Bjørn i jordbærbed

Normalt ville en grå, stenlignende klump næppe have påkaldt sig Elisabeth Roeds opmærksomhed, men en udgravning nogle år forinden havde skærpet hendes blik for oldtidens mærkværdigheder, og det satte nu sin frugt: klumpen blev taget op til undersøgelse, den viste sig at være af brændt ler og formet som et dyrehoved. Der er nogen uenighed om den zoologiske bestemmelse, men de fleste mener dog at kunne genkende en bjørn. Nedefra har hovedet et pegefingerstort hul, og aftryk i leret viser, at det faktisk er lavet med en finger. Måske har pottemageren formet dyret med leret siddende om fingeren.

Findestedet støder tæt op til en dyrket mark, og her var det, at Vejle Museum 1981 i forbindelse med nedlægning af naturgasledning udgravede en boplads fra ældre romersk jernalder. Mere end en snes hustomter blev undersøgt, men alt foregik inden for et snævert, truet område, så der har givetvis hørt mere til bebyggelsen. Sikkert også vor bjørn, som dermed dateres til de første århundreder efter Kristi fødsel.

Nogen direkte parallel til Rugstedhovedet kendes ikke, men der foreligger en lille gruppe plastiske menneske- og dyrefremstillinger fra ældre romertid, så til dem må vi i mangel af bedre knytte bjørnen. For et par år siden fandt nogle drenge et lille mandshoved af ler ved Bredsten, blot fem kilometer fra Rugsted, også det stammer fra en jernalderlandsby. Og hvad har så disse småskulpturer været brugt til? Det er det sædvanlige spørgsmål, og svaret synes man også at have hørt før, hvilket dog ikke gør det mindre troværdigt: Måske til et kultisk formål; folk på jernaldertrinnet har ofte en stærk og levende hverdagsmagi. En anden mulighed er vel, at der er tale om legetøj - det mærkelige fingerhul bringer Mester Jakel-figurerne i erindring. Endelig kan jo en pottemager have fået lyst til for en gangs skyld at frembringe noget andet end krukker, fade og kopper. I selve det føjelige materiale må have ligget en svar fristelse for skabende hænder.

Som nævnt er bjørnebestemmelsen usikker, men skulle den være rigtig, åbner det ganske spændende perspektiver. Så må fremstilleren, pottemageren, have set bjørne, og det har ikke kunnet lade sig gøre i datidens Danmark; dyret uddøde allerede i bondestenalderen. I norske og nordtyske skove kunne man imidlertid stadig møde bamsen, og begge områder havde vi gode kontakter med på den tid. Senere i jernalderen ser det ud til, at importerede bjørneskind har hørt til stormænds fornemme dragtudstyr. Bjørneskindspelsen var et værdighedstegn, som undertiden fulgte bæreren i graven.