Borgbjerg banke

Højest i det bælte af israndsbakker, der strækker sig mellem Skælskør og Korsør, er Borgbjerg banke. Den ligger to-tre kilometer fra Storebæltskysten, midt inde i landsbyen Boeslunde, og fra dens top, 54 meter over havet, kan man se milevidt ud over Vestsjælland, ja helt til Fyn, hvis vejret er til det. Det er dog ikke blot landskabeligt, banken udmærker sig, den hører til arkæologiens klassiske lokaliteter. En flerårig udgravning, afsluttet sommeren 1982, er det nyeste udtryk for interessen om den.

Af Henning Nielsen

Billede

Et par guldfund fra Boeslunde sogn, dateret til yngre bronzealder, har for nylig været omtalt her i bladet (1981:5), og de står ikke alene, egnen er usædvanlig rig på skatte fra denne tid. De to største og mærkeligste er fundet i selve Borgbjerg. En julidag 1842 var fæster Jeppe Carstensen beskæftiget med pløjning af banken, men det blev hans kone, som et øjeblik havde afløst ham ved arbejdet, der oplevede, at ploven midt på den flade bakketop rev en guldskål op. Endnu én fremkom, lidt dybere end plovfuren, da findestedet blev set nøjere efter. Den stedlige skolelærer, Ole Rasmussen, der var arkæologisk interesseret, kom til stede straks efter, tog vare på fundet og sørgede for, at Den kongelige Oldsagskommission blev underrettet. Nogen repræsentant for denne kom dog ikke til stede – Boeslunde lå for langt fra København – men læreren foretog, formodentlig på kommissionens opfordring, en eftergravning.

I den fyldige rapport, Ole Rasmussen senere indsendte, beskrives Borgbjerg indgående. »At bakken har været fortificeret, derom kan næppe tvivles, da trende skanser endnu ses på den nordre, vestre og sydre side. Et stort stykke af bakkens østre side er gået tabt, da her for en del år tilbage blev anlagt en grusgrav til vej påfyldning, uagtet boniteten er mere sand end grus, hvorfor den også i senere år er bleven kasseret. – Bakken er en regelmæssig firkant, flad foroven, og ikkun et punkt imod sydvest når lidet over dens temmelig jævne flade«. Om forholdene mod øst, hvor grusgraven havde gjort indhug, siges, at »i de på denne side forskånede skanser var boniteten sortmuldet jord, og denne beskaffenhed lod det upåtvivlet, at disse er opførte af menneskehænder«. På selve findestedet havde Ole Rasmussen gravet tre alen i »bredde, længde og dybde«, men jorden var helt igennem sand, og der blev ikke fundet flere guldsager. Omtrent to alen sydøst for skålenes plads stødte han »straks i overfladen på en mængde sammenblandet træaske, trækul og små kampesten, hvilket alt var beliggende i en dybde fra en halv til trekvart alen«. Også andre steder i bakken fandt han spor af aske. (Fig. 1)

Periode: Bronzealder (1700 til 501), Yngre bronzealder (1100 til 501)

Udgave: Skalk 1983:2

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.