Bisperne ved Fodevig

Niels selv undslap, men dræbtes tre uger senere af borgerne i Slesvig, og dermed var den hævnkrig afsluttet, som den myrdede Knud Lavards slægtninge, først og fremmest halvbroderen Erik Emune, førte mod morderen Magnus og hans far. Begivenhedsforløbet byder tilsyneladende ikke på de store problemer: den hær, Niels havde rejst af jyder, fynboer og sjællændere (det var de lande, han kontrollerede), led et knusende nederlag til Erik Emunes stridsmænd, der ifølge andre kilder havde det fortrin at være til hest; der tales om »300 tapre tyske krigere«. Så var den krig afgjort. Eriks velkendte massakre på Harald Kesje – som Niels inden sin død nåede at få gjort til medkonge – og hans sønner var ren oprydning.

Ved nærmere eftertanke er der imidlertid flere dunkle punkter i denne sag. Man har ment, det var Erik Emune, der med sin rytterhær i Fodevigslaget indførte rytteriet i Danmark, men det holder næppe stik (se Skalk 1975:3). Rytteriet var ikke nogen ny opfindelse, tyskerne havde kendt det i mange år, og man var ret godt orienteret om, hvad der foregik dernede. Om ikke andet må man have mødt det hos venderne. Det problem kan vi altså se bort fra, men et andet trænger sig på: Hvad skulle alle de bisper i Fodevig? Af det samlede bispekollegium manglede kun dem fra Viborg, Århus og Odense, men Viborgbispen var lovligt undskyldt, han var blevet dræbt af Erik året før. Århusbispen Ulkil tælles også blandt Fodevigslagets døde i nogle håndskrifter, og det kan godt være rigtigt, eftersom en ny bisp indsattes i Århus samtidig med, at de andre stifter fik deres ledigblevne embeder besat. Så måske var de der i virkeligheden alle, undtagen Odensebispen.

Det danske ledingsvæsen er bedst kendt gennem landskabslovene, der alle menes tilblevet under Valdemarerne. Landet var opdelt i et antal områder (skibener), der hver skulle udruste og bemande et skib, og disse igen i »havner«, der hver stillede en mand. Forud for denne lovfæstede »bondeleding« lå imidlertid en anden form, den der var gældende på kong Niels’ og Erik Emunes tid. Her var det stormændene, der, når kongen kaldte, skulle møde med deres skibe og folk. Hvad bisperne angår, så forventedes det, at også de stillede folk, men de behøvede ikke at deltage personligt; senere blev de helt fritaget for ledingspligten. Situationen med de mange bisper ved Fodevig er derfor yderst påfaldende. Med ædlingene eller, som det udtrykkes på krønikens latin, omnes meliores, alle de bedre, forholder det sig anderledes. De havde pligt til at møde op med skibe og mandskab.

Sejrherren i slaget ved Fodevig var Erik Emune, søn af kong Niels’ ældre bror og forgænger på tronen, Erik Ejegod; som halvbroder til Knud Lavard var det ham, der startede hævnkrigen. Denne var hidtil ikke gået særlig godt for Erik. Han havde tabt det ene slag efter det andet, både i Jylland og på Sjælland, og hans støtter, skåningerne, havde vendt ham ryggen efter et nederlag ved Værebro 1133. Eriks krigslykke nåede lavpunktet, da han derpå søgte hjælp hos den norske konge, Magnus den Blinde, men i stedet blev sat i et norsk fangehul. Som det hele havde udviklet sig, kunne Niels og hans søn med god grund tro, at sejren var inden for rækkevidde, nu gjaldt det blot om at genoprette det normale forhold til skåningerne. I påsken 1134 sikrede Magnus sig tillige den tyske kejsers bistand ved at aflægge lensed til ham. Derved afskar han Erik fra den støtte, han tidligere havde hentet fra den kant. (Fig. 2, fig. 3)