Ase, Thorgot og Bove

En stenbrolægning omkring Borup Kirke, lige nord for Randers, skulle i forsommeren 1995 lægges om. Derved blotlagdes på nordsiden af den romanske kvaderstensbygning en sten, som ikke før havde været synlig. Den lå som fundament for kirkens nu tilmurede nordportal (kvindedøren) og i niveau med det oprindelige gulv, men dækket af en senere tilført tærskelkvader. Stenen var gået i to dele, åbenbart på grund af sætning i kirkemuren. På dens jævne overflade sås tydeligt runetegn arrangeret i to slyngede bånd.

Repræsentanter for Randers Museum og senere også Nationalmuseet kom til stede og kunne konstatere, at blokken bortset fra bruddet var komplet, samt at runeindskriften var velbevaret om end noget slidt på midten; stenen har åbenbart i kirkens første tid fungeret som tærskel og ligget ubeskyttet med indskriften synlig i næsten hele sin udstrækning. Det var oplagt, at stenen skulle tages ud, og dette skete et par måneder senere. Den vil efter endt restaurering blive ført tilbage til Borup og opstillet i kirkens våbenhus.

Borupstenens tekstbånd begynder i dens nederste højre hjørne, følger kanten rundt til nederste venstre hjørne, hvor der afbrydes midt i et ord, men fortsættes i et indre bånd, som – nu i modsat retning – fører tilbage til udgangspunktet. Indskriften lyder, omsat til moderne dansk: »Ase (eller Æse) rejste denne sten efter Thorgot sin far, Boves søn, den bedste thegn«. Tre generationer er altså repræsenteret i den knappe formelprægede tekst, nemlig stenrejseren Ase, faderen Thorgot, som stenen er rejst for, og som yderligere hædres med betegnelsen »den bedste thegn«, og endelig bedstefaderen Bove, om hvem vi ikke får noget at vide. At thegn går på faderen og ikke på bedstefaderen, efterlader ordets bøjning ingen tvivl om. (Fig. 2)