Apollon fra Odense

Hvert år modtager danske museer titusinder af detektorfund. »Metaldetektiverne« søger i store dele af landet – også i landskaber, hvor der normalt ikke udføres arkæologiske undersøgelser, hvilket denne historie illustrerer. Den enorme detektoraktivitet medfører, at museerne af og til får indleveret genstande, som er så specielle, eller som er fundet under så påfaldende omstændigheder, at der kan drages tvivl om deres oprindelse eller ægthed. Når museerne modtager sådanne genstande, er det nødvendigt at gennemføre et større udredningsarbejde for at godtgøre, at genstanden er ægte.

Af Mogens Bo Henriksen og Peter Pentz

Billede

SUND SKEPSIS

Selv om museumsfolkene kan have en udfordring med at dokumentere, om en fundgenstand er ægte, kan der være langt større vanskeligheder forbundet med at afgøre, om den faktisk er fundet på det oplyste sted – og ikke mindst om den kan antages at have ligget her siden oldtiden. Det skal således kunne godtgøres, at genstanden ikke er købt på en internetauktion eller på et marked i udlandet for så ved et tilfælde at være endt i – eller måske ligefrem bevidst placeret i – en »arkæologisk kontekst« i Danmark. Vi har således set en del eksempler på især romerske bronzemønter, som er hjembragt som souvenirs og dernæst tabt, hvorefter de er genfundet og måske betragtet som en genstand, der er importeret hertil i jernalderen. Desværre er der også flere eksempler, hvor nogle har »plantet« ting for at fuppe fagfolkene, måske for at snyde sig til en danefædusør, eller simpelthen for at tiltrække sig opmærksomhed. Årvågenhed – eller det som arkæologerne kalder kildekritisk sans – er derfor en vigtig egenskab for en arkæolog.

Periode: Jernalder (500 til 749), Førromersk jernalder (500 til 1)

Udgave: Skalk 2018:3

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.