Arkæologisk diplomati

Det var en gave fra Danmarks konge, Frederik 7., til de franskes kejser, Napoleon 3., og til at overbringe den medfulgte de københavnske museers direktør, Christian Jiirgensen Thomsen og hans assistent, Carl Ludvig Steinhauer. Helt så usædvanlig, som den lyder, var denne sendelse ikke; der kan nævnes flere eksempler på, at man i forrige århundrede brugte oldsager som diplomatisk gave til fremmede fyrster. I 1812 forærede således Frederik 6. én af seks guldskåle fra bronzealderen, fundet på Avernakø, til Napoleon l.s gesandt, baron Alquier; det vides ikke, hvad der er blevet af den. I årene op til Krimkrigen gjorde Danmark alt for at holde sig gode venner med Rusland, og 1845 sendtes en lur - en af de seks fra Brudevælte Mose i Nordsjælland - til Skt Petersborg, hvor den stadig findes på Eremitagemuseet.

De to omtalte gaver er eksempler på særligt fine enkelt-oldsager skænket for at fremme Danmarks diplomatiske status. Frederik 7.s gave i 1861 havde samme sigte, men en lidt anden form, og de medfølgende bagtanker var denne gang noget ud over det sædvanlige. Kongen beundrede Napoleon 3. og håbede sammen med sin gemalinde, den borgerligt fødte grevinde Danner, at kunne aflægge officielt besøg i Paris; ved samme lejlighed ville han så forklare sit lands mellemværende med Tyskland og prøve at opnå Frankrigs støtte. Danmarks politiske situation var på det tidspunkt temmelig katastrofal, krigen nærmede sig, hvad kongen udmærket var klar over. Sympati fra fransk side ville under disse omstændigheder være guld værd. Til forskel fra de tidligere diplomatiske foræringer var gaven denne gang en slags miniature-museum, ordnet efter princippet: sten-, bronze- og jernalder, det af C. J. Thomsen udtænkte treperiodesystem.

C. J. Thomsen var på det tidspunkt 72 år gammel, altså en ret alderstegen herre. Det ville have været mere naturligt, om det havde været inspektøren for de antikvariske mindesmærker, J. J. A. Worsaae, der var udpeget til at ledsage gaven. Han var i sin bedste alder, kompetent, forstod at føre sig og led i hvert fald ikke af mindreværdskomplekser, men han var ingen nær ven af grevinde Danner, og da kongen fulgte hendes mindste ønsker, var det »Gamle Thomsen«, der blev kongens sendebud. (Fig. 2, fig. 3)

Grevinde Danner nærede et inderligt ønske om, trods sin ringe stand, at blive accepteret ved hoffet som Frederik 7.s hustru. Det var hidtil mislykkedes, så en modtagelse af hende og kongen hos kejserparret i Paris ville ikke alene styrke Danmarks stilling politisk, men i høj grad også grevindens position i de hjemlige kredse. Det var ikke det danske kongepars første forsøg på at knytte en sådan forbindelse. I 1855 gik der rygter om, at Napoleon 3. samlede på portrætter af Europas fyrster. J. P. Trap (skaberen af Traps Danmark) fortæller i sine erindringer »Fra fire kongers tid«, at grevinden fik en ung østrigsk maler Eduard Young til at kopiere J. V. Gertners billede af Frederik 7. Kopien blev bragt til Paris af kammerherre Beding, men charmeoffensiven gav intet resultat, hvilket efter Traps mening skyldtes det danske kongepars privatliv. Et par år senere var det Frederiks tur til at gøre et forsøg. 1 1857 havde han udsendt en lille afhandling om jættestuernes konstruktion og var så stolt af dette arbejde, at han lod det oversætte og sende til flere europæiske fyrster, heriblandt Napoleon 3. 1 det ledsagende brev til den franske kejser betegnes de store stengrave som »bånd mellem nationerne« og tegn på Danmarks trofasthed over for sine allierede (Danmark havde under Napoleonskrigene været på Frankrigs parti, hvilket blandt andet førte til tabet af Norge 1814). Brevet slutter med en anmodning om kejserens støtte. I sit takkebrev undgår Napoleon behændigt at love noget som helst, og nøjes med at udtale ønsket om, at de politiske vanskeligheder, kongen er plaget af, snart må blive løst. (Fig. 4)

En grevinde Berthier af dansk oprindelse, men ifølge J. P. Trap med et lidt tvivlsomt rygte, blev i 1850’erne gentagne gange taget til hjælp; hun skulle gennem sine forbindelser prøve at udvirke den ønskede modtagelse ved kejserhoffet i Tuilerierne, men heller ikke det gav resultat. I 1861 skete der imidlertid noget, som lovede godt. Napoleon 3. arbejdede på en bog om Julius Cæsar og sendte i den forbindelse en arkæolog, Léouzon Le Duc til Danmark for at samle materiale. Det undgik ikke kongeparrets opmærksomhed, han blev modtaget ved flere lejligheder, og man lod diskret en hofdame forhøre sig om mulighederne for et Parisbesøg. Han slog det hen som en spøg. I Paris var man udmærket klar over det danske kongehus’ bestræbelser, og ikke blot kejseren, men også kejserinde Eugenie havde udvist stor diplomatisk snilde for at sno sig udenom. »Hvis jeg havde været af gammel fyrstefamilie, ville jeg med glæde have modtaget grevinden, men det kan jeg ikke tillade mig, og desuden er det ikke forudset af protokollen«, skal hun have sagt.

Léouzon Le Dues personlige råd til Frankrigs udenrigsminister, grev Walewski, findes stadig i det franske udenrigsministeriums arkiv: »For Guds skyld, modtag hende ikke, det vil skabe en frygtelig skandale i Danmark, ja i hele Europa, men til gengæld skal hun smigres på alle måder, for hvis man vil opnå noget hos kongen af Danmark og hans regering, kan hun yde en nyttig og effektiv hjælp«.

Oldsagsgaven var et forsøg på at bringe Danmark ud af en fortvivlet diplomatisk situation, men samtidig endnu et udslag af grevindens stædige kamp for at opnå den eftertragtede modtagelse. Kongen bidrog med 100 genstande fra sin egen samling, resten sørgede C. J. Thomsen for, dog med hjælp fra lederen af Flensborg-museet, Conrad Engelhardt; han havde udgravet det store Thorsbjerg-mosefund og stillede en del sager herfra til rådighed. Frederik 7. og Thomsen havde kendt hinanden i mange år, kongen sagde du til ham, de havde foretaget udgravninger sammen, og grevinden havde aldrig været udsat for fornærmelser fra hans side, tværtimod, de stod på god fod med hinanden og udvekslede breve lige til hans død i 1865. Hans museumsmæssige indsats var fremragende; ikke alene havde han stået for indretningen af det oldnordiske museum i København, han havde også i kraft af forbindelser med oldforskere i hele Nordeuropa haft betydelig indflydelse på samlingerne i Norge, Sverige og Nordtyskland. De blev efterhånden, som i København, ordnet efter det nye treperiodesystem.

I Frankrig var den museumsmæssige situation helt anderledes. Her dominerede Louvre med sine fremragende samlinger af kunst og antikviteter; et museum for de nationale oldsager eksisterede slet ikke. Napoleon 3. var stærkt interesseret i arkæologi. Han finansierede netop i disse år udgravningerne ved Alesia, hvor gallerne i år 52 før Kristus blev afgørende slået af den romerske general Julius Cæsar, og selv arbejdede han, som vi har hørt, på en bog om nævnte Cæsar. I forbindelse hermed sendte han arkæologer til Grækenland, Lilleasien, Nordafrika, Spanien og altså også til Danmark.

Thomsen og Steinhauer ankom til Paris i december måned 1861 og tog straks ind på det fine »Hotel des hautes Alpes«, beliggende ikke langt fra kejserens residenspalads Tuilerierne. Takket være Frederik 7. kunne de opføre sig standsmæssigt; deres rejsepenge repræsenterede en professors årsgage. Det danske gesandtskab i Paris havde fået besked om sendeisens vigtighed, men det var indirekte, gennem sine personlige forbindelser, at Thomsen fik organiseret et møde med kejseren. Siden 1853 havde han regelmæssigt udvekslet breve med en ung arkæolog, lederen af centralmuseet i Mainz ved Rhinen, Ludwig Linden- schmit. Denne var i færd med at oprette et tysk nationalmuseum, og det endnu før samlingen af de tyske stater havde fundet sted, men han led under trange økonomiske vilkår trods støtte fra flere af de implicerede områder, som Østrig, Prøjsen, Hessen o.s.v. Thomsen lod sin store erfaring komme Lindenschmit til gode, og denne gjorde nu gengæld ved at sætte ham i forbindelse med en bekendt, Hortense Cornu, som var kejser Napoleons barndomsveninde. Hun beskæftigede sig i disse år meget med arkæologien, befandt sig ofte i Tyskland, besøgte museer, oversatte under pseudonym artikler fra tysk til fransk, og hun satte Lindenschmit så højt, at hun udvirkede hans optagelse i Æreslegionen. Denne betydningsfulde dame antog sig nu, ved Lindenschmits mellemkomst, Thomsens sag. (Fig. 5)

Om efteråret opholdt kejseren, kejserinden og hele hoffet sig i Compiégne lidt nord for Paris. Hver uge ankom nye hold gæster for at deltage i jagter, udgravninger, teaterforestillinger og forskellige selskaber. Det var her Napoleon 3., takket være Hortense Cornu, blev informeret om den danske gave. Tidspunktet var godt valgt, kejseren meget interesseret. Han var fuldt optaget af sin bog om Cæsar, hvor den arkæologiske indfaldsvinkel for første gang blev udnyttet med vægt.

Den 9. december vendte hoffet tilbage til Paris, og allerede den 10. fik Thomsen besked om at udstille sagerne i Tuilerierne for kejseren, der åbenbart var utålmodig efter at se dem. Den følgende dags morgen var de 347 oldsager af Steinhauer anbragt på borde dækkede med hvide duge. De tog sig godt ud, den mørke flint stod i fin kontrast til den lyse baggrund, Thomsen var tilfreds. Det må have været et højdepunkt i hans liv at stå over for Europas mægtigste mand og fortælle om det, der stod hans hjerte så nær: stenalder, bronzealder og jernalder.

Umiddelbart efter modtagelsen sendte Thomsen et brev til Frederik 7. Her fortæller han om mødet: »Han (Napoleon 3.) modtog Deres Majestæts brev og gik derpå med det og hr Maury (kejserens bibliotekar) gennem flere gemakker til den sal, hvor sagerne var opstillede. Tiden havde været så knap, at kammerråd Steinhauer netop havde fået lagt det sidste stykke på sin plads, da kejseren trådte ind. Jeg søgte nu at forklare samlingernes forskellige bestanddele. Fundene fra østersbankerne var naturligvis det første. Dette ved man meget lidt om i Frankrig, men kejseren havde dog set flere ting, som man anser for at være de første spor af mennesker, og omtalte disse. Derefter gik vi over til fabrikationen, og det interesserede ham også at se oldtidens slibesten, der var ham noget nyt. Vi gik således fra den ene afdeling til den anden. Den smukke stenkniv med det udzirede håndtag tog kejseren og viste de omgivende, mens jeg gjorde opmærksom på den dygtighed, hvormed den var udført; ligeledes så han meget på de sager, der var restaurerede i oldtiden, og da vi kom til bronzerne, udbrød han, »c’est tout å fait comme chez nous« (det er helt det samme som hos os). En lur havde han aldrig set. Jeg måtte fortælle ham, at Deres Majestæt havde tabt to originaler ved branden i Frederiksborg, og at man havde træ fra det andet århundrede efter Kristus, var ham også noget nyt. Uagtet der var to gange bud efter kejseren, gav han sig til at se og høre med synlig interesse. Han udbrød ofte »comme c’est intéressant« (hvor er det interessant), og ved afskeden rakte han mig hånden og sagde til mig og Steinhauer: De bliver her vel nogle dage, jeg håber at se Dem senere ...« (Fig. 6, fig. 7, fig. 8)

Et par dage efter modtog Thomsen Æreslegionens kommandørkors samt en invitation til taffel i Tuilerierne. Aftenen er beskrevet af den danske diplomat, der ledsagede Thomsen og Steinhauer, og som naturligvis bagefter aflagde beretning (på fransk) til udenrigsministeriet i København. Der var »kun« 24 gæster omkring bordet, så det var, hvad rapporten beæret kalder, en »intim« middag. Gæsterne var franske museumsfolk og arkæologer. Thomsen sad over for kejseren, der ofte stillede ham spørgsmål. Efter taflet fik Steinhauer også en orden, nemlig Æreslegionens ridderkors. Kejseren havde glemt at give ham den, sagde han. De danske oldsager havde kejseren beordret udstillet i et tilstødende gemak ved siden af en samling gallo-romerske, han havde ladet købe samme dag. Thomsen måtte her gentage sine forklaringer, så også kejserinden kunne nyde godt af dem. Senere taltes der om kunst og om den danske billedhugger Thorvaldsen, som Napoleon havde truffet i Rom; Thomsen fortalte om hans museum i København og om hans død sytten år tidligere. Derefter erklærede den elskværdige kejserinde, at nu var det hendes tur til at vise rundt og inviterede gæsterne på besøg i sin private lejlighed. Her kunne de beundre skatte fra sommerpaladset i Peking, den gyldne vlies, som i sin tid var båret af kejser Karl 5. og siden af Napoleon 1., de pistoler, som sidstnævnte havde med på sine felttog, samt en af de bomber, den italienske nationalist Orsini havde kastet mod kejserparret 14. januar 1858. Kejserinden synes at have været meget indtaget i Thomsen. »Af alle de antikviteter, kongen af Danmark har sendt os, er Monsieur Thomsen den interessanteste«, skal hun have ytret, men det er dog muligvis en af de anekdoter, der naturligvis har dannet sig omkring besøget. At udtalelsen dog ikke rammer helt ved siden af, viser en artikel i Berlingske Tidende 23. december: »Også tanken om netop at vælge »Gamle Thomsen« til at overbringe en sådan gave må vistnok erklæres for meget heldig, thi vi ved jo alle, at han så at sige er en personifikation af de samlinger, han har skabt, og en franskmand, der så ham for nogle dage siden, bemærkede derfor også, morsomt nok, i anledning af ham: »Ce M. Thomsen doit étre le plus bel objet de ses collections« (Den hr Thomsen må være samlingernes smukkeste genstand). Thomsen var en kendt mand i København på den tid.

Det takkebrev, Napoleon 3. sendte Frederik 7. efter modtagelsen af gaven, eksisterer stadig. Det lyder:

Monsieur mon frére.
Jeg takker Deres Majestæt for den smukke gave, som De har givet mig, ved gennem en ærværdig lærd at sende mig en samling oldsager, som i høj grad har interesseret mig, og som vil udgøre grundlaget for et museum, hvor civilisationens fremskridt er illustreret ved våbnenes forskellige stadier. Denne samling er ikke alene i sig selv kostbar for mig, men også fordi Deres Majestæt derved har villet give mig et nyt bevis på sit venskab. — Idet jeg her på slutningen af året sender de varmeste ønsker for Deres lykke, beder jeg Deres Majestæt tro på de ærværdigste følelser og evige venskab, med hvilket jeg forbliver Deres Majestæts gode broder.
Napoleon

Den så heftigt ønskede invitation udeblev altså, men Thomsens håb, at gaven måtte medvirke til oprettelsen af et fransk nationalmuseum, gik hurtigt i opfyldelse. Allerede i marts 1862 underskrev Napoleon det dekret, som oprettede det gallo-romerske museum i Saint-Germain-en-Laye. Slottet blev sat i stand for store pengebeløb, der stammede fra kejserens private kasse, og i maj 1867, samme år som den store verdensudstilling og den internationale arkæologkongres afholdtes i Paris, fandt indvielsen sted. I museets første år spillede Frederik 7.s gave en stor rolle; i de første museumsrapporter tales ligefrem om den skandinaviske samling på lige fod med den gallo-romerske. Den mand, der i Frankrig regnes for den forhistoriske arkæologis fader, Boucher de Perthes, var utilfreds med den fremtrædende plads, kongen af Danmarks samling havde fået; selv havde han overladt en stor del af sine private samlinger til museet. (Fig. 9, fig. 10)

Ved Frederik 7.s død 1863 brast grevindens håb om nogensinde at blive modtaget ved det franske hof, men hun var flere gange i Paris og havde her lejlighed til at bese den danske gave. Det var før museets officielle indvielse, og helt tilfreds var hun ikke, det fremgår af et brev, hun sendte til C. J. Thomsen: »Efter at have været i St Germain er det en trang for mig at give Dem en lille beretning om, hvorledes jeg har fundet den af den elskede højsalig konge skænkede samling. Som De vel ved, er det gamle slot i en faldefærdig tilstand, og det undergår derfor en gennemgribende istandsættelse, som efter professor Millets mening - arkitekten, som forestår arbejdet - omtrent vil tage 15 år, efter de midlers forhold, som bliver anvendte dertil. Dette har imidlertid ikke forhindret, at man har begyndt opstillingen af museet i den såkaldte »Ludvig den Helliges festsal«. Der var mange håndværkere, og det hele så uhyggeligt ud, adskillige montrer med sager, dels fundne i forskellige dele af Frankrig, dels hjembragte af den officer, som har været udsendt for at samle motiverne til »Cæsars historie«, som i disse dage her udkommer. De danske sager var udstillede midt i salen på en meget fordringsløs måde, og det synes, som man var noget uklar over deres egentlige historie, men — man har til hensigt at udstyre gaven på en elegantere måde —. Ved at se museet, kom jeg til at tænke på den store kvantitet af de forskellige numre, som højsalig kongens privatsamling indeholdt, og jeg vil derfor henstille til Dem, rigtignok som et ønske af mig, om der ikke kunne findes en lille del af disse, som kunne sendes hertil —«.

Ønsket blev ikke opfyldt; Thomsen døde kort efter at havde modtaget grevindens brev. Da hans efterfølger J. J. A. Worsaae besøger museet i forbindelse med den internationale arkæologkongres 1867, bemærker han tilfreds, at samlingen er ordnet helt i overensstemmelse med hans system (det vil sige treperiodesystemet, som altså i virkeligheden var Thomsens).

En del af den danske samling er stadig udstillet i salen for sammenlignende arkæologi, og i museets protokol er de første 347 numre helliget de danske oldsager. Man bemærker også en i forhallen ophængt mindetavle for museets donatorer, her beklæder Frederik 7. førstepladsen, mens Napoleon 3. står som nr 2. Gaven forblev altså ikke ubemærket, men politisk var den virkningsløs. Da Danmark i begyndelsen af 1864 blev angrebet af Prøjsen og Østrig, løftede Napoleon 3. ikke en lillefinger.