Bernhards Segl

Af kirken var kun fundamenterne tilbage, men de kunne fortælle, at bygningen har været ca 38 meter lang, og at den var opført i tuf, det materiale, der fandt så rig anvendelse ved kirkebyggeriet på netop denne egn. Tuf er en porøs stenart opstået ved sammenpresning af vulkansk materiale. Den blev brudt langs Rhinen, i nærheden af Køln, og med skib fragtet til Danmark (se Skalk 1964:3). I det aktuelle tilfælde er turen gået op ad Varde å, der i middelalderen var mere vandrig end i dag.

Kirken er i senmiddelalderen blevet udvidet med sideskib og tårn, men det er nu ikke så meget selve bygningen, der her skal tales om. Vi vil koncentrere opmærksomheden om et fund fra en af de grave, som fremkom talrigt i og omkring ruinen.

Ved overgangen til kristendommen ændredes gravskikken, sådan at man ikke længere gav de afdøde gaver og gods med på den sidste rejse. I de kristnes himmel var der ingen brug for den slags, men vi må beklage manglen, fordi udstyret som regel fortæller mere om den afdøde end det nøgne skelet. Af de 350 grave, som registreredes ved Varde-undersøgelsen, indeholdt kun ganske få genstande, men et af disse ledsagefund var til gengæld mere end almindeligt oplysende. (Fig. 1)

Den pågældende grav lå på nordsiden af kirkebygningens romanske skib, i sig selv ikke nogen særlig »fin« eller attråværdig plads. Den var ret stærkt forstyrret - ikke blot af senere begravelser, men i særdeleshed af en kloakledning lagt i nyere tid. Skelettet havde af denne grund lidt megen overlast, faktisk var kun det højre lårben tilbage. Ved siden af det lå en lille genstand af bronze, en seglstampe - eller rettere en del af en sådan.

Seglstamper brugtes i middelalderen til prægning af segl, de voksklumper, der var vedhæftet dokumenter. Seglet garanterede aktstykkets ægthed og gjorde det juridisk bindende (se Skalk 1983:1). Seglstampen var noget højst personligt; man kunne jo ikke af aftrykket se, hvem der havde ført stemplet, så det måtte for ingen pris falde i gale hænder. Det var derfor ikke ualmindeligt, at ejeren fik sin seglstampe med i graven. Forinden blev den ofte forsætligt beskadiget. Uvedkommende kunne jo finde på at grave den op. (Fig. 2)

Det fundne brudstykke udgør ca tre femtedele af den oprindelige seglstampe. Der er øsken på bagsiden, så signetet har kunnet bæres i kæde eller snor. På forsiden ses den figur, som ved stemplingen blev overført spejlvendt til voksklumpen. Den består af en spidsoval ramme med indskrift og inden for denne en sekstakket stjerne over et våbenskjold med et tvedelt, men kun delvis bevaret og derfor meget uklart motiv. Indskriftens bogstaver er såkaldte majuskler - graveret spejlvendt, da de jo skulle stå retvendt i aftrykket. Majuskelbogstaverne var enerådende på segl indtil 1350'erne, men derefter begynder en anden middelalderlig skriftform, minuskelskriften, at gøre sig gældende, og fra 1430'erne blev den eneherskende. Dette sammenholdt med figurens andre stilistiske træk gør en datering af seglstampen til slutningen af 1300-årene sandsynlig.

Indskrift såvel som billedmotiv åbner mulighed for at finde frem til seglejerens identitet, men der kræves ganske vist lidt held, for at det kan lykkes. Lad os tage skriftlinjen først. Den begynder med et kors, med det som udgangspunkt læser man (spejlvendt): S' BERN******COTIS. S' er den almindelige forkortelse for SIGILLUM (segl), og slutningen har sikkert skullet være DOTIS (gravøren har glemt at spejlvende D'et, som dermed er blevet til et C; sådanne småfejl er ikke sjældne på seglstamper). Det volder herefter ingen problemer at udfylde tomrummet. Der har stået: S' BERNARDl SACERDOTIS, Bernhard præsts' segl. Seglindskrifter har deres faste mønstre, så der skulle ikke være megen tvivl om læsningen. Til støtte tjener, at spidsovale segl næsten udelukkende var forbeholdt præster og andre gejstlige personer. (Fig. 3)

Det siger sig selv, at vi blev meget nysgerrige. Hvem var denne Bernhard præst? Fra nærmeste velassorterede bibliotek fremskaffedes Henry Petersens »Danske gejstlige Sigiller fra Middelalderen«; et relativt fint segl som vort burde være aftegnet her - forudsat naturligvis, at et aftryk er kommet helskindet gennem århundrederne. Det var der ikke! Mulighederne for at identificere Bernhard syntes derefter ringe.

Men en af dansk historieforsknings pionerer kom os til hjælp. Peder Hansen Resen blev født 1625 i København. 1657 - det år, hvor københavnerne havde travlt med at udbedre byens forsvarsværker for at kunne modstå svenskekongen Carl Gustavs angreb - ansattes han ved fødebyens universitet. 1664 blev han borgmester, og fire år senere påbegyndte han en registrering af Københavns arkivalier. Det blev til mange afhandlinger fra Resens hånd, bedst kendt er hans Atlas Danicus, et topografisk mammutværk, som desværre aldrig nåede frem til udgivelse; først i vor tid er bevarede dele blevet trykt. Det har talrige illustrationer, mest byprospekter og afbildninger af monumenter, men også enkelte segltegninger.

Vi var klar over, at vor Bernhard ikke kan have været nogen særlig kendt person, ellers havde Henry Petersen sikkert haft hans segl med i sin fortegnelse. Det kom derfor som en meget glædelig overraskelse, da vi hos Resen fandt et segl af slående lighed med vort. Det må være tegnet efter et dårligt aftryk - i skjoldet ses en ubestemmelig krusedulle, og indskriften er ikke taget med, hvad Resen ellers har gjort, hvor det var muligt - men den spidsovale form er i orden, og motivet med stjernen og skjoldet er helt som på vor seglstampe. Stjerne over skjold optræder, bortset fra det her nævnte, kun i ganske få tilfælde. Ved afbildningen har Resen skrevet: Berent Boossen, Canonicus Haffniensis (Bernhard Bosen, kannik i København) 1389. Navn, seglmotiv og alder passer, så alt taler for, at lårbenet i Varde-graven har tilhørt Bernhard Bosen. (Fig. 4)

En kannik var en gejstlig, der var tilknyttet et »kapitel« - sådanne fandtes først og fremmest ved domkirkerne, men også ved enkelte andre større kirker, således Vor Frue i København. Det københavnske kapitel hørte ikke til de mest betydningsfulde, det omtales 1377 som meget fattigt, men ikke des mindre ved vi ret god besked med det, takket være indre stridigheder af et sådant omfang, at moderkapitlet i Roskilde måtte tage affære; det skete umiddelbart før den tid, hvor vi kan regne med, at Bernhard fandt optagelse. At han på seglet benytter præste- i stedet for kanniketitlen, bør ikke forvirre. Kapitlets medlemmer fungerede som sognepræster ved kirkerne i København.

Der må på Resens tid have eksisteret et brev med Bernhard Bosens segl, men det er åbenbart senere gået tabt. 1728 brændte København og dermed store dele af det stadsarkiv, Resen 1668 var begyndt at registrere. Man kunne tro, at Bosens brev har været herimellem, men det var vist ikke tilfældet.

En anden af vor historieforsknings pionerer, Jacob Langebek, synes nemlig at have haft fingre i det. Han var født 1710 og fik en teologisk uddannelse ved Københavns Universitet, skønt han »hverken havde lyst eller gaver til prædikestolen«. I stedet blev han altså historiker. Ligesom Resen var han uhyre produktiv, noget blev trykt, andet aldrig - til det sidste hører et værk om Vor Frue kirke og Københavns kapitel. En del af dettes arkiv havde undgået flammerne ved den store brand, den lånte Langebek 1750. Hans kladde og notater ligger i dag på Det kongelige Bibliotek, mellem dem er en ganske lille og uanselig seddel, hvorpå der står: »Berent Boosen, Canonicus Haffniensis«.

Helt udelukke, at Langebek har skrevet af efter Resen, kan man vel ikke, men det er dog mest sandsynligt, at han virkelig har set brevet. Det kunne have eksisteret til i dag, hvis det ikke havde været for Napoleon. Under det store europæiske opgør, han var midtpunktet i, var Danmark kommet for skade at holde på den gale hest, og København fik kærligheden at føle 1807, hvor englænderne fire dage i træk bombarderede byen. Blandt de bygninger, som det ved den lejlighed gik hårdt ud over, var Universitetet og Frue kirke. Endnu en stor del af kapitlets arkiv - den som Langebek havde lånt i 1750 - gik op i luer. Sandsynligvis var det ved den lejlighed, vi mistede Bernhard Bosens brev. (Fig. 5)

To store ildsvåder har altså lagt vor undersøgelse hindringer i vejen. Allerede Langebek beklager, at kapitlets kalendarium og dødebog (den kronologiske liste over dødsfald) gik tabt i 1728, og vi må ærgre os med ham, for her kunne vi måske have fundet Bernhard Bosen. Som det nu er, når vi næppe videre. Endelig sikkerhed for identifikationens rigtighed fik vi ikke, men det er dog overvejende sandsynligt, at det virkelig var københavnerkannikens lårben, vi fandt i Varde. Men hvad i alverden lavede han der? Det blev i hvert fald hans sidste rejse - eller næsten, for hans enlige ben hviler nu, sammen med de øvrige opgravede skeletter fra Skt Nikolaj kirke, i indviet jord andetsteds i byen. Men denne gang fik Bernhard ikke sin seglstampe med i graven.