
Barfodsfund
»Barfodsgængere og brøndkarsespisere!« var svampeprofessoren Morten Langes fnysende karakteristik af den oprørske ungdom, som ikke uden videre hoppede på den rationelle indførelse af atomkraft i Danmark i 1970’erne. Det hjalp måske heller ikke, at netop undervisningsministeren gik varmt ind for den nye og ufarlige energikilde.
Af Christian Adamsen

I min familie indgik denne udmærkede urt ikke i kosten, men det hændte, at vi gik med bare fødder. Det skete ved Kulhusekysten i det nordsjællandske Hornsherred, når der var lavvande i Roskilde Fjord op til en hel kilometer ud fra kysten. En sjælden og usædvanlig oplevelse er det at gå i det solvarme, finkornede fjorddynd med bare tæer, fjernt fra huse og mennesker, og se på tang, måger, muslinger og stenblokke fra istiden.
Neil Armstrong og Edwin Aldrin gik på månen og samlede geologiske prøver, men vi gik altså på en dansk fjordbund. Det foregik den samme varme sommer, i 1969: »Av!« lød det fra min mor, som samlede en sten under foden op. »Den ligger godt i hånden« var den næste ytring, som allerede dengang kunne irritere en grøn arkæologspire.
Alting kan jo ligge godt i hånden, ikke sandt, og i øvrigt var redskaber som bekendt skæftede i oldtiden, så det er uvæsentligt og ligegyldigt. Mødre! Men mennesketildannet var stykket, som viste sig at være et forarbejde til en økse. 14 cm lang er den, et råt forarbejde til en tyknakket økse, ikke noget pragtstykke – men dog en intakt genstand. Brune spor af blæretangens sugekopper viser, hvad der vendte opad, og den luftfyldte blæretang kan meget let have bevirket, at økseforarbejdet er blevet flyttet af isen fra et andet sted eller i flere omgange. Vi får det aldrig at vide.
Øksen har været skiftevis brevpresser og vinduespynt for mig lige siden, men nu er det slut. Den bliver afleveret til lokalmuseet inden midsommer. Ikke at den er et stykke danefæ, men den repræsenterer et stykke viden, som først får værdi, når den er tilgængelig for alle. Og det bliver den, når der bliver lavet en registrering, både af stykket selv og en kortafsætning af dets fundsted.
Sagen er den, at der i to danske fjorde må have hersket en særlig trang hos bondestenalderens mennesker til gentagne gange at deponere økser, lerkar og andre hele genstande i saltvand. Den ene er Horsens Fjord (se Skalk 2014:2), den anden er netop Roskilde Fjord (se Skalk 1996:3). Fund fra disse to fjorde har findernes og vores allesammens museers store agtpågivenhed. Her har tydeligvis været udøvet religiøse skikke, som resulterede i de specielle fund, vel ofre til ånderne: Hvert fund løfter os en flig af tidens gåde.
Læs alle artikler
Abonnement 275 kr./år Læs denne artikel
Få profil til gratis artikler
Periode: Bondestenalder (3900 til 1701), Enkeltgravstid (2850 til 2351)
Udgave: Skalk 2015:2
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.
Læs endnu mere om fortiden

Fjordbønder

Klæde fra Romerriget

Sunket i Sebbersund

Eva og ovnen

