Arkæologien indefra

Der er nok af fordomme om arkæologi. Selv om de strækker sig vidt og bredt, kan man vist forkorte det ned til et enkelt spørgsmål: Indiana Jones- eller støvsamlerarbejde? Jeg må erkende med det samme, at der ikke er noget entydigt svar, men en analyse tager man aldrig skade af.

I løbet af min praktikuge på Sønderskov nær Vejen har jeg observeret og selv prøvet lidt arkæologisk arbejde og er således kommet frem til følgende. I arkæologien laver man i korte træk fire ting: Man udgraver, skriver rapporter, bearbejder fund og holder foredrag. Ud fra sukkelydene fra kontorerne bedømmer jeg, at rapporterne er den tungeste del af arbejdet. Det kan selvfølgelig være sjovt, men det er og bliver nok den hårdeste del.

Til gengæld bliver udgravningerne rost til skyerne. Desværre foregår det ikke som i gamle dage, hvor man udpegede et sted, der så spændende ud, og gik i gang. Nej, i dag må arkæologerne trække på skuldrene og sige: »Vi har ikke pengene til det«. Og siden penge ikke vokser på træerne, må man vente på, at nye huse skal bygges eller ledninger graves ned. Først da kan holdet rykke ud og undersøge de steder, der alligevel skal jævnes med jorden. Derfor er jeg kommet frem til, at arkæologer ikke alene gør arkæologiske fund – de redder dem.

Derefter kan arkæologerne bearbejde de nyligt opdagede skatte, hvilket indebærer at vaske (de robuste ting), børste (de skrøbelige og letopløselige ting), nummerere (alting) og lime fund sammen såsom ødelagte lerkar. Alt dette fik jeg lov til ikke bare at se, men også at prøve. Jeg bearbejdede naturligvis ikke de vigtigste fund, men bare det at få lov til at prøve var en ære.