Bødlen

De dødsstraffe, den danske middelalderbøddel kunne komme ud for at udføre, var følgende: Hængning, halshugning, levende begravelse, stening, bål og brand, drukning. Partering af lig og deres henlæggelse på hjul og stejle hørte med til håndteringen, og dertil kom så de mange ikke dødbringende former for tortering og afstraffelse, som også sorterede under mestermanden. Mindre tyverier, hvor den skyldige var grebet på fersk gerning, straffedes med piskning, evt. kombineret med brændemærkning eller afskæring af en legemsdel, som regel et øre eller næsen.

Man forstår, at bøddelgerningen, trods den rimelige aflønning, ikke var særlig eftertragtet. Det skete, der var mangel på bøddelemner, men problemet kunne løses, ved at myndighederne tilbød en dødsdømt forbryder fritagelse for straf, hvis han overtog hvervet. For at den nye bøddel kunne efterspores, hvis han forsøgte at flygte fra byen, blev han selv mærket på en af de ovennævnte måder. De lidelser, han skulle påføre andre, kendte han altså på sin egen krop.

Middelalderbødlen var ingen anset person, det får vi et tydeligt indtryk af gennem kirkernes kalkmalerier, der ofte viser ham karikeret: med legemlige skavanker (skaldepande, stor tud, store øren, træben) eller indtagende vulgære, skabagtige stillinger (Fig. 1). Undertiden rækker han tunge ad sit offer eller spotter det på anden måde. Kalkmaleriets bødler er så godt som altid vist i profil – formentlig et maleteknisk udtryk for ondskab. Dragten er i reglen tofarvet.