Bålfærd

For omkring 3000 år siden, ved midten af bronzealderen, begyndte ligbrænding for alvor at komme på mode i Danmark, og ud fra brandgravenes antal kan vi slutte, at tusindvis af ligbål må have flammet i de efterfølgende århundreder. Så meget mere påfaldende er det, at de pladser, hvor brændingen foregik, og som det må have vrimlet med, så godt som aldrig er fundet. Kun fra Fyn kendes enkelte eksempler på rester af ligbål fra den sidste del af bronzealderen.

Af Anne-Louise Haack Olsen og Jens-Henrik Bech

Så en dag skete det. På en mark tilhørende gården Damsgård ved Sønderhå, omtrent midt i det højrige Thy, var Thisted Museum rutinemæssigt i færd med undersøgelse af en lille stenkiste med brændte ben i en overpløjet gravhøj, da der lige uden for graven kom et lag gullig aske med trækulstykker til syne. Et lignende lag lå oven i kisten, der foruden brændte knogler indeholdt en bøjlenål, en lille enægget kniv af bronze og et stykke af en bennål – typisk kvindeudstyr fra midten af bronzealderen, 1300-1000 f.Kr.

Udgravernes nysgerrighed var vakt, og et større område omkring kisten blev frilagt. Nord for kisten stod en grube tydeligt aftegnet i den lyse undergrund, en rektangulær figur, knap tre meter i længden og godt én meter bred. I overfladen sås tre langsgående rækker af firkantede aftegninger, tydeligvis spor af græstørv som dem, der var brugt til at bygge selve gravhøjen. Tørvene var blevet lagt hen over gruben, hvor de var sunket ned i det underliggende løse lag.

Hele gruben var fyldt med aske, trækul, spredte stumper af brændte knogler samt et par bronzegenstande. Var det en ny grav, eller var det resterne af det bål, hvor den døde i stenkisten var blevet brændt? Den videre undersøgelse gav svaret. (Fig. 1, fig. 2, fig. 3, fig. 4)

Periode: Bronzealder, Ældre bronzealder

Udgave: Skalk 1995:5 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.