Ankeret
1863 var et travlt og givende arkæologisk år, ikke mindst i Sønderjylland, hvor der i skyggen af den truende dansk-tyske konflikt foretoges omfattende undersøgelser i Nydam Engmose på Sundeved under ledelse af Conrad Engelhardt (om denne se sidste nummer af Skalk). Hovedparten af det fremgravede var våben og krigerudrustning, men der var meget andet, således skibsinventar og den store egetræsbåd, der under navn af Nydam-båden især har gjort fundet kendt. Et par måneder efter denne gevinst fremkom endnu et fartøj, af fyrretræ; det blev afdækket 27. oktober under opsyn af ingen ringere end Frederik 7., der den dag var på besøg. Fra kongens livskytte, Jørgensen, har vi en beskrivelse af begivenheden: Vejret var fint, og båden blev udgravet på to timer, inden kongen med følge indtog frokost på Sottrup skole. Det blev »den sidste antikvariske undersøgelse, hans majestæt den højsalige konge foretog sig«. Han døde et par uger senere på Glücksburg.
Af Jørgen Ilkjær og Jørn Lønstrup
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Krigen kom, og i forvirringen, der derved opstod, gik fyrrebåden tabt, men egebåden blev reddet og kan idag ses udstillet på Gottorp slot ved Slesvig. Det store rofartøj er værd at studere, og mange har gjort det – læg såvel som lærd. Sammenholdt med de både, der kendes fra endnu ældre tid, er det forbavsende avanceret. Vi skal her beskæftige os med en detalje, ankeret, som meget få har skænket opmærksomhed, hvilket ikke er så mærkeligt. Båden, som den nu er udstillet, har nemlig ikke noget anker.
I publikationen af det fynske Vimose-fund, som Engelhardt udgravede kort efter krigen, nævnes med henvisning til en ældre kilde, at »Næsbyhoved kirkedør er beslået med jernet fra et skibsanker, som skal være fundet i Vimose 1512«. Og det tilføjes: »Engang til er der i Danmark fundet et skibsanker fra ældre jernalder, nemlig i Nydam i Sundeved; men det skete ved de tyske gravninger i 1864, og det er ikke endnu lykkedes at få underretning om ankerets form og udseende«.
De oplysninger, Engelhardt savnede, har vi nu. Vi ved med sikkerhed, at der i Nydam blev fundet et anker, og vi kan til en vis grad udtale os om dets form. Der var nemlig andre end kongen, som interesserede sig for udgravningen. De lokale beboere fulgte levende med i arbejdet.
En af disse, degnen Nis Kuntz fra Øster Sottrup, har efterladt en dagbog, hvor man kan følge Nydam-fundets skæbne. Han fortæller om udgravningsaktiviteterne under den tyske besættelse, især i 1864. Ikke mindre end seks gange dette år foretog tyskerne, mest officerer og menige soldater, undersøgelser i mosen, vel nærmest for at fordrive tiden. 8. august gravede den belgiske prins Arrenberg med ti mand. De fandt »3 sølvhåndtag, 2 dopskoer, 2 spænder, omtrent 100 temmelig gode spyd, nogle brudstykker af spyd, 3 trækar, 1 potte, 5 økser, 1 skibsanker i to stykker á omtrent 1 alen, nogle sædvanlige træsager og 2 celter«. (Fig. 1) (Fig. 2) Af ankeret er vedføjet en – noget ubehjælpsom, men dog ret oplysende – skitse, og den må vi være taknemmelige for, da vi ikke har ankeret selv. Om dets senere skæbne vides intet, det fandt ikke sammen med resten af fundet, så prinsen har vel taget det med sig. Hvis vi er heldige, dukker det op en dag.
Udgave: Skalk 1981:2 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.
