Arkæologisk diplomati

Det var en gave fra Danmarks konge, Frederik 7., til de franskes kejser, Napoleon 3., og til at overbringe den medfulgte de københavnske museers direktør, Christian Jiirgensen Thomsen og hans assistent, Carl Ludvig Steinhauer. Helt så usædvanlig, som den lyder, var denne sendelse ikke; der kan nævnes flere eksempler på, at man i forrige århundrede brugte oldsager som diplomatisk gave til fremmede fyrster. I 1812 forærede således Frederik 6. én af seks guldskåle fra bronzealderen, fundet på Avernakø, til Napoleon l.s gesandt, baron Alquier; det vides ikke, hvad der er blevet af den. I årene op til Krimkrigen gjorde Danmark alt for at holde sig gode venner med Rusland, og 1845 sendtes en lur – en af de seks fra Brudevælte Mose i Nordsjælland – til Skt Petersborg, hvor den stadig findes på Eremitagemuseet.

De to omtalte gaver er eksempler på særligt fine enkelt-oldsager skænket for at fremme Danmarks diplomatiske status. Frederik 7.s gave i 1861 havde samme sigte, men en lidt anden form, og de medfølgende bagtanker var denne gang noget ud over det sædvanlige. Kongen beundrede Napoleon 3. og håbede sammen med sin gemalinde, den borgerligt fødte grevinde Danner, at kunne aflægge officielt besøg i Paris; ved samme lejlighed ville han så forklare sit lands mellemværende med Tyskland og prøve at opnå Frankrigs støtte. Danmarks politiske situation var på det tidspunkt temmelig katastrofal, krigen nærmede sig, hvad kongen udmærket var klar over. Sympati fra fransk side ville under disse omstændigheder være guld værd. Til forskel fra de tidligere diplomatiske foræringer var gaven denne gang en slags miniature-museum, ordnet efter princippet: sten-, bronze- og jernalder, det af C. J. Thomsen udtænkte treperiodesystem.

C. J. Thomsen var på det tidspunkt 72 år gammel, altså en ret alderstegen herre. Det ville have været mere naturligt, om det havde været inspektøren for de antikvariske mindesmærker, J. J. A. Worsaae, der var udpeget til at ledsage gaven. Han var i sin bedste alder, kompetent, forstod at føre sig og led i hvert fald ikke af mindreværdskomplekser, men han var ingen nær ven af grevinde Danner, og da kongen fulgte hendes mindste ønsker, var det »Gamle Thomsen«, der blev kongens sendebud. (Fig. 2, fig. 3)