Billedebladet

Gennem det meste af middelalderen blev tekster skrevet i hånden og de illustrationer, som eventuelt ledsagede dem, håndtegnede, så bøger og billeder var en luksus forbeholdt de få, men det ændrede sig inden periodens udløb. 1400-tallet, der sluttede med Amerikas opdagelse, havde adskilligt i posen. Bogtrykkerkunstens opfindelse omkring århundredets midte gjorde snart bøger opnåelige for andre end fyrster og gejstlige, og på illustreringens område dukkede to nyheder op, nemlig træsnit og kobberstik. Med billedet indskåret i et bræt eller graveret på en kobberplade kunne man med sværte trykke det på papir i hundredvis af eksemplarer. Kobberstikket blev snart den foretrukne form, fordi man med det kunne få finere linjer og flere enkeltheder frem. Her er det furen, der tager sværten, mens det i træsnittet er den, ophøjede og derfor aldrig hårfine streg. Illustrationer blev dog ved at være en bekostelig affære og derfor mindre brugt, men efter år 1800 fik træsnittet en renæssance gennem opfindelsen af xylografien, og nu kom der - omend langsomt - liv i foretagendet. Man gik over til at anvende endetræ, altså skiver i stedet for længdestykker, så årerne blev lettere at håndtere under skæringen, og det i højere grad var muligt at bruge kobberstikkets teknik. Flere andre forbedringer gjorde arbejdet hurtigere og mindre dyrt - billigt blev det aldrig – uden at det gik ud over kvaliteten, og omsider rykkede billedet så småt ind i hverdagen. Pressen tog det i sin tjeneste.

Herhjemme prøvede man sig frem i al beskedenhed. Begyndelsen blev gjort 1830 med Allehånde, »et ugeblad for alle stænder«, men det gik snart ind, og samme skæbne led de fleste tilsvarende forsøg den næste snes år, nogle klarede sig kun et par kvartaler, andre, som Dansk Penning-Magazin »til nyttige kundskabers udbredelse«, holdt stand en kortere årrække. Af de 185 afbildninger i første årgang stammede de fleste fra billedklodser, der var lejet hos udenlandske forlæggere og viste fremmede berømte lokaliteter som Parthenon og Colosseum. Indimellem var der træsnit af hjemlig oprindelse, for eksempel et billede af Århus domkirke og et portræt af Peder Oxe. Man holdt sig til det historiske, hverdagen eller reportagen var ikke for alvor kommet med endnu. 1853 hed forsøget Illustreret Magazin. Her bragtes billeder af Frederik 7., Rosenborg, fru Heiberg - altså kendte hjemlige steder og personer i folkegunst - suppleret med udenlandske træsnit efter malerier i Dresdener-galleriet. Formatet var større og udstyret gennemgående bedre end forgængernes, alligevel lykkedes det kun at holde bladet gående et par år. Nok var billedtrangen stor, men prisen for at få den tilfredsstillet var det også.

I udlandet gik det efterhånden bedre, man havde taget ideen til sig og udviklet den til store og levedygtige foretagender. England gik i spidsen 1842 med det berømmelige Illustrated London News, Frankrig fulgte med L'Illustration, Tyskland med Illustrierte Zeitung. Også vore nordiske nabolande fik i 50'erne hvert sit ugeblad, hvor det magiske ord var »Illustreret«. Hvorfor skulle det da ikke kunne gå herhjemme, hvis sagen blev grebet rigtigt an. Efter indgående drøftelser mellem forlagsfolk og skribenter var man enige om at satse på kvalitet og, så godt det lod sig gøre, efterligne de store udenlandske forbilleder. Teknikken var det svage punkt, den var stadig ny og fremmed, men man hentede resolut to teknikere fra Tyskland, den ene fra Illustrierte Zeitung, og i oktober 1859 kunne første nummer af Illustreret Tidende udsendes.

Det nye blad præsenterede sig med otte sider i, hvad vi ville kalde BT-format, og en programerklæring: man ville bringe politiske nyheder fra ind- og udland, men også andre tildragelser af forventet interesse, »dernæst biografier af mærkelige personligheder, en udsigt over, hvad der af almen interesse foregår inden for videnskabens, litteraturens og kunstens område, samt meddelelser af blandet indhold«. (Fig. 1) Alt dette »i en nøje forening af ord og billeder, som anskueliggør det sagte, letter forståelsen og bedre bevarer det i erindringen«, mens det samtidig »ved sine illustrationer giver en afspejling af det kulturtrin, den danske nation indtager, og den plads, den er berettiget til at gøre gældende lige over for omverdenen«. Man fornemmer en nøje gennemtænkt linje og må samtidig beundre den konsekvens, hvormed redaktionen levede op til den.

Blikfanget på forsiden var oftest et portræt, fremragende udført og med tilhørende biografi, i tidens løb et omfattende galleri spændende fra nordiske kulturpersoner til orientalske potentater. Fyrstelige og navnlig kongelige personer var godt stof, når anledning gaves ved bryllup, kroning eller begravelse. (Fig. 2) Vist var det kongerøgelse, men velskrevet og oplysende, ofte med omhyggeligt udarbejdet stamtavle. Den borgerligt-konservative holdning var dog langtfra typisk for bladet, det kunne give plads for yderst radikale synspunkter. Den italienske frihedshelt Garibaldi blev ikke forbigået, så lidt som Darwin og naturvidenskaben eller den omstridte Karl Marx. For den almindelige borger havde alle disse mennesker hidtil kun været navne, nu fik de ansigt og liv.

Det var klart, at reportager måtte virke stærkere, når de ledsagedes af billeder, og foreløbig var der ingen fare for at sløves af mængden - mere end halvdelen af indholdet var tekst. Men bladet slog an, folk var ikke forvænt, og med krigen 1864 voksede behovet for nyhedsformidling. Det har uden tvivl sat fart i oplagstallene, især da begivenhederne blev dækket på forbilledlig vis, og en lang række illustrationer har evnet at indfange og gengive både stemninger og barsk realitet i krigens skiftende tildragelser. Her fik man skærpet pen og stikkel. Få år senere kom krigen mellem Frankrig og Preussen, der endte med Paris' belejring og udsultning. Den deltagelse, hvormed den fulgtes herhjemme, havde vel rod i egne bitre erfaringer, men billeder fra slagmarkerne og de tysk besatte landsbyer, af sultende parisere og luftskibe med forsyninger gjorde i hvert fald ikke interessen mindre. Selv fjerne Balkan-krige kunne optage sindene. Devisen Alt roligt i Schipkapasset blev et begreb for vore oldeforældre, der uge for uge kunne følge slagene i den russisk-tyrkiske krig 1877 og se afbildet det omstridte pas, hvor der indimellem var alt andet end fredeligt.

Det kan ikke nægtes, at krige fylder en del i årgangene, ligesom drama og katastrofe kunne være sikker på plads i spalterne og kom mesterligt til udtryk i xylografierne. Nogle af disse billeder indeholder selve essensen af ulykken og taler stærkere end mange fotografier. (Fig. 3) Strandinger og stormfloder, ildsvåder og jernbaneulykker kaldte på gyset, og selv om der vel nok var mere format over de udenlandske, stod vi dog ikke tilbage herhjemme. Som en gave til det nystartede blad kom allerede i december 1859 Frederiksborgs brand, der blev modtaget med kyshånd. I første omgang måtte man nøjes med en skriftlig rapport - skrevet mens slottet endnu brændte - men allerede i næste nummer, julenummeret, kunne man bringe et brandbillede efter skitse på stedet foruden et i hast tilvirket sørgedigt. (Fig. 4) Mere fulgte i kommende numre, således billeder af uerstattelige kunstværker, der var gået til grunde ved katastrofen.

Rejser - specielt opdagelsesrejser - stod bladets hjerte nær. Optakten til det, der skulle udvikle sig til en solid og påskønnet tradition, er en notits i et af de allerførste numre vedrørende den engelske Franklinekspedition, der var forulykket tolv år tidligere på King Williamsøen, og hvis efterladenskaber nu var fundet af en anden Nordpolsekspedition. (Fig. 5) Det var en tragedie, der taltes om. Skibene var strandet om efteråret, og det følgende forår blev de forladt, men alle, over hundrede mand, omkom af sult og strabadser. En kort, nedskrevet beretning om det passerede var omhyggeligt henlagt i en hule, inden de sidste overlevende drog videre for at søge den undsætning, de aldrig fandt. Her var man i bekneb for billeder, men valgte at lade en helsides faksimile af dokumentet ledsage beretningen. Nordenskiölds senere succesrige færd er anderledes vel illustreret lige til det påfølgende triumftog gennem Europas hovedstæder.

Fra andre himmelstrøg meddeles, at »Doktor Livingstone har indtil den 1. juni d. å. gjort opdagelsesrejser på Zambesi- og Shoirefloderne i det indre af Afrika og fundet, at de, på ganske enkelte strækninger nær, egner sig til sejlads og vil kunne blive gode kommunikationsveje til landets indre«. Knap en halv snes år senere bringes en udførlig biografi og et portræt af den berømte opdagelsesrejsende, som rygtet vil vide, er myrdet af zulukafferne. Håbet om trods alt at finde ham i live er dog ikke opgivet, og et eftersøgningshold skal med en dertil særligt konstrueret båd - som afbildes - besejle områdets floder. To forgæves forsøg blev gjort med års mellemrum, inden den ihærdige amerikanske journalist Henry Stanley fandt frem til den forsvundne ved Tanganyikasøen. Hans skitse af det i al sin enkelhed dramatiske møde med det lige så berømte som korte replikskifte danner grundlag for det billede, Illustreret Tidende kunne bringe trekvart år efter, da beretningerne omsider var bekræftet gennem breve fra Livingstone selv. Ikke nogen lynhurtig reportage efter vore begreber, men tilfredsstillende efter datidens. Hvor man tidligere måtte nøjes med at opleve de fjerne begivenheder som historie, kunne man nu med billedets hjælp føle sig som deltager. Det var i bladets ånd at være vågen overfor alt, hvad der blev sat i gang rundt om i verden, det være sig en kanal ved Suez eller en tunnel gennem St Gothard. Heller ikke Atlanten spærrede længere. (Fig. 6) Det var i de store udvandrerår, og emigrantskibe fulgtes til den nye verden og dens overraskelser: skinnevej over gaden i New York, kæmpebroer over floderne, bøffelflokke på prærien, en hel mormonstad. Edisons fonograf (lydskriveren kaldet) demonstreres, og Samuel Morse afbildes med telegrafen, som - det undlader man ikke at nævne - vor egen H. C. Ørsted havde lagt grunden til. Intet under, folk droges mod Amerika.

Helt let, endsige omkostningsfrit, har det ikke været at skaffe sig dette udlandsstof. I Europa kunne man ofte forlade sig på landsmænd - undertiden af de berømte, således den meget rejsende H. C. Andersen - og gennem dem opleves i årenes løb hovedstæder, kunstbyer og nu forglemte kursteder. Men i andre verdensdele var det vanskeligere, og her blev det mere tilfældigt, hvad man kunne få fat på. 1870 ankrede fregatten Sjælland op i bugten ved Tunis. Som grund til besøget angives, at landets regent, beyen, havde hilst Christian 9.s tronbestigelse med 101 skud, hvilken salut det var overdraget Sjælland at besvare - unægtelig ikke for tidligt, eftersom tronskiftet havde fundet sted syv år i forvejen. En ombordværende løjtnant havde sans for arkæologi, og da han tillige mestrede tegning, kunne bladet snart efter vise det gamle Karthagos cisterner og skildre udgravningerne, der synes at have optaget de besøgende mere end det »moderne« Tunis.

Det fjerne og fremmedartede havde sin tiltrækning, derfor dyrkedes det, men man glemte ikke af den grund hjemlandet. Danmark blev dækket fra kyst til kyst, fra den nøgne Esbjerg Klif, før arbejdet på havnen tog sin begyndelse, til det yderste Christi- ansø. Denne kavalkade har været værdsat i en tid, hvor færdsel mellem landsdelene var møjsommeligere end nu, og for os er den lidt af en guldgrube - ikke mindst de mange byprospekter, der viser vore købstæder i sidste øjeblik, før de skiftede ansigt. Det mærkes vel, at København er hovedsædet, her skildres foruden det historiske også - og i særdeleshed - de nye træk i bybilledet, men hovedparten af stoffet er dog hentet uden for Valby bakke. Herregårde og kirker er yndede motiver, særprægede landskaber ligeledes, og man havde også øje for de mere ydmyge steder. (Fig. 7) Et fiskerleje på Jyllands vestkyst eller en ensom hedegård er afbildet redeligt og uden falsk romantik, ren kulturhistorie i dag. Alene fra den første snes årgange kunne der samles en antagelig Danmarksgeografi med skyldigt hensyn til den nordatlantiske del af riget. En genklang af skandinavismen finder man i den omfattende interesse for de øvrige nordiske lande.

Kunst og kunstindustri præsenteres jævnligt på siderne, også fortidens, der navnlig i de første årtier nød stor velvilje. Nye fremragende oldtidsfund gengives i ypperlige tegninger, og med Worsaae som fortæller er alle parter godt tjent med det. Bernhard Olsen, der skabte Dansk Folkemuseum var ligeledes medarbejder, og den udbredelse, hans tanker derved fik, er næppe kommet hans indsamlinger til skade. Nogen sentimental dvælen ved svundne tider er der dog ikke tale om, det er nutiden og måske i endda højere grad fremtiden, man er optaget af. Derfor beskrives og af- bildes, som allerede omtalt, tidens opfindelser, såvel de store samfundsomskabende som de mere kuriøse, men også andre af teknikkens landvindinger følges med opmærksomhed, jernbanerne nærmest fra station til station. Det er udtryk for samme interesse, når store hjemlige og internationale udstillinger, hvor industrien præsenterer de seneste fremskridt, altid kan være sikker på omtale og stort udstyr. På verdensudstillingen i Paris 1878 blev en kæmpeballon under stor opmærksomhed sendt til vejrs, og i årene både før og efter kunne læserne følge luftfartens udvikling, præget af vekslende held og megen dramatik.

Skønt billederne var selve livsnerven i Illustreret Tidende, blev teksten ikke glemt. Man havde tidens bedste navne at trække på. H. C. Andersen skrev som nævnt fra sine rejser, men leverede også eventyr og digte. Jylland mellem tvende Have tryktes her for første gang. Christian Winther, Goldschmidt, Ingemann bidrog, og spændingens mester Carit Etlar var en flittig medarbejder. Op mod århundredskiftet kom en særligt litterær periode, hvor folk som Johs. V. Jensen, Johs. Jørgensen, Sophus Claussen og adskillige andre gode skribenter øvede deres penne i spalterne. De mange oversatte bidrag er ofte uden forfatterangivelse, og her kan man undertiden få sine tvivl om kvaliteten. Daisys Prøvelser hedder et af disse anonyme produkter. Men så skrev man om de gode forfattere og deres værker, litteraturomtaler er en fast ugentlig bestanddel. Også musikken har sin rubrik, og teatrenes opførelser får udførlige anmeldelser, ikke sjældent illustreret.

Omkring 1885 holdt fotografien sit indtog i Illustreret Tidende, en økonomisk nødvendighed, fordi den nye billedform var langt billigere end den omstændelige xylografi, men bladet mistede et af sine mest værdifulde karaktertræk. Det var heller ikke længere alene på markedet, og da det omsider efter en lang række svage år bukkede under - det var i begyndelsen af tyverne - blev det nok begrædt af en lille trofast venneskare, men noget udbredt savn efterlod det ikke. En veletableret gruppe af ugeblade havde overtaget underholdningen, og hvad nyhedsformidlingen angår, lå dagbladene, som nu forlængst havde fået billeder, klart i spidsen. Tilbage var den bredere folkeoplysende funktion, men også den havde de andre i nogen grad erobret. Nye interesser, for eksempel idræt, lagde i øvrigt mere og mere beslag på opmærksomheden, og dem havde Illustreret Tidende ringe sans for, den savnede evnen til fornyelse. Tiderne ændrede sig, det gjorde det gamle blad ikke i tilstrækkelig grad. Derfor døde det.

Var Danmarks første store billedtidende beregnet for en kulturelite? Bestemt ikke, selv om prisen sikkert har holdt mange på afstand og gjort spillet lettere for konkurrenterne, der kun kostede halvdelen eller mindre. (Fig. 8) For videbegærlige og åbne sind var bladet et ugentligt overflødighedshorn, der gjorde den nærmeste omegn ny og spændende og trak de fjerneste steder på kloden inden for synsvidde. I sin karakteristik ved fyrreårsjubilæet fandt den kendte journalist Franz von Jessen, at bladet ikke havde haft nogen afgørende indflydelse på det åndelige liv eller den sociale udvikling. Måske havde han endnu ikke tingene på tilstrækkelig afstand. Synspunktet forekommer i hvert fald i dag uforståeligt. Illustreret Tidende var datidens fjernsyn, her mødte 1800-tallets mennesker verden mere eventyrligt end vi gennem de levende billeder. Naturligvis blev de påvirket af bladet, og det skal ikke beklages. Der er kvalitet over de ældre årgange, de kan stadig studeres med udbytte og fornøjelse. En uforlignelig billedbog.

Lit: Palle Lauring: Fjern og Nær set gennem Illustreret Tidende. Kbh. 1966.