Blodspor

Fra udgravningen af Æbelholt kloster i Nordsjælland stammer et jernstykke, som kan minde en del om vort, og beslægtede fund er gjort på flere andre klostertomter. En teori går ud på, at det drejer sig om åreladejern, såkaldte snepperter. Åreladning, åbning af en blodåre, var tidligere meget brugt som helbredelsesmiddel mod visse sygdomme eller svagheder. I klostrene, hvor en særlig uddannet broder tog sig af disse anliggender, blev åreladning tillige brugt til bekæmpelse af den kødets lyst, der let kunne påkomme munkene.

Det afgørende bevis på, at vort jern er af denne kategori, fik vi gennem to billeder. Det ene, fra begyndelsen af 1300-årene, viser forskellige åreladningsscener, og på en af dem ser man »lægen« holde et instrument med et næb, der svarer nøje til vort. Det andet billede er fra senmiddelalderen, fra en bog dateret Ulm 1498; også det viser en åreladning med et instrument af lighed med vort, og af måden, åreladeren holder det på, mens han »slår åren«, kan man slutte, at det ikke har været skæftet. Vort åreladejern er som sagt fra 1100-årene og altså meget ældre end billederne; det er simpelthen det ældste redskab af denne art, som kendes herhjemme. I øvrigt kan det meget vel tænkes, at der rundt i museerne ligger åreladejern, som er blevet mistolket. De kan i deres forrustede tilstand let forveksles med for eksempel nøgler.

Ude i Europa har åreladning været brugt siden antikken, så snepperten har haft god tid til at finde sin form og selve processen ligeledes (Fig. 2, Fig. 3, Fig. 4). Den ret slående lighed, der er mellem vor genstand og de langt yngre illustrationer, kunne forlede til at tro, at udviklingen er gået i stå i middelalderen, men det skal man nu ikke være alt for sikker på, billederne kan udmærket have fælles forlæg af gammel dato, for eksempel antikke lægebøger. I et af Riberhusudgravningens yngre lag, dateret til slutningen af 1200- årene, er fundet flere nærmest økseformede jern, der sikkert også har været brugt til åreladning – af mennesker eller dyr, kuren var nemlig ikke forbeholdt de tobenede. Der er fire sådanne knive, forenet parvis med nitter; de er ca 10 cm lange og meget tynde og fine – det skyldes den stærkt gødningsholdige jord, at de ikke helt er rustet op. Også denne bestemmelse finder støtte i billeder, og det må i øvrigt nævnes, at der i tomten af Ribes johanniterkloster og ligeledes i et lag fra 1200-årene er fundet et tilsvarende økseformet, men noget beskadiget jernstykke. Johanniterne var fra starten en hospitalsorden med sygepleje som speciale. Det største hospital drev de i Jerusalem på den tid, hvor korsfarerne havde byen i deres magt. Dette munkesamfund var – mærkeligt nok, for man skulle snarere tro det modsatte – meget åben over for den samtidige og højtstående arabiske lægevidenskab, som også omfattede åreladning. Det kan være Ribeklostrets læge, der har tabt eller kasseret det lille redskab.