Arkæohunden

Erfaringen viser, hævdede han, at kobbermønter og irrede metaller udskiller særlige lugte. Ingen måtte derfor »betvivle, at hunde kan lugte mønter og metaller, og at lugtene rører deres næser, når de løber over nedgravede penge. … Når metallerne ligesom opløses af varme eller væde, er uddunstningen stærkest, og dét er den rette tid at jage efter skatte. Udåndingen sker fra overfladen, men i en bunke penge er der mange overflader. Derfor lugter en mængde nedgravede penge mere end en lige så meget af samme slags metal, som ikke er udmøntet. … Derfor kan en skjult skat uden tvivl smitte det øvre jordlag med opstigende partikler, som er skadelige for menneskers sundhed og stikkende for hundenæsen.«