Blandingsgods

Med istidens slutning forsvandt gletschernes vældige tryk på det underliggende landskab, og som en følge heraf har den nordøstlige del af Danmark siden da hævet sig, mens den sydvestlige del har sænket sig. Den såkaldte vippelinie betegner det strøg tværs over landet, fra Nissum Fjord over Nordfyn til Nordfalster, hvor kystlinien i dag er nogenlunde, som den var i stenalderen. Her kan man forvente, at kystbopladserne stadig er at finde ved kysterne, men ved den lille indskæring Agernæs Strand, ca 12 km øst for Bogense, er situationen anderledes. Her har store inddæmninger bevirket, at tidligere hav- og fjordbund er tørlagt og nu fremstår som afvandet agerland.

Under en dræning nær landsbyen Agernæs blev der i efteråret 1984 opgravet »knogler og hjortetakker med huller i«, som det blev meldt til museet i Bogense. Drængrøften havde gennemskåret en stenalderboplads, og blandt fundene var en hjortetaksøkse med rest af det endnu isiddende træskaft, et langt spidsvåben af tak, lerkarskår og flintaffald. Det stod klart, at der i høj grad var noget at komme efter, navnlig da man måtte formode, at den forestående dræning ville udtørre lagene med deres indhold af oldsager af organiske materialer. Ved en udgravning 1984-89 blev mere end 450 kvadratmeter undersøgt. (Fig. 1, fig. 2, fig. 3, fig. 4)

Selve bopladsområdet er der ikke meget at sige om. Et tyndt kulturlag indeholdt redskaber og affald af flint, men der fandtes ikke anlægsspor. Det spændende var den del af bopladsaffaldet, som var havnet ude i vandet foran bopladsen, det såkaldte udsmidslag. Dette kunne følges over en 40 m lang strækning. Havstigninger efter bebyggelsens tid havde afsat tykke dyndlag, som i bogstavelig forstand forseglede og bevarede affaldet. Keramikken, flintøkser og -pilespidser henfører bopladsen til Ertebøllekulturens slutning, og fem kulstof-14 bestemmelser af dyreknogler bekræfter dateringen.

Fundet rummer prøver på stort set hele periodens inventar: Skår af spidsbundede lerkar og »tranlamper«, talrige redskaber af ben, tak og flint foruden træsager - en bue, lystergrene, padleårer og stykker af en stammebåd. Tusinder af dyreknogler, især af landpattedyr, supplerer fundstoffet. Det er dog ikke disse sager, vi skal beskæftige os med her, men i stedet en lille række genstande af speciel, ja næsten kuriøs karakter.

I et område af udsmidslaget fandtes et kompakt lag af ensartede, afkløvede træstykker, oftest 25-30 cm lange. Bredden varierede, tykkelsen var op til et par centimeter, og de fleste viste hugspor i begge ende. Et udvalg af træstykkerne er blevet artsbestemt; de fleste er af lind, mens en mindre del er af eg. Lignende stykker var tidligere fundet spredt, uden at vi havde tillagt dem særlig betydning. En så massiv forekomst af træaffald måtte dog betyde, at der har været et regulært værksted på bopladsen, og der kunne være tale om tilhugning af stammebåde.

Uafhængigt af dette fund har flere forskellige personer udført forsøg med tilhugning af stammebåde. Søren Moses har udført flere af dem, blandt andet i samarbejde med Jagt- og Skovbrugsmuseet (1984) og Søllerød Museum (1985). Det er interessant, at den anvendte teknik, øksehugning af smalle tværgående furer og efterfølgende udkløvning af større træstykker mellem rillerne, svarer fuldstændig til Agernæstræaffaldet. Arkæologiske eksperimenter tager ofte deres udgangspunkt i foreliggende fund, men her var rækkefølgen faktisk den modsatte. Fundet kom efter forsøget.

Tilhugningen må have foregået på tørt land eller i strandkanten, men spånernes fordeling og optræden over udsmidslaget viser, at der er sket en vandstandsstigning kort tid efter. Om stykkerne har flydt meget rundt, før de er bremset af brednær bevoksning, kan ikke afgøres. (Fig. 5)

En mærkelig genstand, en sten af hvid kvartsit med timeglasformet gennemboring, er med sikkerhed kasseret, for den blev fundet i to halvdele, 7 m fra hinanden, og for øvrigt med to års mellemrum. Umiddelbart minder den om bondestenalderens stridskøller, men der er nok tale om noget helt andet. Kvartsit er et forholdsvis skørt materiale, hvilket gør tingen uanvendelig som slagredskab. Måske er det noget af et jagtredskab: Fra etnografien kendes eksempler på sammenbundne sten, som slynges mod byttet - en såkaldt bola. Vort stykke står i øvrigt ikke alene, idet der blev fundet et par stumper af en tilsvarende sten.

I de fleste tilfælde kan man allerede ved fremgravningen se, hvilke oldsager der er tale om, men man kan blive narret. Hvad vi først antog for et stort, tyndt lerkarskår, viste sig at være hornpladerne fra skjoldet af en sumpskildpadde. I bogen »Danmarks forhistoriske dyreverden« (1988) opregner zoologen Kim Aaris-Sørensen ca 275 danske skildpaddefund, først og fremmest fra Nord- og Vestsjælland, nogle fra Fyn, men kun ganske enkelte fra Jylland. Der er også bopladsfund imellem, men man har været i tvivl, om der er tale om fangst eller tilfældige fund. I to bopladsfund har man opdaget geometrisk udsmykning på skjoldene - Friesack i det østlige Tyskland og Segebro i Skåne. Begge lokaliteter er ældre end Agernæsbopladsen. Lige så heldige var vi ikke, men at skjoldet har været i menneskehånd, viser fire borede huller - heraf de to ved den afbrækkede kant. Skjoldet kan have været brugt som smykke. (Fig. 6, fig. 7)

Fra mineralriget stammer det næste fund. Det drejer sig om en flad, grovkornet sandsten af uregelmæssigt omrids, 34 cm på den længste led og 4-5 cm tyk. Stenens ene side er flad, mens den anden har en oval fordybning, som er en naturlig del af stenen. Hele denne side er tydeligt sodsværtet, og der sidder endnu fastbrændt materiale på kanten. Det er nærliggende at tro, at der er tale om en lampe eller et fyrfad, svarende til de flade lerskåle, som længe har været kendt fra Ertebølletidens bopladser. Fordybningen har rummet tran, og mos eller lav kan have fungeret som væge. Fra eskimokulturen kendes tilsvarende stenlamper.

Det sidste stykke i denne lille række er noget for sig. I dyndet foran bopladsen fandtes knoglerne af en komplet ørnefod. Snitmærker viser, at den er afskåret et stykke under knæleddet - vel for at skåne fuglens skind og fjerdragt, eller fordi selve kloen skulle anvendes. Men i så fald til hvad? Nu er det jo sådan, at en ørn sjældent slår forgæves ned på sit bytte. Det har man ganske givet været klar over, så mon ikke man med ørnefoden som jagtamulet har villet sikre fangstlykken?

Som denne korte redegørelse viser, kan gode bevaringsforhold og heldige omstændigheder stadig føje nye aspekter til vores ellers fyldige viden om jægerstenalderens slutafsnit. Det samlede fundmateriale fra Agernæs er stadig under bearbejdning. Her er der alene fokuseret på specialiteterne.