Børn af tiden

Hver generation har sine »meninger«, som ikke nødvendigvis godtages af efterkommerne, ja som undertiden må lide latterliggørelsens skændsel. I 1600-årene fremlagde den irske ærkebiskop Ussher sin bibelske kronologi, efter hvilken verden var skabt år 4004 før Kristus, og da han nød stor anseelse og iøvrigt var en betydelig mand, slog opfattelsen an og blev den herskende gennem en lang periode. Også fremragende videnskabsmand kunne træde ved siden af, således Usshers lidt yngre samtidige, svenskeren Olof Rudbeck. Hans fortjenester som anatom og botaniker står urokkede, men samtidig interesserede han sig, i lighed med sin danske åndsfælle Ole Worm, stærkt for oldhistorien, og den skulle han hellere have holdt sig fra. Også dengang var man optaget af Atlantis, oldtidsøen med den strålende kultur, som Platon beskrev, men troede sunket i havet. Rudbeck kunne i et bindstærkt værk, Atlantica, bevise, at det ikke var tilfældet. Atlantis var i virkeligheden Sverige, hvor efterkommerne af Noahs søn Jafet havde slået sig ned. Vi smiler overbærende på tre hundrede års afstand, men samtiden tog værket alvorligt, og Rudbecks i forvejen betydelige ry tog et kendeligt opsving. Skeptikere meldte sig dog hurtigt, og som tiden gik, blev de mere og mere pågående.

Af Redaktionen

En af dem var Holberg, hvis sunde sans gjorde oprør mod slige »urimelige fabler«. Rudbecks historiske fantasterier, som vil gøre Nordens lande til de ypperste og ældste kulturstater, fandt han aldeles latterlige, og ironien drypper fra hans pen, da han i en af sine epistler på skrømt tager tråden op og viderefører svenskerens ideer. Det kan jo nemlig ikke fejle, at patriarken Jakobs søn Dan må have navngivet Danmark, og ser man nærmere til, opdager man, at også Jakobs andre sønner må have bosat sig her i landet: Juda i Jylland, Ruben i Ribe, Asser i Assens, Zebalon på Sjælland, Levi i Lemvig og så fremdeles. I argumentationen ligger vel også et hib til datidens »stednavneforskning«, der ikke var meget bevendt.

Holberg går videre endnu. Rudbeck har åbnet hans øjne, og han ser, at Trondhjem må være Troja, og at den trojanske krig altså er udspillet i hans norske fædreland. Den berømte prins Paris hed i virkeligheden Per Iversen, Hector Henrik Thorsen, Agamemnon Aage Mortensen, Olysses Ole Lykke og Helena Ellen – gode nordiske navne, som den misundelige græske skribent skamløst har overført til sin egen verden. Man kan herefter let forestille sig, hvordan jarlen Per Iversen har røvet kongedatteren Ellen, og at Trondhjem efter to års belejring (»de løgnagtige grækere siger ti år«) er blevet indtaget og ødelagt. Homer har på det groveste fordrejet sandheden. Dog må man holde ham noget til gode, eftersom han var poet, »og en poet giver sig ikke ud for andet end at lyve«. (Fig. 1).