Barbarernes kælder

(Fig. 1)
Den romerske forfatter Cornelius Tacitus nedskrev i året 98 e.Kr. en kort beretning om germanernes liv og sædvaner. Med dette lille skrift falder historiens lys for første gang klart over vore forfædre. Når vi studerer stenalderens og bronzealderens tusindårige tidsrum, har vi kun de jordfundne levn at grunde vor viden på. Nu kommer Tacitus fundene til hjælp. For den, der beskæftiger sig med vor ældste jernalder, er det en særlig glæde at se sine fund bekræfte den gamle romers beretning. I det store puslespil glider brikkerne efterhånden på plads.

Af Niels Thomsen

I et tidligere nummer af Skalk (nr. 2, 1957) er der fortalt om bopladsen ved Sjælborg lidt nord for Esbjerg, om dens sjældne stenbrolagte stald og de rige fund af lertøj. Højst sandsynligt har landsbyen været i brug netop på Tacitus’ tid. Nogle få meter nord for den brolagte stald lå der noget, som vi dengang troede var en brønd. Vi er blevet klogere.

Tømt for fygesand, sten, aske og trækul fra husets brand står nu et firesidet hul i jorden med næsten lodrette vægge, ikke helt lille. Gulvfladen er 2×1,6 m, dybden som højden af en mand. En slidskeformet skakt fra øst har nok tjent som nedgang, mens en anden skakt fra syd munder ud for højt oppe i væggen til, at den kan have tjent et lignende formål. Den er ellers forsynet med trin og kunne godt ligne en trappe. En hylde? Rummets vægge ser ud til at have været beklædt med ler, som måske har været holdt på plads af en risfletning. Derimod var der intet spor af lergulv. (Fig. 2)

Udgave: Skalk 1958:1 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.