Ase, Thorgot og Bove

Runestenene står som skelpæle i det historiske tidsforløb. Bag dem ligger den skriftløse oldtid, som kun kan studeres gennem jordfundene, foran dem det helt anderledes oplyste årtusinde, hvor vi kender personer og begivenheder. Til dette sidstnævnte kan de med deres korte traditionsbundne indskrifter undertiden give bidrag, men det hører ganske vist til sjældenhederne. Vist er det, at ethvert nyt runestensfund modtages med taknemmelighed af alle med interesser i fortidens efterladenskaber. Det er nemlig ikke hver dag, et sådant mindesmærke dukker op. (Fig. 1)

Af Michael Lerche Nielsen