At gøre en gud stum

I april 2016 detektorafsøgte Bent Hansen en mark, som ligger nedenfor et markant fald i landskabet på et fladt engdrag ned mod Gram å. Umiddelbart var der intet, der indikerede, at denne mark skulle byde på opsigtsvækkende fund. Men ikke desto mindre fremkom der hurtigt genstande, som tydeligt var danefæ – deriblandt en kvart dirhem-mønt, vægtlodder og dele af en skålvægt, som bredt set daterede pladsen til vikingetid. Det mest bemærkelsesværdige fund var imidlertid et maskeformet hængesmykke, som sandsynligvis kan knyttes til en bestemt asegud ud fra en sammenligning med skriftlige kilder.

Af Lars Grundvad

Billede

Ansigtsmasken fra Øster Lindet er lavet i massivt sølv og ses forfra. Øjnene er cirkelrunde og popper nærmest ud fra hulerne, mens de flankerer en ligeså fremstående, cirkelrund tud. Under næsen snor et overskæg sig helt ud over kinderne, mens der over næsen indledes en dekoration, der i form af et todelt slyngværk måske har skullet illustrere en slags hovedbeklædning eller håropsætning, som dog øverst ikke er bevaret. Ørerne stritter ud fra hovedet skråt over øjnene, mens hagen er delvist slidt bort – eller måske er præget af en støbefejl. På bagsiden er der påloddet et øsken – det oprindelige, som har siddet øverst er knækket af – og deraf kan det ses, at smykket var beregnet til at bære i en kæde omkring halsen. Det mest afslørende træk er imidlertid figurens mund og særligt de tre streger, der er placeret lodret hen over læberne, for disse synes at kunne illustrere en sammensyet mund. Og netop stingene svarer til de kendte nedskrevne fortællinger om Lokes gerninger, hvorved vi nærmer os kendskab til hvilken gud, der kan være tale om.


Aserne og hele asatroens forestillingsverden er relativt velkendt fra de skriftlige kilder, som dog er yngre end troen selv. Blandt de mest fremtrædende guder er halvguden Loke. Han beskrives på både godt og ondt, men hans hang til ugerninger er oftest kilden til fortællingerne. Loke forårsagede aserne konstante kvaler – således også i fortællingen Skjaldskabslæren, som kan læses i den islandske skjald Snorre Sturlasons Edda, som blev nedskrevet i første halvdel af 1200-tallet. Fortællingen indledes, da Loke havde forårsaget, at Thors kone Sif mistede alt sit hår. En niddingsdåd der gjorde Thor så vred, at Loke måtte love Sif en ny hårpragt af guld, der kunne vokse på hendes hoved. Håret skulle to dværge, Ivaldisønnerne, smede. Foruden guldhåret lavede de to brødre også Balders skib, Skidbladnir, og Odins spyd, Gungner. Af uransagelige grunde lavede Loke et væddemål med to andre dværge, Brok og Sindre, om hvorvidt de kunne smede tre sager, der var bedre og mere værd for Guderne. Tabte Loke, skulle han miste hovedet til Brok og Sindre. Dommerne i denne konkurrence blev Odin, Thor og Frej. Brok og Sindre lavede først en gylden galt til Frej, derpå en guldring, Draupnir, til Odin og endeligt Thors hammer, Mjølner. De tre dommere vurderede, at Brok og Sindres sager gavnede aserne mest, og derfor skulle Loke jo afstå sit hoved til de to brødre. Men Loke var som altid en ordkløver, og sagde at hans hoved måtte de tage, men de måtte ikke røre hans hals, for den tilhørte endnu ham. Brødrene indså, at uden halsen kunne de ikke tage hovedet. I ren afmagt syede de Lokes mund sammen, så han ikke længere kunne snyde og skade med sine ord.


Udgave: Skalk 2017:1 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.