Amtmanden

Emil Vedel var jurist og ansat i Ministeriet for Slesvig, et embede han imidlertid mistede efter landafståelsen 1864. Da stillingen som amtmand på Bornholm blev ledig, søgte og fik han den. Tiltrædelsen fandt sted i marts 1866. Han var da 41 år.

En speget sag om jordfordeling ventede ham. Den var trukket i langdrag, og interesserne stod stejlt over for hinanden, men Vedel løste opgaven hurtigt og effektivt - en vellykket start, som skaffede ham sympati hos den lokale befolkning. »Vel havde jeg endnu meget at bestille«, skriver han langt senere, »men jeg havde dog tid og kræfter tilovers - og havde lyst til at finde en interessant fritidsbeskæftigelse. Tilfældet kom mig i denne henseende til hjælp«. (Fig. 3)

I maj 1868 opdagede han en runesten, og samme sommer gjorde herredsfoged Tvede ham opmærksom på nogle sorte pletter med jernoldsager på markerne ved Kuregård og Kanegård. Det blev indledningen til en intens udforskning af Bornholms forhistorie og til etableringen af et banebrydende kronologisystem, der fik grundlæggende betydning for hele den nordiske jernalderforskning.

Uvurderligt blev det, at han hurtigt fandt sammen med en ligesindet: lærer J. A. Jørgensen. Et vist skæbnefællesskab forenede dem, også Jørgensen havde haft sønderjysk tilknytning og var sat på porten ved opgøret i 1864, hvorefter han søgte østpå og fik stilling som lærer i Ibsker på Bornholm. De to, Vedel og Jørgensen, dannede par, og det kom der meget ud af: hundreder af brandpletter blev undersøgt indtil 1871, hvor Vedel efter eget ønske blev forflyttet til Sorø. Også Midtsjælland er rigt på oldtidsminder, men hvert år vendte han tilbage til klippeøen og samarbejdet med Jørgensen. Denne havde i øvrigt fortsat virksomheden på egen hånd.

De forhistoriske forekomster, de to undersøgte - gravpladser med mængder af »brandpletter« - førte Vedel frem til en ny, på det tidspunkt ukendt, arkæologisk arbejdsmetode. Det var - og er fremdeles - velkendt, at man kan fastlægge den tidsmæssige rækkefølge af for eksempel gravene i en høj ved at studere oldtidsmindets lagfølge. Reglen er, at det, der ligger nederst, er ældst, det øverste yngst. Men hvad gør man, når gravene er på flad mark og altså i samme plan? Vedel indså, at selv om de ofte meget store gravpladser, han og Jørgensen undersøgte, er blevet til ved talrige begravelser gennem lange tidsrum, er det ikke foregået planløst, men efter et vist system. Man er begyndt et bestemt sted, ofte ved et fast terrænpunkt som for eksempel en ældre gravhøj, og har arbejdet sig ud derfra. Ældst ligger altså i dette tilfælde nær udgangspunktet, yngst fjernt fra det. På vejen kan man studere, hvordan genstandsformerne gradvis har ændret sig som følge af modens skiften. Også det giver mulighed for tidsmæssig rækkefølgebestemmelse. (Fig. 4)

1836 havde Christian Jürgensen Thomsen foreslået delingen af oldtiden i sten-, bronze- og jernalder, og syv år senere forsøgte hans begavede lærling J. J. A. Worsaae med bogen »Danmarks Oldtid oplyst ved Oldsager og Gravhøje« at sætte kød på skelettet. Om periodens varighed havde man endnu kun vage forestillinger, bronzealderen for eksempel, mente Worsaae, strakte sig hen imod hedenskabets slutning, det vil sige op mod vikingetiden. 1865, altså omtrent ved den tid, hvor Vedel dukkede op på Bornholm, var man nået lidt videre, Worsaae ville nu sætte overgangen fra bronze- til jernalder omkring år 300, men turde dog ikke udelukke, at jernet havde været kendt og anvendt i mindre målestok 2-300 år tidligere, altså fra omkring Kristi fødsel. Her kom nu Vedel med sine gravpladser, som han skønnede måtte dække en periode på ca 400 år. Da nogle oldsagstyper, som Worsaae regnede blandt jernalderens ældste, optrådte som de yngste i »brandplettiden«, mente Vedel at kunne sætte dennes - og dermed jernalderens - begyndelse til omkring Kristi fødsel. Det var i 1870, han fremsatte denne anskuelse, men allerede to år senere gav han den en tilføjelse: »Jernet må have været kendt og almindeligen benyttet på Bornholm mindst et par hundrede år og måske tre til fire hundrede år før Kristi fødsel«. Vedel var hermed rykket meget nær det tidspunkt, der i dag tillægges jernalderens indtræden.

Vanskeligheden for Vedel var, at han arbejdede i et lille isoleret beliggende stykke Danmark, hvor hverken oldsagsformer eller gravskikke uden videre lod sig sammenligne med dem i det øvrige land. På Bornholm var ligbrændingen enerådende noget længere end i Vestdanmark, og brandgravenes former var også anderledes. Det var ret så kompliceret, men Vedel følte sig efterhånden sikker i sin sag. På grundlag af oldsagsformerne, især dragtnålene, inddelte han sin »brandplettid« i tre afdelinger, og da anden del viste romersk påvirkning, sluttede han, at den første måtte ligge før romertiden. Skellet mellem bronze- og jernalder lagde han efterhånden fast til 400 før Kristus. De nordiske fagarkæologer var naturligvis opmærksomme på Vedels resultater, de accepterede dem stort set, og lidt efter lidt kom da også fundene, som modsvarede de bornholmske, således de store sydjyske tuegravpladser. Det må have været en tilfredsstillelse for Vedel, men hans virke omfattede i øvrigt meget andet; den senere jernalder var ham naturligvis ikke ligegyldig og netop den gav de rigeste fund. I storværket »Bornholms Oldtidsminder og Oldsager« 1886 og i en »Efterskrift« 1897 fremlagde han det hele. (Fig. 5)

Anerkendelse manglede Vedel ikke. 1885 efterfulgte han Worsaae som vicepræsident i Det kongelige nordiske Oldskriftselskab, og senere, da han havde trukket sig tilbage, blev han samme selskabs æresmedlem. Også lærer Jørgensen, hans håndgangne mand, fik en slags påskønnelse, han blev 1894 leder af Bornholms Museum, for hvis oprettelse han havde virket. Jørgensen døde 1908, Vedel året efter. De to mænds skæbne var til det sidste knyttet sammen.