Bedstefars sten

Den godt halvanden meter høje sten, flad på begge sider, har stået med forsiden mod vest, og runerne er blevet noget vejrbidte i fugerne. Indskriften lyder »auk ift amunta sunaR sun sin«, det vil sige »og efter Åmunde sin sønnesøn«. Erik Moltke daterer stenen til slutningen af 900-årene.

Det er helt åbenbart anden halvdel af en indskrift; der mangler oplysning både om stenrejseren og om en person, »auk« kan knyttes til. Man kan forestille sig, at bedstefaderen først måtte sætte sten over sin søn, som var faldet på vikingetogt, og derpå, år eller dage efter, en anden over sin sønnesøn, der havde lidt samme skæbne. Det er på flere punkter en bemærkelsesværdig runesten: den eneste i Danmark, der er del af et par, den eneste, der er sat af en bedstefar, og én af kun en håndfuld på oprindelig plads.

Stenen blev fundet i engen et halvt hundrede meter fra Klejtrup Sø, nær Klejtrup Bæk og den gamle vej norden om søen. Engstykket er først kommet oven vande i 1942, da spejlet i søen blev sænket ca 60 centimeter. Inden da var vandet stemmet op med en dæmning ved Klejtrup Mølle. Møllegården nævnes første gang i 1380, og det er sandsynligt, at den skal knyttes sammen med Klejtrup Volde, der formentlig er fra midten af 1300-tallet. Ved anlæggelsen af møllen og den dermed følgende vandstandshævning har runestenen mistet fodfæstet, er faldet om og har ligget urørt, indtil Carl Vestergaard gik igang med at fjerne den bunke sten, der lå i vejen, da han ville til at dyrke engen op.

Omkring runestenen har ligget en del – måske en kreds – mindre sten, hvoraf de fleste sammen med den blev slæbt op til vejen. Det oprindelige jordsmon er desuden i århundredernes løb vasket væk, så anlæggets karakter vil næppe kunne afgøres, selvom stedet naturligvis vil blive udgravet. At fundstedet virkelig er stenens oprindelige plads, er der ikke megen grund til at tvivle på: markerne nord for vejen er stadig, trods vandstandssænkning og dræning, fugtige og først for nylig dyrket op; det er helt usandsynligt, siger Carl Vestergaard, at der kan være tale om rydningssten derfra (Fig. 2).