Bipersonerne

På en af billedpladerne, den mest »fortællende« og derfor hyppigst afbildede, ser man øverst fire ryttere og nederst en kolonne af skjoldbærende mænd med tre hornblæsere som bagtrop. De to optog bevæger sig henholdsvis bort fra og hen mod en kæmpemæssig person, der holder en lille mand svævende over en stor beholder, hvad han forståeligt nok ikke bryder sig om; han sparker med benene i luften og griber efter karrets rand for at undgå at komme i gryden – netop som De og jeg ville gøre, hvis vi mod forventning skulle komme i en lignende situation. Scenen skal vel opfattes mytologisk, men den virker meget naturlig, ja næsten oplevet. Kunstneren har været en god iagttager.

Betragt imidlertid billedet næste spalte. Det viser tre mænd, de første er to af hornblæserne (men uden horn), den tredje vor ven fra før, befriet fra kæmpens jerngreb og bragt på ret køl. Den sprællende fyr er blevet til en roligt gående mand med løftet arm, en person i tydelig familie med de to andre. Sølvsmeden har bladet i sin »prøvebog«, fundet en egnet figur og behændigt placeret den i ny sammenhæng. Gundestrupkarrets figurer er fremstillet ved drivning, en teknik, der har holdt sig nogenlunde uforandret gennem årtusinder. Groft sagt er metoden denne: Sølvpladen, der ønskes udsmykket, glødes, hvorved metallet bliver forholdsvis blødt, en egenskab, det bevarer efter afkølingen, men mister igen – gradvis – under bearbejdningen. Pladen placeres nu fast på et underlag af »drivbeg«, og de ønskede figurer ridses i metallet for derefter at drives ned i sølvet med punsler af forskellig form; beget holder igen på »baggrunden«, så at den forbliver på plads. Det egentlige resultat ses først, når beget fjernes fra pladens underside, den der fremover skal være forsiden; her fremtræder figurerne ophøjet, men endnu mangler afpudsning og detailudsmykning. Med henblik herpå belægges pladen igen med beg, men nu på den anden side (bagsiden); her må alle fordybninger udfyldes, for at figurerne kan holde deres form under efterbehandlingen. (Fig. 2)