Ase, Thorgot og Bove

En stenbrolægning omkring Borup Kirke, lige nord for Randers, skulle i forsommeren 1995 lægges om. Derved blotlagdes på nordsiden af den romanske kvaderstensbygning en sten, som ikke før havde været synlig. Den lå som fundament for kirkens nu tilmurede nordportal (kvindedøren) og i niveau med det oprindelige gulv, men dækket af en senere tilført tærskelkvader. Stenen var gået i to dele, åbenbart på grund af sætning i kirkemuren. På dens jævne overflade sås tydeligt runetegn arrangeret i to slyngede bånd.

Repræsentanter for Randers Museum og senere også Nationalmuseet kom til stede og kunne konstatere, at blokken bortset fra bruddet var komplet, samt at runeindskriften var velbevaret om end noget slidt på midten; stenen har åbenbart i kirkens første tid fungeret som tærskel og ligget ubeskyttet med indskriften synlig i næsten hele sin udstrækning. Det var oplagt, at stenen skulle tages ud, og dette skete et par måneder senere. Den vil efter endt restaurering blive ført tilbage til Borup og opstillet i kirkens våbenhus.

Borupstenens tekstbånd begynder i dens nederste højre hjørne, følger kanten rundt til nederste venstre hjørne, hvor der afbrydes midt i et ord, men fortsættes i et indre bånd, som - nu i modsat retning - fører tilbage til udgangspunktet. Indskriften lyder, omsat til moderne dansk: »Ase (eller Æse) rejste denne sten efter Thorgot sin far, Boves søn, den bedste thegn«. Tre generationer er altså repræsenteret i den knappe formelprægede tekst, nemlig stenrejseren Ase, faderen Thorgot, som stenen er rejst for, og som yderligere hædres med betegnelsen »den bedste thegn«, og endelig bedstefaderen Bove, om hvem vi ikke får noget at vide. At thegn går på faderen og ikke på bedstefaderen, efterlader ordets bøjning ingen tvivl om. (Fig. 2)

At datere en runesten er ikke let, blokken selv er jo dannet af naturen og giver ingen oplysninger i den retning. Man må se på skriftbåndets facon, på indskriftens disponering, på grammatiske træk og på udformningen af de enkelte runetegn. På det grundlag kan stenen indordnes i rækken af kendte runesten, hvoraf enkelte indeholder oplysninger om historiske personer eller begivenheder, der tillader en omtrentlig tidsfæstelse. At hver enkelt runerister naturligvis har haft sin særlige arbejdsform, gør ikke opgaven lettere. I dette tilfælde bliver resultatet af overvejelserne, at stenen må være rejst omkring år 1000, formodentlig i Svend Tveskægs kongetid.

De tre mandsnavne er velkendte på nordisk område, men det er første gang, Ase og Bove optræder i en jysk indskrift fra denne tid. Betegnelsen thegn kendes ikke i moderne dansk, men på runestenenes tid har alle vidst, hvad ordet stod for: »En god thegn« - »en meget god thegn«; Borupstenens »den bedste thegn« er en hidtil ukendt variation. Men hvad var så en thegn? Som betegnelsen optræder på runestenene, synes der at være tale om en bofast og i samfundet højt placeret mand. Et forslag kunne være at oversætte ordet ved høvding.

Vi kender ikke de tre familiemedlemmer fra andre runesten eller optegnelser, men det var ej heller at vente, og det udelukker på ingen måde, at thegnen Thorgot, hans far Bove og sønnen Ase har tilhørt en af Randersegnens stormandsslægter. Ja, man kan gå et skridt videre og forestille sig, at familien har haft en særlig tilknytning til den landsby, under hvis kirke runestenen fandtes. Den er næppe hentet langvejsfra. (Fig. 3, fig. 4, fig. 5)

Et ikke helt ubetydeligt antal danske landsbyer bærer navnet Borup. Om efterleddets betydning er der ingen tvivl, det står for -torp, som i vikingetid og tidlig middelalder var den almindelige betegnelse for en nygrundlagt bebyggelse (se Skalk 1992:1), men hvad med forleddet? Her finder man ved torp-lokaliteterne ofte et mandsnavn, nemlig navnet på den, der grundlagde torpen, og det kan i Borups tilfælde være Bo eller Bovi. Hvad vort Borup angår, er det sidste sandsynligst, mener dialekt- og stednavneforskerne, derfor taler en ældre, lidt særegen udtale af navnet, nærmest som »Buerup«. Borup skulle altså i dette tilfælde betyde Bovis torp, men selv om så er, har vi naturligvis intet bevis for, at stednavnets Bovi er den samme som runestenens, det er blot ganske sandsynligt. Det var ikke enhver givet at grundlægge torper, og kun få opnåede at få deres navn mejslet i sten. Hvis teorien holder stik, giver runestenen et tip om tidspunktet for Borups opståen. Det må falde omkring midten af 900-årene.

Hvor runestenen oprindelig har stået, ved vi ikke, men den er altså, som så mange tilsvarende, endt i kirken, da denne blev opført et par hundrede år efter Boves tid. Det var ofte lokale stormænd, der stod bag kirkebyggerierne, så man kan ikke udelukke, det har været et yngre medlem af familien, der lod flytningen foretage, måske uden at vide, hvad der stod på stenen; nok har man kunnet læse runer endnu i den tidlige middelalder, men det har ikke været hver mands sag. I 1400-årene omtales en Peter Hind til Borup, han var væbner, altså adeismand om end af laveste klasse, og sandsynligvis var det hans gård, der i første halvdel af 1500-tallet blev afhændet til en rådmand i Randers. Gården lå ifølge salgsdokumenterne øst for kirken, her må resterne af den befinde sig. Det ville være interessant, om de kunne følges tilbage til vikingetiden.

Det er bemærkelsesværdigt, at der i flere østjyske kirker, således i Kolind, Øster Alling, Virring, Giver, Ravnkilde og Øster Bjerregrav, er fundet runesten anvendt som dørtærskler; i et tilfælde var der endda hele to sådanne sten, den ene over den anden. Forekomsten er så hyppig, at man fristes til at tro, den ikke udelukkende skyldes stenmaterialets byggeegnet hed, men hvad kan grunden så være? De på stenene mindede var i hvert fald ikke alle gode kristne, som hørte hjemme under kirkens vinger. Indskriften på Virring-stenen for eksempel ender med en ramhedensk besværgelse.