Borgbjerg banke
Højest i det bælte af israndsbakker, der strækker sig mellem Skælskør og Korsør, er Borgbjerg banke. Den ligger to-tre kilometer fra Storebæltskysten, midt inde i landsbyen Boeslunde, og fra dens top, 54 meter over havet, kan man se milevidt ud over Vestsjælland, ja helt til Fyn, hvis vejret er til det. Det er dog ikke blot landskabeligt, banken udmærker sig, den hører til arkæologiens klassiske lokaliteter. En flerårig udgravning, afsluttet sommeren 1982, er det nyeste udtryk for interessen om den.
Af Henning Nielsen
Et par guldfund fra Boeslunde sogn, dateret til yngre bronzealder, har for nylig været omtalt her i bladet (1981:5), og de står ikke alene, egnen er usædvanlig rig på skatte fra denne tid. De to største og mærkeligste er fundet i selve Borgbjerg. En julidag 1842 var fæster Jeppe Carstensen beskæftiget med pløjning af banken, men det blev hans kone, som et øjeblik havde afløst ham ved arbejdet, der oplevede, at ploven midt på den flade bakketop rev en guldskål op. Endnu én fremkom, lidt dybere end plovfuren, da findestedet blev set nøjere efter. Den stedlige skolelærer, Ole Rasmussen, der var arkæologisk interesseret, kom til stede straks efter, tog vare på fundet og sørgede for, at Den kongelige Oldsagskommission blev underrettet. Nogen repræsentant for denne kom dog ikke til stede - Boeslunde lå for langt fra København – men læreren foretog, formodentlig på kommissionens opfordring, en eftergravning.
I den fyldige rapport, Ole Rasmussen senere indsendte, beskrives Borgbjerg indgående. »At bakken har været fortificeret, derom kan næppe tvivles, da trende skanser endnu ses på den nordre, vestre og sydre side. Et stort stykke af bakkens østre side er gået tabt, da her for en del år tilbage blev anlagt en grusgrav til vej påfyldning, uagtet boniteten er mere sand end grus, hvorfor den også i senere år er bleven kasseret. - Bakken er en regelmæssig firkant, flad foroven, og ikkun et punkt imod sydvest når lidet over dens temmelig jævne flade«. Om forholdene mod øst, hvor grusgraven havde gjort indhug, siges, at »i de på denne side forskånede skanser var boniteten sortmuldet jord, og denne beskaffenhed lod det upåtvivlet, at disse er opførte af menneskehænder«. På selve findestedet havde Ole Rasmussen gravet tre alen i »bredde, længde og dybde«, men jorden var helt igennem sand, og der blev ikke fundet flere guldsager. Omtrent to alen sydøst for skålenes plads stødte han »straks i overfladen på en mængde sammenblandet træaske, trækul og små kampesten, hvilket alt var beliggende i en dybde fra en halv til trekvart alen«. Også andre steder i bakken fandt han spor af aske. (Fig. 1)
Fig 1: Boeslundefundet 1842. »Jeg tror, jeg pløjede troldens hat op, Jeppe«, skal konen have råbt - i bedste overensstemmelse med folketroen, der har ladet Borgbjerg være tilholdssted for trolde (se Evald Tang Kristensens Danske Sagn). For de 454 rigsdaler, som skålene indbragte Jeppe Carstensen, købte han sin gård til selveje, og der blev råd til at lade sønnen Jens læse til dyrlæge. Dennes søn igen var politikeren Frederik Borgbjerg. Familien tog - forståeligt nok - navn efter banken.- Fot: Lennart Larsen.
Beskrivelsen af bakkens fæstningsværker synes ikke at have vakt interesse på Det oldnordiske Museum, i hvert fald nævnes den ikke i oldsagsprotokollen under omtalen af guldskålenes fundforhold. Og intet tyder på, at arkæologen Henry Petersen havde kendskab til den, da han 32 år senere besøgte Boeslunde i forbindelse med det andet guldfund. (Fig. 2)
Fig 2: Guldkarrene fra 1874. De er af udenlandsk fabrikat, dog med undtagelse af hestehovedhankene, der må være påsat her i landet. - Fot: Lennart Larsen.
Det kom for dagen foråret 1874 og på helt samme måde som forgængeren. Borgbjergs ejer - nu en anden end sidst - kørte ploven over bakken, og omtrent midt på nordskråningen, et lille halvt hundrede meter fra det gamle findested, rev den et guldbæger op. Da han med hænderne forsigtigt skrabede jorden til side, fremkom yderligere tre guldkar, nemlig endnu et bæger og to skåle med hanke i hestehovedform. Museet blev omgående underrettet, og denne gang lod man sig ikke nøje med andenhånds orientering, men sendte sin egen mand, den omtalte Henry Petersen, til åstedet, hvor han ankom to dage senere. Hans undersøgelser gav et overraskende resultat. Guldkarrene, der var fundet tæt sammen, omlejret af naturligt sand, havde, mente han, ikke stået i en banal nedgravning, men inderst i en mineagtig skakt, som var hulet knap et par meter ind i bakkesiden. Af særlig betydning for den fremtidige opfattelse af stedet blev hans møde med en af vore gamle kendinge. Herom beretter han selv:
»Borgbjergs tidligere ejer, Jeppe Carstensen, hvis kone i 1842 fandt de to guldkar, og som endnu var rask og åndsfrisk, fortalte uopfordret om banken, at det havde været »en gammel skanse«. Han havde ikke blot selv for første gang for over 50 år siden taget banken under plov, men han var født på stedet og havde således i lang tid kendt Borgbjerg i dets fordums skikkelse som skanse. Det fremgik tydeligt af Jeppe Carstensens nøjere forklaring, at denne skanse havde bestået af tre terrassedannelser med en kvadratisk platform, hvis størrelse efter afmåling på stedet har været omtrent 84 alen på hver led. Terrasserne angav han at have haft en højde af omtrent 8-9 alen og en bredde af 5-6 alen«.
Nogen bekræftelse ved selvsyn kunne Henry Petersen ikke få, den kraftige pløjning i årene mellem de to fund havde slettet ethvert spor af afsatser og forvandlet bakkens sider til jævne skråninger. Den nye ejer, Rasmus Sørensen, kunne imidlertid fortælle om vekslende frugtbarhed over området, »idet græstørvslaget ved sløjfningen af terrasserne var blevet ført ned på de tidligere flader, imedens gruset var blottet, hvor det afgravedes eller bortpløjedes«.
I en lille skitse, Henry Petersen føjede til sin rapport, har han prøvet at anskueliggøre terrassebakkens form efter de to mænds beskrivelse. (Fig. 3) Her er også guldfundene søgt stedfæstet, det seneste i siden af mellemste »trappetrin«. Netop denne placering synes vigtig og blev, som vi straks skal se, bestemmende for eftertidens syn på Borgbjerg.
Fig 3: Henry Petersens skitsetværsnit gennem Borgbjerg, der er tænkt gående nord-syd, er ikke rigtigt i proportionerne, højden er stærkt overdrevet. Den stiplede linje angiver bakkens form i 1874. Bogstaverne viser de to findesteder.
Man bemærker, at hvor både de to ejere og lærer Rasmussen taler om skanser, bruger Henry Petersen konsekventbetegnelsen terrasser - han troede med andre ord ikke, at der var tale om forsvarsværker. I en artikel, han en månedstid senere offentliggjorde i Illustreret Tidende, påpeger han indledningsvis, at Boeslundefundene ikke er de eneste af deres art, men at lignende forekommer, omend i begrænset antal, inden for nordisk område. Guldkarrene har, mener han, været »anvendt i templerne ved offerhøjtider« og åbenbart flere sammen, eftersom de optræder i sæt. Om selve banken, Borgbjerg, hedder det:
»Den omstændighed, at de sidstfundne guldkar efter en nærmere undersøgelse af findestedet må antages at være blevet nedgravet i siden af den midterste aftrapning mod nord, synes at berettige til formodningen om, at anlægget på Borgbjerg går tilbage til bronzealderen. Muligt kan der da her have stået en høvdingeborg eller nærmere et gudetempel. Vi ved, at for eksempel mexikanernes templer var byggede på terrasseanlæg, og det synes let at forstå, at tempelskatten, når omstændighederne nødte dertil, skjultes i den banke, der var hellig som en grundvold omkring templet«.
Tolkningen vandt hurtigt fodfæste, således har J. J. A. Worsaae fulgt den i sin bog om Nordens Forhistorie fra 1881, men efterhånden kom ny viden og nye ideer til. 1928 tog arkæologen Hans Kjær spørgsmålet op i en artikel: Var Boeslunde banke et oldtidshelligsted? (Årb. f. hist. Samf., Sorø amt). Lignende terrassebakker fandtes, påpegede han, flere andre steder, således på Sejrø og i Illebølle på Langeland - begge med oldtidsfund, dog ikke fra bronzealderen, men fra de første århundreder af den efterfølgende jernalder. At Borgbjerg på toppen skulle have båret en tempelbygning som foreslået af Henry Petersen, fandt Kjær usandsynligt. Templer var, mente han, et sydeuropæisk og orientalsk fænomen, som det tilbagestående Norden næppe fik del i. Men bakken kunne i sig selv have været hellig. På den flade top kunne ceremonier og optog som dem, der er fremstillet i helleristningerne, have udspillet sig. Trækulslagene var måske rester af offerbål. (Fig. 4) Et lurfund i nærheden af Boeslunde, ganske vist noget yngre, toges til indtægt for teorien.
Fig 4: Kortet viser Boeslunde 1830. Lige over for kirken ses Borgbjerg med tydeligt angivne afsatser mod nord og syd, men ikke mod vest, hvor de vel har været udjævnet. Fra øst er grusgraven begyndt at gøre indhug. - Udsnit af Generalkvartermesterstabens opmåling af SV-Sjælland, C-Sektion, nr 10, 1830. Gengivet med Geodætisk Instituts tilladelse (A. 139/83). Copyright.
Hermed synes opfattelsen af Borgbjerg at have fundet sit faste leje. Banken var en naturhelligdom, en religiøs ceremoniplads. I sin Danmarks Oldtid fra 1939 tilslutter Johs. Brøndsted sig tanken, og i den lange række af arkæologiske oversigter, som er fulgt efter, kommer lignende synspunkter mere eller mindre tydeligt til udtryk.
Borgbjerg som bronzealderhelligdom er en ganske fascinerende tanke. En elleve meter høj bakke, der i areal dækker ca. én hektar, må, firkantet afgravet og med kunstigt anlagte terrasser, virke imponerende, men har den virkelig set sådan ud? En svaghed ved teorien var den manglende arkæologiske underbygning. Man skulle tro, at muligheden for undersøgelse af et sådant anlæg havde fristet arkæologerne, og det har den antagelig også gjort, men der var nok af opgaver, så Borgbjerg fik lov at ligge. Det var meget uheldigt, for grusgravningen, der allerede var igang 1842, intensiveredes mod slutningen af århundredet og ophørte først i 1930'erne. 1939 blev bakken udlagt som mindepark for Jeppe Carstensens sønnesøn, politikeren F. Borgbjerg, skråningerne blev beplantet og en friluftsscene indrettet i det store grusgravskrater. På det tidspunkt stod kun en skal tilbage, hele østsiden og toppen var kørt bort til vejfyld.
Efteråret 1979 fik undertegnede - takket være et ønske fra Vestsjællands amt om iværksættelse af arkæologiske beskæftigelsesarbejder for unge arbejdsløse - lejlighed til at foretage de første prøvegravninger. Da den ret stejle bakke i sin tid blev udjævnet for at kunne pløjes, må der givetvis være ført jord ovenfra ned over siderne og omkring foden (det fremgår også af Henry Petersens skitse), så det burde være muligt at finde bevarede rester af terrasserne - måske endda med tilhørende kulturlag. Et antal velplacerede profilgrøfter fra marken op i bakkesiden skulle kunne løse problemet.
Sådanne grøfter blev ført ind fra vest og nord, men uden at der blev fundet sikre terrassespor under fyldlagene - som i øvrigt viste sig at være væsentlig mindre end ventet. På marken uden for bakken fremkom bopladsrester fra yngre stenalder, og det var naturligvis interessant, men lidt uden for programmet. Mod syd lå bakkefoden i private haver, så her måtte vi forsøge os med et langsgående felt et stykke oppe ad skråningen, hvor terrænet antydede en terrassekant, men det kom der ikke meget ud af, da trærødder umuliggjorde iagttagelser. For nu ikke helt at opgive sydsiden blev en søgegrøft ført op over dens øvre del, helt op mod toppen. Atter blev der fundet kulturlag fra bondestenalder, dog meget forstyrret ved gravning i nyere tid, men hvad der især fangede vor opmærksomhed, var en seks meter bred og næsten to meter dyb, muldfyldt nedgravning lige under bakketoppen. Den kunne være af ny dato - fundene i de øvre lag tydede nærmest på det - men nogen sikker tidsfæstelse lykkedes det ikke at få. Hermed sluttede første års sonderinger - lidt magert, hvad bronzealderen angår, til gengæld med konstateret stenalderaktivitet på stedet og med vished for, at bakkesiderne var mindre ødelagte end forud antaget.
1981 kunne undersøgelsen genoptages, og nu fik vi klarhed over nedgravningen øverst på bakkesiden. Firkantplateauet har været afgrænset af en voldgrav, fem-seks meter bred og op til et par meter i dybden, med bunden snart flad, snart afrundet. Uden al tvivl er det dette forsvarsværk, der i sin sammensunkne, halvt opfyldte tilstand af lokalfolkene blev betegnet som skanser. Henry Petersens terrasseteori må vist hermed siges at være ude af billedet, men set på afstand - navnlig fra de sider, hvor skråningerne var stejlest - har graven i bakkesiden virkelig fremtrådt som et vældigt trappetrin.
Hvor gammel var så denne voldgrav? Fylden i den bestod øverst af løs muld, der må være ført ned under udjævningen i 1800-årene; de få genstande, som laget indeholdt, var da også af moderne karakter. Dybere nede, nær bunden, fandtes flintafslag, et mindre antal stenredskaber og nogle få skår af samme typer som dem, der var fremkommet under den tidligere udgravning, det vil sige lertøj fra midten af yngre stenalder. Enkelte redskaber pegede dog mod en lidt senere tid, men ingen overskred med sikkerhed tærsklen til bronzealder. Kunne voldgraven virkelig være fra stenalderen? Det lød ikke sandsynligt, i så fald havde den næppe tegnet sig så tydeligt endnu på Jeppe Carstensens tid, og redskaber med mere i fylden kunne jo let forklares ved nedskridning, mens graven var ny. (Fig. 5) Tilbage var muligheden for en kulstof-14-datering; hertil skulle nogle dyreknogler fremkommet ved bunden af voldgraven være egnede, så de blev sendt til undersøgelse på Nationalmuseet. (Fig. 6) Resultatet forelå i 1982, kort før starten af tredje kampagne: 1335 efter Kristus: 65 år. Middelalder altså.
Fig 5: Voldgravens nordvesthjørne, tømt for jord. Stenene på bunden (eller rettere lidt over den) kan være smidt ned i forbindelse med oprydning på toppen.
Fig 6: Snit gennem voldgraven på bakkens vestside
Sidste års udgravning, der koncentrerede sig om voldgravens nordvesthjørne, bekræftede på det smukkeste denne tidsmæssige placering. Tæt over bundens oprindelige vegetationslag fandtes nemlig - sammen med en del sten og enkelte knogler, som kan tænkes nedsmidt, da man ophørte med at benytte anlægget - en dolk, vistnok af typen nyredolk, fra tidsrummet 1350-1450. Denne og et jernsøm, der ligeledes fremkom dybt i graven, lader ingen tvivl tilbage. På bakken lå i middelalderen en borg. Navnet Borgbjerg skal forstås bogstaveligt.
En spændende teori har måttet opgives, men det, der kom i stedet, er ikke uinteressant: et ukendt voldsted fra 13-1400-årene og af en type, som i hvert fald ikke er almindelig. Ud fra de gamle beskrivelser, udgravningsresultaterne og de bevarede rester af bakken er det muligt i grove træk at danne sig et billede af anlægget. Topfladen har været kvadratisk, ca 65x65 meter, og voldgraven, som givetvis har været tør eller i det højeste nu og da med lidt overfladevand, har nøje fulgt denne form, dog med passende afrunding ved hjørnerne. Om der inden for graven har været en vold, er uvist, men ikke usandsynligt; netop her blev på flere steder fundet intakte stenalderlag, som muligvis har undgået ploven på grund af overliggende jordmasser. Teglstensbrokker i voldgravens øvre lag antyder, at der inde på plateauet har ligget bygninger. Man skulle, navnlig ud fra Henry Petersens oplysninger, tro, at der også har været en nedre grav, men den kunne ikke påvises. Der blev fundet antydninger - nederst på vestskråningen således noget, som kan være bunden af en grav - men intet, der med sikkerhed afgør spørgsmålet.
Men én voldgrav blev altså påvist, og det er den, der ved sin beliggenhed i højden gør dette anlæg mærkeligt. Måske vil det senere vise sig, at fænomenet ikke er så enestående endda, der kendes mulige paralleller, men de er endnu ikke undersøgt. (Fig. 7) Småborge fra 1300-årene er ellers ikke sjældne, de anlagdes i stort tal af adelen som en naturlig følge af de urolige tider, hvor stridende parter til stadighed gjorde landgang på hinandens kyster. (Fig. 8) Skønt der ikke kendes nogen historisk overlevering om anlægget på Borgbjerg (bortset fra et utroværdigt sagn), kan det godt med sin fra kysten tilbagetrukne, men alligevel yderst hensigtsmæssige beliggenhed have været af en vis betydning. Som lærer Rasmussen skriver: »Et godt observationspunkt har bakken i den tid været, thi ikke alene kan man med blotte øje overskue den sydre del af Bæltet og så over i Fyn, men også se længere ned i Østersøen til Lolland og Falster«.
Fig. 7: Den næsten halvmeterlange »nyredolk« har haft skede med forsølvede bronzebeslag. På fæsteknappen (til højre) ses en lidt primitivt tegnet lindorm.
Fig 8: Plan over Borgbjerg, delvis rekonstrueret. De bevarede afsnit af voldgraven - påvist gennem spredte udgravninger - er angivet med sort.
Hvad blev der under alt dette tilbage af bronzealderhelligdommen? Henry Petersens formodning, at de sidst fundne guldkar var indgravet i en samtidig terrassevæg, holdt i hvert fald ikke stand. De nye undersøgelser har godtgjort, at der neden for toppens voldgrav har været et 5-10 meter bredt stykke urørt bakkeside, og selv om iagttagelsen kun er gjort mod syd og vest, er det dog meget sandsynligt, at det samme var tilfældet mod nord, hvor karrene blev fundet. De af Ole Rasmussen udgravede trækulpletter, som af Kjær blev sat i forbindelse med bronzealderens offerhandlinger, kan lige så godt høre til stenalderbopladsen eller middelalderbebyggelsen. Bronzealderen er herefter kun repræsenteret ved selve guldkarrene, som til gengæld vejer tungt. Men nu de andre terrassebakker, dem man - på trods af dateringsmæssige afvigelser - har peget på som mulige paralleller til Borgbjerg? De er aldrig blevet nøjere undersøgt, men må på baggrund af vor nye viden betragtes med stor skepsis. Nogle af dem vil formodentlig - som Borgbjerg - vise sig at have fået deres udformning i middelalderen.
Den kendsgerning, at kostbare guldkar to gange er gravet ned i Borgbjerg, taler trods alt stærkt for, at stedet i bronzealderen har haft en særlig betydning, men hvad der i øvrigt har tildraget sig på bakken, kan vi ikke have nogen forestilling om. Det spændende billede af helligbjerget, hvor offerbålene flammede, mens de gyldne kar blev ført i procession ad terrassevejene til lurernes toner, må desværre opgives.
Et sådant samlingssted er Borgbjerg til gengæld blevet i vore dage. Her mødes 5. juni egnens befolkning til grundlovsfest med optog, taler, musik og skuespil på friluftsscenen ved bakkens bund. (Fig. 9)
Fig 9: Minde for politikeren Frederik Jeppesen Borgbjerg (1866-1936). Stenen er rejst nær stedet, hvor hans bedstemoder fandt de første guldskåle.