Billedbladet

Gennem det meste af middelalderen blev tekster skrevet i hånden og de illustrationer, som eventuelt ledsagede dem, håndtegnede, så bøger og billeder var en luksus forbeholdt de få, men det ændrede sig inden periodens udløb. 1400-tallet, der sluttede med Amerikas opdagelse, havde adskilligt i posen. Bogtrykkerkunstens opfindelse omkring århundredets midte gjorde snart bøger opnåelige for andre end fyrster og gejstlige, og på illustreringens område dukkede to nyheder op, nemlig træsnit og kobberstik. Med billedet indskåret i et bræt eller graveret på en kobberplade kunne man med sværte trykke det på papir i hundredvis af eksemplarer. Kobberstikket blev snart den foretrukne form, fordi man med det kunne få finere linjer og flere enkeltheder frem. Her er det furen, der tager sværten, mens det i træsnittet er den, ophøjede og derfor aldrig hårfine streg. Illustrationer blev dog ved at være en bekostelig affære og derfor mindre brugt, men efter år 1800 fik træsnittet en renæssance gennem opfindelsen af xylografien, og nu kom der – omend langsomt – liv i foretagendet. Man gik over til at anvende endetræ, altså skiver i stedet for længdestykker, så årerne blev lettere at håndtere under skæringen, og det i højere grad var muligt at bruge kobberstikkets teknik. Flere andre forbedringer gjorde arbejdet hurtigere og mindre dyrt – billigt blev det aldrig – uden at det gik ud over kvaliteten, og omsider rykkede billedet så småt ind i hverdagen. Pressen tog det i sin tjeneste.

Herhjemme prøvede man sig frem i al beskedenhed. Begyndelsen blev gjort 1830 med Allehånde, »et ugeblad for alle stænder«, men det gik snart ind, og samme skæbne led de fleste tilsvarende forsøg den næste snes år, nogle klarede sig kun et par kvartaler, andre, som Dansk Penning-Magazin »til nyttige kundskabers udbredelse«, holdt stand en kortere årrække. Af de 185 afbildninger i første årgang stammede de fleste fra billedklodser, der var lejet hos udenlandske forlæggere og viste fremmede berømte lokaliteter som Parthenon og Colosseum. Indimellem var der træsnit af hjemlig oprindelse, for eksempel et billede af Århus domkirke og et portræt af Peder Oxe. Man holdt sig til det historiske, hverdagen eller reportagen var ikke for alvor kommet med endnu. 1853 hed forsøget Illustreret Magazin. Her bragtes billeder af Frederik 7., Rosenborg, fru Heiberg – altså kendte hjemlige steder og personer i folkegunst – suppleret med udenlandske træsnit efter malerier i Dresdener-galleriet. Formatet var større og udstyret gennemgående bedre end forgængernes, alligevel lykkedes det kun at holde bladet gående et par år. Nok var billedtrangen stor, men prisen for at få den tilfredsstillet var det også.

I udlandet gik det efterhånden bedre, man havde taget ideen til sig og udviklet den til store og levedygtige foretagender. England gik i spidsen 1842 med det berømmelige Illustrated London News, Frankrig fulgte med L’Illustration, Tyskland med Illustrierte Zeitung. Også vore nordiske nabolande fik i 50’erne hvert sit ugeblad, hvor det magiske ord var »Illustreret«. Hvorfor skulle det da ikke kunne gå herhjemme, hvis sagen blev grebet rigtigt an. Efter indgående drøftelser mellem forlagsfolk og skribenter var man enige om at satse på kvalitet og, så godt det lod sig gøre, efterligne de store udenlandske forbilleder. Teknikken var det svage punkt, den var stadig ny og fremmed, men man hentede resolut to teknikere fra Tyskland, den ene fra Illustrierte Zeitung, og i oktober 1859 kunne første nummer af Illustreret Tidende udsendes.

Det nye blad præsenterede sig med otte sider i, hvad vi ville kalde BT-format, og en programerklæring: man ville bringe politiske nyheder fra ind- og udland, men også andre tildragelser af forventet interesse, »dernæst biografier af mærkelige personligheder, en udsigt over, hvad der af almen interesse foregår inden for videnskabens, litteraturens og kunstens område, samt meddelelser af blandet indhold«. (Fig. 1) Alt dette »i en nøje forening af ord og billeder, som anskueliggør det sagte, letter forståelsen og bedre bevarer det i erindringen«, mens det samtidig »ved sine illustrationer giver en afspejling af det kulturtrin, den danske nation indtager, og den plads, den er berettiget til at gøre gældende lige over for omverdenen«. Man fornemmer en nøje gennemtænkt linje og må samtidig beundre den konsekvens, hvormed redaktionen levede op til den.