
Bisperne ved Fodevig
I 1134, fortæller Roskildekrøniken, indkaldte kong Niels »ledingen fra de lande, som var underlagt ham, og foreskrev med al omhu, at alle ædlinge skulle komme til Skåne den 4. juni, for ved den tid fejrede man den hellige pinsedag«. Det gik imidlertid gruelig galt for kongen og hans søn Magnus, da de kom til Skåne og udskibede sig i Fodevig. Krøniken, som er vor ældste Danmarkshistorie, fortsætter: »Da de nu om mandagen uforsigtigt forlod deres skibe og heller ikke havde ordnet deres sager fornuftigt, kom Erik over dem med sin hær og påførte hele Danmark et ubeskriveligt og ubodeligt tab. Vé hint grufulde år, hin bitre dag, dødens dag, mørkets dag, fuld af jammer, tung af gråd! Vé hin dag, da Magnus dræbes, Danmarks blomst knækkes! Den skønneste blandt de unge, kæk og kraftig, en glad giver, både klog og en ynder af fasthed: Magnus dræbes - og med ham (to) jarler og fem bisper: Peder af Roskilde, Thore af Ribe, Ketil af Vestervig, Henrik, som var fordrevet fra Sverige. Adelbjørn af Slesvig fik et uhelbredeligt sår og overlevede knap halvandet år derefter«. Så vidt krønikeskriveren, der ikke lægger skjul på, hvem af de stridende, der har hans sympati, nemlig kong Niels og hans søn Magnus. (Fig. 1)
Af Niels Lund