Bålfærd

Så en dag skete det. På en mark tilhørende gården Damsgård ved Sønderhå, omtrent midt i det højrige Thy, var Thisted Museum rutinemæssigt i færd med undersøgelse af en lille stenkiste med brændte ben i en overpløjet gravhøj, da der lige uden for graven kom et lag gullig aske med trækulstykker til syne. Et lignende lag lå oven i kisten, der foruden brændte knogler indeholdt en bøjlenål, en lille enægget kniv af bronze og et stykke af en bennål - typisk kvindeudstyr fra midten af bronzealderen, 1300-1000 f.Kr.

Udgravernes nysgerrighed var vakt, og et større område omkring kisten blev frilagt. Nord for kisten stod en grube tydeligt aftegnet i den lyse undergrund, en rektangulær figur, knap tre meter i længden og godt én meter bred. I overfladen sås tre langsgående rækker af firkantede aftegninger, tydeligvis spor af græstørv som dem, der var brugt til at bygge selve gravhøjen. Tørvene var blevet lagt hen over gruben, hvor de var sunket ned i det underliggende løse lag.

Hele gruben var fyldt med aske, trækul, spredte stumper af brændte knogler samt et par bronzegenstande. Var det en ny grav, eller var det resterne af det bål, hvor den døde i stenkisten var blevet brændt? Den videre undersøgelse gav svaret. (Fig. 1, fig. 2, fig. 3, fig. 4)

Øverst i gruben, lige under græstørvene, fandtes rødlig og gullig, nogle steder hvidgrå, fedtet aske. Heri lå trækulstykker, op til 9 cm lange, og spredte stumper af brændte menneskeknogler. Midt i gruben fandtes en armring af bronze, til hvis inderside sad fastkittet et større stykke af en brændt lemmeknogle, og lidt herfra lå en lille spiralring af bronze, muligvis en fingerring. Noget nord for armringen fandtes et stykke af hjerneskallen, og godt én meter syd for den nogle små knoglestumper, der senere blev bestemt som ben- eller fodknogler. Af fundenes placering måtte man slutte, at de stammer fra en person, der er blevet brændt på stedet, liggende i udstrakt stilling med hovedet i nordøst og fødderne mod sydvest. Hvis der var tale om en egentlig grav, var den i hvert fald højst usædvanlig, så der var stadig plads for den anden mulighed, at det var bålpladsen alene, vi havde fundet. Det efterladte af ben og bronze kunne vel forklares ved, at man ikke har været alt for ivrig efter at rode i den varme aske.

I den nederste del af gruben, der kun var 28 cm dyb, fandtes langs midten et kompakt lag af sort, forkullet materiale med en blød, filtagtig struktur. Der var tydeligvis ikke tale om trækul. I nogle områder var farven nærmere brun end sort, og et sted sås noget, der mindede om forkullede strå. Laget gik op langs grubens sider som en slags foring, og stedvis antog det karakter af firkantede blokke, 5-6 cm tykke. Under udgravningen blev materialet foreløbig tolket som helt eller delvis forkullede mosetørv, der havde været anvendt til brændsel sammen med træ. Allerede askens usædvanlige, rød/gullige farve havde fået os til at gisne om, at her var der vist blevet brændt tørv, og nu gav det kun delvis forkullede lag i bunden af gruben en mulighed for at gå videre med sagen.

Den egentlige udgravning af gruben blev ret hurtigt overstået, men undersøgelsen var ikke slut med det. En vigtig del stod endnu tilbage, nemlig analyserne af de brændte knogler og de mange prøver af forskellig slags organisk materiale, de blev nu overgivet til de respektive eksperter. At modtage disses rapporter, der hver for sig belyste fundet ud fra en ny vinkel, og se dem føje sig sammen til et helhedsbillede, var mindst lige så spændende som selve udgravningen.

De brændte ben blev undersøgt af knoglespecialisten Pia Bennike, og straks løstes det, som var udgravningens første og største problem: Knoglerne fra graven og gruben stammer fra én og samme person; et kraniestykke fra stenkisten kunne med fuld sikkerhed passes sammen med ét fra brandgruben. Den døde var en voksen person på 25-35 år. Bestemmelsen af kønnet var usikker, så her måtte gravgodset træde til; det lader ingen tvivl om, at den gravlagte var en kvinde. Nu ved vi altså, at hun blev brændt i gruben, og at knogler med mere derefter - lidt skødesløst - blev samlet sammen og lagt i stenkisten. (Fig. 5, fig. 6)

Andre spørgsmål trængte sig på. Det sorte, forkullede materiale fra bunden af gruben - var det virkelig mosetørv som antaget under udgravningen? David Robinson fra Nationalmuseet undersøgte prøverne; de viste sig at bestå af meget findelt plantemateriale, først og fremmest bladdele af græsser og halvgræsser. Desuden fandt han forkullede frø, frugter og andre plantedele samt sand, grus og småsten. De bestemmelige planteresters mængde var sparsom, men pegede alle i samme retning. Det var arter som hedelyng, klokkelyng, tandbælg, mose-troldurt, star, pors, tormentil og trævlekrone, der alle hører hjemme i de jyske hedemoser. Tolkningen af materialet som tørv gravet i en hedemose var nærliggende, men en anden, lidt mere eksotisk, teori blev også overvejet. Blandt andet på grund af plantematerialets meget findelte karakter kunne man antage, at det, bronzealderfolkene havde anvendt som brændsel, var tørret gødning fra husdyr, som har græsset i hedemoser; den ville nemlig også indeholde frø og andre dele af de planter, der var blevet spist, og anvendelsen af tørret husdyrgødning som brændsel kendes fra mange træfattige områder, ja nævnes endog i en topografisk beskrivelse fra Thy udgivet i 1802. (Fig. 7)

Efter diverse undersøgelser og efterlignende eksperimenter, der blandt andet omfattede afbrænding på åbent bål i forfatternes have af henholdsvis mosetørv og tørrede kokasser fra naboens mark, kom David Robinson til det resultat, at der måtte være tale om tørv. Afgørende i så henseende var forekomsten af grus og småsten sammen med dele af underjordiske stængler fra tormentil og tandbælg i de indsamlede prøver fra ligbålet. Noget sådant ville man ikke forvente som indhold i husdyrgødning, men nok i tørv gravet i en hedemose med et forholdsvis tyndt tørvelag, så der er kommet både planterester fra overfladen og lidt undergrundsgrus med i tørvemassen. Konklusionen blev derfor, at man allerede i midten af bronzealderen har anvendt mosetørv som brændsel i denne egn. Samtidig med, at vi har fået det ældste kendte danske eksempel på en sådan praksis, stemmer det fint med tidligere vidnesbyrd om, at landskabet i Thy ved midten af bronzealderen var åbent og træ fattigt. Det var med andre ord allerede dengang nødvendigt at finde et supplement til de sparsomme træressourcer. (Fig. 8)

Undersøgelsen af ligbrændingsgrubens trækul blev foretaget af Kjeld Christensen fra Nationalmuseet. Han kunne konkludere, at langt det meste stammede fra asketræ, blot med et lille indslag af bævreasp. Der blev ikke fundet rester af de store brændeknuder, man normalt vil forbinde med et ligbål - alle de undersøgte trækulstykker var fra grene med en tykkelse på 5-10 cm. Man kunne næsten fristes til at tro, brændet var hentet i en stævningsskov, hvor en regelmæssigt tilbagevendende nedskæring af bevoksningen blev praktiseret, som det kendes fra senere tider, men det er i øjeblikket rent gætteværk.

Ask vokser på våd muldrig bund, gerne skrænter, hvor der findes kildevæld, og skal man pege på et sted i nærheden, hvor der i oldtiden kan have været en asketræsbevoksning, er en mulighed skrænterne langs Hørsted Å, der snor sig gennem landskabet ca 500 m øst og syd for højen. Det er tankevækkende, at begge typer brændsel, der er anvendt, tørven og træet, er hentet i fugtige, lidt perifere områder, der ikke kunne anvendes til normal landbrugsdrift. Det kan skyldes, at træerne på den højereliggende, tørre bund lige omkring højen allerede var forsvundet.

At det forholder sig således, blev bekræftet ved undersøgelser af jordprøver, dels fra de - nu formuldede - græstørv, selve gravhøjen var opført af, dels fra det forhistoriske muldlag under højen. I alle prøverne, som Svend Th. Andersen fra Danmarks Geologiske Undersøgelse behandlede, var procentdelen af pollen fra træer meget lav, og der var ingen fra asketræer, som altså næppe kan have vokset lige i nærheden af gravhøjen. Langt den største del af de fundne pollen stammer fra vilde græsarter samt fra planten lancetbladet vejbred, der er meget karakteristisk for hårdt afgræssede arealer. I det gamle muldlag under højen dominerede græsserne over vejbred, mens forholdet var omvendt i prøver fra højens tørveopbygning. De græstørv, der er anvendt ved opførelsen, er med andre ord skrællet af et areal, der har været hårdere afgræsset end selve det sted, hvor højen blev bygget. Hvor langt borte man har hentet tørvene, kan der ikke siges noget om.

Med baggrund i resultaterne fra de forskellige undersøgelser, som fundet af stenkisten ved Damsgård gav anledning til, kan vi forsøge at tegne et billede af situationen den dag for omkring 3000 år siden, hvor en af egnens kvinder skulle begraves. På begravelsespladsen, der engang havde været dyrket mark, men nu blev anvendt til græsning, var i forvejen gravet en aflang, fladbundet grube. I bunden anbragte man et lag tørv fra en af de omkringliggende hedemoser, og gruben blev fyldt op med flere tørv og favnfulde af store grene: ask og bævreasp fra skræntskovene langs åen. Den afdøde blev nu anbragt liggende udstrakt eller let sammenbøjet med hovedet mod nord. Hun havde en ring om armen og en anden på fingeren, på dragten bar hun en smykkenål, og ved bæltet havde hun en lille kniv. Én eller flere bennåle supplerede udstyret. Oven på liget dyngede man mere brændsel, hvorefter der blev sat ild til bålet. (Fig. 9)

Røgen fra ligbålet drev hen over et åbent landskab med tydelige spor efter menneskers virke. Hvor der engang havde været skov, græssede nu kvæget og flokke af får og geder. Lidt spredt, forblæst krat var, hvad der var tilbage af trævækst, så man måtte ty til tørvene for at få brændsel nok. Da bålet var brændt ned og asken kølnet lidt af, samlede man de brændte rester af kvinden og hendes udstyr op, uden dog at gå alt for grundigt til værks, og anbragte dem i en lille stenkiste, der var bygget til formålet umiddelbart syd for bålpladsen. Bålresterne blev fejet ned i gruben, og ligbrændingen var fuldført.

Nu manglede blot gravmonumentet. Med centrum ikke i stenkisten, men i det sted, hvor den dødes hoved havde været, mens hun lå på bålet, blev i den følgende tid opført en mindre høj af græstørv. Et livsløb var til ende, man gik hver til sit, men snart tændtes andre ligbål. Den nye gravskik var endnu i sin vorden, men det blev den, som gik af med sejren.