, og tilsvarende er kælderrummets sydmur trukket lidt ekstra ud mod voldgraven, så der blev plads til kontravægten. Ligeledes i sydfacaden er der over porten to huller med stærke slidspor i nederkanterne efter broens kæder. (Fig. 10)

I murene, som begrænser selve porten, findes små rum, to i vest og to i øst. De i vestmuren er indbyrdes forbundne og kan betragtes som en slags forrum til vindeltrappen, begge har tøndehvælvinger, og begge har døre ud til porten, men den ene - den i nordrummet - er nu tilmuret. I det forreste af rummene findes et lille vindue, anvendeligt som skydeskår, samt endnu en dør - tilmuret, men interessant, fordi den vender ud mod voldgraven og må have fungeret i forbindelse med en »natbro«, en smal gangbro, som kunne benyttes, når den store bro var trukket op. De to kamre i portrummets østre sidemur har ligeledes hver sin dør, men ingen indbyrdes forbindelse; traditionen gør dem til fangehuller, men det stemmer ikke. Under gulvet i begge rum løber, dækket af stenheller, en kanal med åbning ud mod voldgraven, og ligeledes i begge rum ses spor af et sædearrangement: fremspring i sidevæggene, som kan have båret et tværgående bænkebræt, og i gulvet et hul ned til kanalen. De to »fangehuller« har med andre ord tjent som aftrædelsesrum, velsagtens for borgens vagtmandskab. (Fig. 11)

Da styrelsen for Hanna og Ernst Norlinds Stiftelse ved slutningen af året 1994 besluttede at intensivere de bygningshistoriske undersøgelser på Borgeby Slot, var det med forvisningen om at nye spændende opdagelser ville blive gjort. De resultater, som foreløbig er opnået, har mere end overtruffet forventningerne, men Borgeby gemmer stadig på mange hemmeligheder.