Børnehuset

Ved tugthusets oprettelse i 1605 havde man kun tænkt at befolke det med voksne fanger, mænd og kvinder »som omløber at tigge og trygle og ikke med deres hænders arbejde vil fortjene deres føde«. Men under de veritable klapjagter på disse løse folk røg der en del børn med ind i anstalten, og det viste sig hurtigt, at børnene gjorde langt bedre fyldest ved håndværksarbejdet i huset end de vrangvillige voksne. Kursen blev derfor lagt om. Efter nogle år holdt man næsten helt op med at tage nye voksne mænd ind. Kvindeafdelingen fik lov at bestå, vistnok især fordi tugthuset var rigets eneste regulære kvindefængsel. Men hele vægten blev lagt på at få børn til huset, og til købstæder og landdistrikter udgik der gang på gang fra regeringen påbud om at indfange fattige børn, der ikke blev holdt til skole eller arbejde, og sende dem til tugthuset i København.

Det lyder barsk, og det var barsk. Lensmænd og byfogder gik hårdhændet til værks for at udnytte denne gunstige lejlighed til at komme af med de fattigstes børn. Det må dog understreges, det ikke var regeringens hensigt at straffe disse børn, men at give dem mulighed for at lære et håndværk, som de siden kunne ernære sig ved. Når børnene havde udstået deres læretid og derefter arbejdet som svende i tugthuset i tre år, skulle de hjælpes til at etablere sig som frie og selvstændige håndværkere.

Når staten således selv gav sig til at uddanne håndværkere i stor stil, var det ikke i første række for at hjælpe de fattige børn. Ordningen var et led i Christian 4.’s bestræbelser for at bryde håndværkerlavenes monopolstilling, og hertil kom, at man af hensyn til valutakassen var interesseret i at ophjælpe en indenlandsk produktion af kvalitetsprodukter, der ellers importeredes i dyre domme (Fig. 1).