Anne Didrichs piber

Det er imidlertid hverken Strømmen eller Hestekilden, der skal omtales her, men noget ganske andet. Som almindeligt ved byudgravninger dukkede store affaldslag op med potteskår, teglsten, jernstumper, husdyrknogler og meget andet. Der var også mange stumper af kridtpiber: korte og lange hvide rør, ofte med smukke dekorationer, i heldige tilfælde selve pibehovederne. Heller ikke dette er ualmindeligt, men alligevel satte det tanker i gang. Helsingør har nemlig spillet en særlig rolle i piberygningens historie.

Tobakken kom til Europa fra Amerika og altså først efter, at Columbus 1492 havde gjort sin store opdagelse. At ryge planten, som man havde set indianerne gøre, faldt dog ingen ind, den fandt derimod nogen anvendelse som lægeurt; først hen mod slutningen af 1500-årene begyndte man så småt at »drikke tobak«, og til den brug blev kridtpiben opfundet. Dens tidligste optræden her i landet er i en bofortegnelse fra Helsingør, en opgørelse over den salig Anne Didrich Pipers efterladenskaber, og der er ikke tale om blot en enkelt pibe, men om et helt dusin. Det virker overraskende, at den, der således introducerede piberygningen i Danmark, var en kvinde. Rygende damer har helt op til vore dage været ildesete. De fremstilles ofte af kunstnerne som lastefulde, foragtelige skabninger, der er dømt til evig fortabelse. (Fig. 1, fig. 2)

Nu har Anne Didrichs næppe selv drukket tobak, piberne indgik nemlig i et stort, hende tilhørende varelager. Anne var enke og havde i de syv år, der var gået siden mandens død, videreført hans krambod - åbenbart med dygtighed og sans for det nyeste nye. Selv døde hun 1606, og at det ikke var nogen lille virksomhed, hun efterlod, fremgår af, at det tog to måneder at gøre boet op.

Ægteparret Piper hørte til de mange nederlændere, der i sidste halvdel af 1500- årene havde slået sig ned i Helsingør, de fleste for at arbejde med på det nye, moderne renæssanceslot, Kronborg, som Frederik 2. lod opføre i årene 1574-86 til erstatning for det gamle Krogen Slot og med henblik på en effektiv inddrivelse af sundtolden. De nye borgere var langtfra alle småkårsfolk, mange var højt specialiserede håndværkere, der - som det fremgår af bevarede skattelister - på stedet placerede sig blandt byens mest velhavende indbyggere. Naturligt nok ønskede de at bo i nærheden af hinanden, og det blev i byens finere kvarter, den såkaldte 1. fjerding; den fik efterhånden tilnavnet Lille Amsterdam. Efter Didrich Pipers død i 1599 flyttede også Anne herhen med alt sit kram; forretningen, der tidligere havde ligget i et af middelalderbyens stræder, fik nu en fremtrædende plads i Stengade, stadens hovedstrøg.

Langt størstedelen af de skibe, der i 15- 1600-årene lagde til ved Kronborg for at betale Øresundstold, var nederlandske (ofte 50%, undertiden helt op mod 70), så Anne har sikkert ofte i sin forretning haft besøg af landsmænd, der opfattede opholdet i Helsingør som en kærkommen afbrydelse i rejselivets ensformighed. Det er sandsynligt, det er gennem dem, hun er blevet opmærksom på den nye rygeskik og har set dens forretningsmæssige muligheder. (Fig. 3, fig. 4, fig. 5)

Mærkelig nok var det hollænderne, der oftest gav anledning til klammeri og kontroverser, mens tyskerne, som der også var mange af i Helsingør, sjældent kom i konflikt med loven. Annes mand Didrich havde således i 1592 kaldt »kleine Hanns van Winngarthenn« for en skælm; det har han selv bevidnet og underskrevet på hollandsk i byens kæmnerregnskab. At kalde nogen sådan var en alvorlig sag på den tid, for ganske vist var »skælm« et meget brugt ukvemsord, men det hørte til de skrappeste og mest injurierende, svarende nærmest til i dag at kalde nogen for svindler. Det er sandsynligt, at Didrich har måttet bøde for sin åbenmundethed.

Anne selv synes aldrig at have været rodet ind i nabostridigheder eller andet af den slags, hun overtog som nævnt mandens forretning, hvad hun som enke havde ret til at gøre. Det placerede hende højt på den sociale rangstige, langt over de kvinder, der i Helsingør ernærede sig som købekoner, kallunsælgere, handskebodskoner og lignende. Kramhandel på den tid var et vidt begreb, principielt omfattede den alt, fra stangjern, korn, salt og tjære ned til hægter og synåle, men hver enkelt handlende udviklede naturligvis specialer alt efter, hvilke muligheder kundekredsen bød. Hos Anne synes vægten at have ligget på tekstiler og isenkram. Hendes varelager, som vi kender fra den omtalte boopgørelse, er i det hele taget interessant; det fortæller adskilligt om livet i den lille havneby, hvor fremmede foreteelser - som kridtpiberne - fik indpas og slog rod.

Det er en utrolig mængde klædestoffer, Anne Didrichs har handlet med og byens skræddere senere skåret til og syet. Hør blot, hvad der lå på hylderne: Først og fremmest udenlandsk silke, fløjl, bomuld og damask. Dernæst en lang række tøjer, hvis navne fortæller om vævemåder, men også, hvor de var tilvirket, således kaffa, atlask, kamelot, bommesi, trip, borat, markeier, kanefas osv. En meget stor del af de importerede klædestoffer kom fra rækken af hollandske tekstilbyer, for eksempel Ryssel i Flandern og Kampen, en af Helsingørs gode handelspartnere. Også hjemligt produceret klæde forekommer. Det er anerkendte, men meget forskellige klædesorter, der således opregnes, nogle grove og solide, andre blanke og fine. Det leidenske klæde (fra Leiden i Holland) var kendt helt tilbage fra 1300-årene, men her, på grænsen til 1600-tallet, var del nok mere de leidenske strikkestrømper i allehånde farver, der fangede opmærksomheden.

Til det egentlige klæde i Annes butik sluttede sig en velsignelse af vedhæng: snore, sløjfer, bændler, borter og alle farver silkebånd. Endvidere sko og hoser til voksne og børn samt hatte i mange udgaver. Især finere kvindedragter blev i 1600-årene fæstet op med et meget stort antal knappenåle, og også dem kunne Anne Didrichs naturligvis levere. Godt 30.000 i breve af 1000 havde hun på lager. Syskrin, fingerbøl og sakse mangler ikke, men dermed er vi ovre i isenkrammets endeløse række af genstande: hængelåse, spænder, sporer, knibtænger, lysestager, lyseforme, file, messingklokker, kurveflasker, bøssesten, bradepander og meget meget mere. Et pænt lille våbenlager omfattende blandt andet nogle skotske pistoler var der også. I kælderen under boden stod otte hellebarder og en stormhat. (Fig. 6)

Til den lidt mere blandede afdeling må regnes malede æsker, rokkesnore, glarøjne (briller), papir i bundter, blækhorn, blækpulver, skrivetavler, timeglas, vokslys, brætspil (backgammon antagelig), spillekort, nogle markmus (!?), mundharper - og her kommer så de førnævnte tobakspiber ind: ét dusin vurderet til en halv mark. Skal man give et bud på deres fremstillingssted, tænker man først på Holland, Annes hjemland, men England er nok mere sandsynligt, da det var der, man først begyndte en pibefremstilling. Særligt strygende er salget næppe gået, ellers havde hun nok haft flere på lager. De tidlige kridtpiber blev kun anvendt én gang og derefter kasseret. Særligt påholdende folk kunne dog tage brugte piber til bageren og få dem brændt rene.

Anne Didrichs var velstående, meget velstående endda, og hun nåede at sætte sig et smukt minde. På sit dødsleje skænkede hun det såkaldte Spindehus (en stor ejendom, som hun åbenbart har ejet; den lå i Sudergade) til hjælp for byens fattige, og for at de »kunne være des vissere på at få det, ville hun sætte en sten over døren, hvorpå hun ville lade hugge en kvinde med et hjul (det vil sige ved sin rok) til en tryg forvaring, at sådant uryggeligen skulle holdes«. Det med stenen glippede, men de fattige fik Spindehuset, der med tiden skiftede navn til Anne Didrich Pipers hus. Det blev revet ned engang i 1700-årene.

Helsingør fik altså, takket være Anne, den - efter nogles mening tvivlsomme - ære at have introduceret tobakken i Danmark. Og endnu en ting kan byen prale med, nemlig landets første kridtpibefabrik. Christian Pibemager levede efter Annes tid, men dog ikke længere efter, end at de to kan have mødt hinanden. Hans værksted skal have ligget i nærheden af hendes hus, men alt, hvad man i øvrigt ved om ham, er, at han døde 1655. Helt udelukke, at nogle af de kridtpibestumper, som blev fundet ved årets udgravning, og som har inspireret denne artikel, er udgået fra Christians værksted, kan man vel ikke, men de fleste er i hvert fald yngre; de stammer fra den hollandske by Gouda, som sidst i 1600-årene blev førende i europæisk kridtpibeproduktion. Tobaksrygning var på det tidspunkt for længst udbredt over hele Danmark. (Fig. 7)