Begravet langdysse

Den overpløjede høj, talen er om, ligger – eller lå skal man måske snarere sige – på det sydvestlige Tåsinge, og den var så stor, at man ved første øjekast skulle tro, det drejede sig om en naturlig bølge i det iøvrigt flade terræn. Men øens energiske amatørarkæologer fik den under mistanke, som yderligere blev bestyrket, da man fandt ud af, at højningen fra gammel tid bar navnet »Capeshøj«. Gårdejer Søren Ottosen kunne iøvrigt oplyse, at han, når han pløjede over stedet, jævnlig stødte på sten, nogle af dem så store, at de ikke lod sig rokke.

Nu kan man jo ikke sådan uden videre se på en rund jordhøjning, hvor gammel den er. Capeshøjs placering i landskabet og dens størrelse – den var i sin reducerede tilstand mere end halvanden meter høj og fyrre meter i tværmål – kunne tyde på, at der var tale om en af bronzealderens storhøje, mens på den anden side de omtalte store sten og ældre fund af flintøkser pegede tilbage mod stenalderen. Begge dele slog til. Højen var fra bronzealderen, men da gravemaskinen så varsomt, som sådan et monstrum nu kan, begyndte at fjerne jordfylden, dukkede et stort stenkammer frem sammen med mægtige randsten: en 36 meters langdysse begravet under den yngre høj. Kammeret var desværre plyndret; den store sten, der dækkede det, har været blandt det første, man stødte på med ploven, og på et tidspunkt – vistnok omkring århundredskiftet – er den blevet fjernet, hvorved gravrummet gjordes tilgængeligt.

Kammeret var af typen med indgang over en tærskelsten, men som noget nyt i dyssearkitekturen var der tilføjet et forrum bygget af stablede sandstensfliser. Langdyssens fyld bestod overvejende af marksten, der sikkert er samlet for at lette dyrkningen af stenalderagrene (Fig. 1). Disse stenmængder blev holdt på plads af 56 randsten, den største en kæmpe på over 2,5 meter (Fig. 2). Mellemrummene mellem dem var udfyldt med såkaldt tørmur, igen sandstensfliser stablet oven på hinanden uden brug af bindemiddel. Daterende oldsager blev ikke fundet, men dysser af denne type stammer fra slutningen af bondestenalderens ældste afsnit. De spor af oldtidsploven, arden, vi fandt under langdyssen, bliver derved til de ældste vidnesbyrd om pløjning, som kendes herhjemme.