
Blichers briller
»St. Blicher på heden i samtale med Peiter Benløs og Linka Smælem«, lyder teksten til Chr. Dalsgaards bekendte maleri. (Fig. 1). Her har vi hedens digter i sit element og sammen med en lille flok af dens frie fugle, de omstrejfende og skyede natmandsfolk - kæltringer, tatere, eller hvad man nu kaldte dem - som han har skildret så varmt og smukt. I »Kæltringliv« omtaler han dem som en nation af rejsende: »De fødes, gifter sig og dør - alt sammen på rejser. At man derfor vil kalde dem omløbere og vagabonder, finder de med rette højst fornærmeligt«. Blicher tager de udstødtes parti. Imod deres påståede løsagtighed stiller han den afbildede familie, taterkvinden Linka, hendes »grumsling« og den invalide mand, som hun trofast bærer på ryggen under deres vandringer. »Hvor vældig er dog den usynlige magt, som har forenet disse tvende væsener - ørkenens, dens vilde naturs vilde børn!«
Af Karen Frifelt