Bæltbroer
»Bekvemmelighed synes noget nær at være vor tids menneskers højeste ideal«, udtalte Kristian Rasmussen Lohmann, da Folketinget 7. februar 1899 behandlede indenrigsminister Bardenfleths forslag om en fast forbindelse over Lillebælt. Lohmann tilhørte Det moderate Venstre (også kaldt Det forhandlende Venstre), og da han på det tidspunkt var valgt i Middelfartkredsen, stillede han sig logisk nok ikke ganske afvisende over for bro-tankerne, skønt de næppe stod hans hjerte særlig nær. Broen fik han da heller aldrig at se. Den kom, men først langt senere, og nu følger en Storebæltsbro efter. Bekvemmelighed er stadig »vor tids menneskers højeste ideal«.
Af Bent Petersen
Det var ikke første gang, en Bæltbro kom på tale. Så tidligt som i 1855 præsenterede den tidligere krigsminister A. F. Tscherning, der var kendt som en mand med visioner, Folketinget for et helt privat forslag om en bro over Lillebælt. Den skulle skabe forbindelse mellem den fynske jernbane og en endnu ikke eksisterende midtjysk længdebane, som Tscherning også var talsmand for, men den skulle samtidig være vejbro (Fig. 1, Fig. 2).
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Periode: Nationalstat (1849 til 1915)
Udgave: Skalk 1990:4
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.
