Børn af tiden

Hver generation har sine »meninger«, som ikke nødvendigvis godtages af efterkommerne, ja som undertiden må lide latterliggørelsens skændsel. I 1600-årene fremlagde den irske ærkebiskop Ussher sin bibelske kronologi, efter hvilken verden var skabt år 4004 før Kristus, og da han nød stor anseelse og iøvrigt var en betydelig mand, slog opfattelsen an og blev den herskende gennem en lang periode. Også fremragende videnskabsmand kunne træde ved siden af, således Usshers lidt yngre samtidige, svenskeren Olof Rudbeck. Hans fortjenester som anatom og botaniker står urokkede, men samtidig interesserede han sig, i lighed med sin danske åndsfælle Ole Worm, stærkt for oldhistorien, og den skulle han hellere have holdt sig fra. Også dengang var man optaget af Atlantis, oldtidsøen med den strålende kultur, som Platon beskrev, men troede sunket i havet. Rudbeck kunne i et bindstærkt værk, Atlantica, bevise, at det ikke var tilfældet. Atlantis var i virkeligheden Sverige, hvor efterkommerne af Noahs søn Jafet havde slået sig ned. Vi smiler overbærende på tre hundrede års afstand, men samtiden tog værket alvorligt, og Rudbecks i forvejen betydelige ry tog et kendeligt opsving. Skeptikere meldte sig dog hurtigt, og som tiden gik, blev de mere og mere pågående.

Af Redaktionen

Log ind eller opret en konto for at læse denne artikel.