Båndkæppeskoven

I den tidlige middelalder var det sydligste Sjælland endnu helt skovklædt. Storskoven Stensved bredte sig fra kyst til kyst, kun afbrudt her og der af ryddede lysninger, som var fravristet skoven. Men op gennem middelalderen og nyere tid bredte rydningerne sig mere og mere, og samtidig begyndte århundreders brug og misbrug at sætte sit præg på den gamle skov. Mængder af græssende kvæg forvandlede langsomt og umærkeligt de centrale dele af storskoven til et vældigt overdrev, fælles for et stort antal af egnens landsbyer.

Af Bjarne Stoklund

Indtil landboreformtiden var grænserne mellem agerland, overdrev og skov flydende, men med skovloven af 1805 blev der afstukket faste skel mellem landbrugsjorden og den skov, der fremover skulle holdes i fred bag solide stendiger. Samtidig rykkede husmændene ud og koloniserede overdrevet, hvis stenede land blev forvandlet til givtig agerjord.

Selvom det nu kun er beskedne rester, der er tilbage af den fordums skovpragt i Sydsjælland, så sætter skoven dog stadig sit stærke præg på landskabet. Rækken af strandskove fra Vordingborg og hen på den anden side af Kalvehave hører til landets smukkeste skovpartier, og de har meget at byde på for folk med botaniske og arkæologiske interesser.

Men også nyere kulturhistoriske minder vil man finde her. Kendt er de store, gamle »marineege«, som i begyndelsen af forrige århundrede blev udtaget til anvendelse ved genopbygningen af den flåde, som gik tabt under Englænderkrigen (Fig. 1). Nogle af dem bærer tydeligt præg af, at man har søgt af give dem en vækst, som gjorde dem velegnet til skibsbygning.

Udgave: Skalk 1979:4 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.