Amfora

Nutidens intensive jorddyrkning gør vore oldtidsminder stor skade, især bopladserne går det hårdt ud over; de ligger jo ifølge sagens natur altid temmelig udsat. Hvor kulturlagene er særligt tykke, enten fordi man har boet længe på samme sted, eller fordi husene har haft jordvægge, der ved udjævningen har lagt sig over stedet som et beskyttende dække, er der dog stadig mulighed for at finde ubeskadigede hustomter, i hvert fald i de dybere lag. Det er især fra Thy, man kender sådanne pladser, men også Himmerland har bidraget væsentligt. Det skal der vises et eksempel på.

Af Susanne Klingenberg og Svend Nielsen

Vor boplads ligger ved Højgård i Flejsborg sogn. Her skulle i et område udvindes grus, men forinden fik Vesthimmerlands Museum efteråret 1991 lejlighed til at foretage en prøvegravning. Den viste bebyggelsesrester fra keltisk jernalder – en periode, der har sat sig mange spor netop i Himmerland – og gav anledning til mere omfattende undersøgelser. Det blev til tre udgravninger i området med fund, der spænder over mere end et halvt årtusinde.

Terrænet, det drejer sig om, har karakter af et plateau, der mod nord skråner ned til en engstrækning med mulighed for høslet og god græsning. Øverst på bakken, nær Flejsborg kirke ligger den fredede Storhøj, der formodentlig stammer fra ældre bronzealder. De fund, som blev gjort heroppe, var dog fra en senere tid, nemlig bronzealderens allersidste del. Der sås spor af flere hustomter, men da området ikke var direkte truet, blev der ingen egentlig udgravning foretaget.

Det ser ud til, at man i en meget tidlig del af keltisk jernalder har opgivet bebyggelsen oppe på toppen og er flyttet til et mindre plateau lidt nede ad skråningen. Her fandtes tre langhuse, men de to var anlagt på samme sted og kan altså ikke have eksisteret samtidig; det ene må have afløst det andet. Det nederste af de to har imod tidens sædvane haft beboelse i østenden, stald i vest, hvilket antagelig skyldes et terrænfald i sidstnævnte retning, men da det senere hus skulle bygges, har man jævnet grunden, og alt er igen bragt på rette plads. Det tredje hus lå ganske nær de andre, og det er muligt, at det også hører med i serien, sådan at der i virkeligheden er tale om ét hus, som blot lejlighedsvis er blevet fornyet.

Da det yngste hus blev opgivet, flyttede man igen lidt længere ned, og her blev man boende længe, samtidig med at bebyggelsen udviklede sig til noget, der ligner en landsby. Også her er der bygget huse oven på ældre tomter, ofte tre-fire gange, med det resultat, at kulturlaget er vokset til en tykkelse på 80-90 cm. Hvor mange huse, der i alt har været, er svært at sige; vi måtte indskrænke os til at undersøge ni af de mest velbevarede, syv langhuse og to mindre bygninger. Opholdet her, der må have strakt sig over temmelig lang tid, sluttede omkring Kristi fødsel. Der er fundet skår fra den efterfølgende periode, romersk jernalder, men ingen hustomter. (Fig. 1, fig. 2)