Amfora

Vor boplads ligger ved Højgård i Flejsborg sogn. Her skulle i et område udvindes grus, men forinden fik Vesthimmerlands Museum efteråret 1991 lejlighed til at foretage en prøvegravning. Den viste bebyggelsesrester fra keltisk jernalder - en periode, der har sat sig mange spor netop i Himmerland - og gav anledning til mere omfattende undersøgelser. Det blev til tre udgravninger i området med fund, der spænder over mere end et halvt årtusinde.

Terrænet, det drejer sig om, har karakter af et plateau, der mod nord skråner ned til en engstrækning med mulighed for høslet og god græsning. Øverst på bakken, nær Flejsborg kirke ligger den fredede Storhøj, der formodentlig stammer fra ældre bronzealder. De fund, som blev gjort heroppe, var dog fra en senere tid, nemlig bronzealderens allersidste del. Der sås spor af flere hustomter, men da området ikke var direkte truet, blev der ingen egentlig udgravning foretaget.

Det ser ud til, at man i en meget tidlig del af keltisk jernalder har opgivet bebyggelsen oppe på toppen og er flyttet til et mindre plateau lidt nede ad skråningen. Her fandtes tre langhuse, men de to var anlagt på samme sted og kan altså ikke have eksisteret samtidig; det ene må have afløst det andet. Det nederste af de to har imod tidens sædvane haft beboelse i østenden, stald i vest, hvilket antagelig skyldes et terrænfald i sidstnævnte retning, men da det senere hus skulle bygges, har man jævnet grunden, og alt er igen bragt på rette plads. Det tredje hus lå ganske nær de andre, og det er muligt, at det også hører med i serien, sådan at der i virkeligheden er tale om ét hus, som blot lejlighedsvis er blevet fornyet.

Da det yngste hus blev opgivet, flyttede man igen lidt længere ned, og her blev man boende længe, samtidig med at bebyggelsen udviklede sig til noget, der ligner en landsby. Også her er der bygget huse oven på ældre tomter, ofte tre-fire gange, med det resultat, at kulturlaget er vokset til en tykkelse på 80-90 cm. Hvor mange huse, der i alt har været, er svært at sige; vi måtte indskrænke os til at undersøge ni af de mest velbevarede, syv langhuse og to mindre bygninger. Opholdet her, der må have strakt sig over temmelig lang tid, sluttede omkring Kristi fødsel. Der er fundet skår fra den efterfølgende periode, romersk jernalder, men ingen hustomter. (Fig. 1, fig. 2)

I et af langhusene fandtes et velbevaret ildsted, lagt i ler over en stenlægning og ornamenteret med små cirkler, den ene ved siden af den anden over hele fladen; de er sikkert frembragt ved indtryk med en gennemskåret rørknogle. Det er et sjældent fund, men ellers var hustomterne ikke særligt givende, dog bortset fra en enkelt, hvor bygningen var brændt. Når et hus står til nedrivning, tømmes det som regel for sit indhold af løsøre, men det er der sjældent tid til, når det går op i luer, hvilket kommer os til gode i form af fund. I øvrigt bevares forkullet træværk bedre end det ubrændte, også det kan give vigtige oplysninger. Blandt bopladsudgravere er brandtomter populære.

Forsætlig afbrænding af et udtjent hus kunne sikkert også forekomme, men i det aktuelle tilfælde er der tydeligt tale om en katastrofe. Branden er kommet bag på beboerne, der har måttet redde sig ud af hjemmet i huj og hast. I beboelsesenden, som mærkeligt nok også her lå mod øst, fandtes skår af et stort antal lerkar, der må være faldet ned fra hylder. Nogle af skårene var deformerede på grund af den stærke varme, hvilket gjorde det vanskeligt at sætte dem sammen, men det er sikkert, at der har været mindst 20 kar. Metalsager blev ikke fundet, de er vel reddet ud som noget af det første, eller måske har man senere gravet dem frem af brandtomten. Ved en dør lå knoglerne af et får, som ikke nåede at komme ud, før taget styrtede ned; de øvrige husdyr må være undsluppet sammen med menneskene. Specielt i staldenden fandtes større stykker forkullet træ, som må stamme fra tagkonstruktionen, og en tagbærende stolpe var så vidt bevaret, at dens diameter kunne måles: 35 cm. Alle til nu bestemte træstykker har vist sig at være eg. (Fig. 3)

Hvad konstruktionen angår, har - så vidt det kan bedømmes efter sporene i jorden - det brændte hus været meget lig de andre huse på bopladsen (og i øvrigt periodens bygninger), men netop på grund af brændingen har det kunnet føje et par detaljer til vort billede. Det var almindeligt i datidens Vesthimmerland, at husene havde græstørvsvægge, og man har taget det som udtryk for egnens skovfattigdom. Det brændte hus har ganske rigtigt haft tørvevæg, men tillige - i østenden, hvor menneskene boede - en velbygget trævæg med ca 10 cm tykke og dobbelt så brede planker nedsat i en lav væggrøft ind mod rummet; det tyder ikke på, at man har manglet egnet træ til byggeri. Trævæggen var på indersiden beklædt med et ca 4 cm tykt lerlag, og på ydersiden, mellem træet og tørven, sås en tilsvarende, men tyndere belægning. Hvis vi kun havde haft nedgravningen i jorden at holde os til, ville vi nok have sluttet, at huset havde været med trævæg alene. (Fig. 4, fig. 5, fig. 6)

I det sydøstlige hjørne af huset var en stenøkse sat ned i gulvet, som det var skik i jernalderen - og i øvrigt også i nyere tid; disse jordfundne »tordensten« mentes at beskytte mod ildsvåde, hvad vort eksemplar altså ikke har gjort. Brandtomten var blandt de yngste huse på bopladsen, det vil sige fra perioden kort før Kristi fødsel. Det er den tid, hvor kimbrerne drog ud fra Jylland - efter nogles mening fra Himmerland - og en overgang truede selve Romerriget.

Enkelte fund fra Flejsborg-brandtomten fortjener særskilt opmærksomhed, således to af de såkaldte ildbukke. Herved forstås almindeligvis nogle flade, firkantede lerblokke med standflade i den ene ende, hornlignende hjørneforlængelser i den anden og et hul midt igennem; de findes ofte parvis ved ildsteder. Formen har imidlertid mange variationer, og vore ildbukke - der er fundet sammen, men ikke lige ved ildstedet - hører til de mere særegne. De har ganske vist horn og huller, men minder ellers mest om lerkar; nærmeste paralleller er fra Sydvestjylland (se Skalk 1957:2). Om brugen af ildbukkene er der ingen enighed ud over, at de har med arnen at gøre, men det er i øvrigt slet ikke sikkert, at de forskellige former har haft helt samme funktion. Det er foreslået, at den hule type, vi her har for os, kunne være en slags kogestativ eller varmebækken, som de kendes fra den klassiske oldtid.

Et lidt mystisk fund altså, men intet mod det, som nu skal fremføres. Det drejer sig om et lerkar, 35 cm højt, men ufuldstændigt, idet nederste del mangler. Godset, visse træk ved randen og især hanken er umiskendeligt lokale, mens selve den langstrakte form virker meget fremmedartet. Der er ikke tvivl om, at vor himmerlandske pottemager har haft fjerne forbilleder i tankerne her på Gundestrupkedlens og Dejbjergvognenes tid, men hvilke? Sammenblandingen af hjemligt og fremmed gør det vanskeligt uden videre at besvare dette spørgsmål. Kolleger inden for den klassiske arkæologi, der er blevet præsenteret for en afbildning af vort lerkar, ryster på hovedet. Noget umiddelbart forbillede kan de ikke pege på.

Lerkarret har en betydelig lighed med en alabastron, en salve- eller parfumeflaske fremstillet i alabast, glas eller keramik. Det er en form, der især kendes fra græsk område, men den er mindre, ja meget mindre, end vort lerkar, så alene af den grund halter sammenligningen. En bedre mulighed er, at vi står over for en efterligning af amforaen, men også her er der problemer. Den type amfora, der tænkes på, er normalt større end Flejsborgkarret og har, som det græske navn antyder, to hanke, mens vort kar kun har én. Bunden er spids, men den detalje er vi jo af gode grunde afskåret fra at kontrollere. Til gengæld kan de vandrette stregbælter efterligne den fureornamentik, som findes på nogle amfraer. (Fig. 7)

Alt i alt er det mest nærliggende, at vi står over for en lokal efterligning af en amfora, og det er interessant, navnlig fordi det er en keramikform, der om nogen kan berette om oldtidens handel. Oprindelsen skal søges i den Nære Orients bronzealder, men det var i den klassiske oldtid, amforaen fik sin helt store betydning og blev fremstillet i kolossale mængder, især med henblik på skibstransport af vin, olivenolie, visse frugtprodukter og garum (en slags fiskesovs). Ofte kan en amforas oprindelse og alder bestemmes ud fra formen, stempler eller godsets art, og det er af uvurderlig betydning for forståelsen af handelsveje, hvad enten det drejer sig om enkelte skår eller et vrag lastet med amforaer. I alle de områder, med hvilke romerske købmænd havde maritime handelskontakter, finder man amforaer: Middelhavsegnene, Atlanterhavskysten, Britannien og ikke mindst strækningerne omkring de store floder i og langs grænsen af Romerriget. Landtransport har man øjensynligt undgået i videst muligt omfang, vel sagtens fordi de trods alt skrøbelige kar ikke kunne tåle den. (Fig. 8)

Set fra en sydskandinavisk synsvinkel er udbredelsen af amforaer vigtig, idet den viser, at denne direkte handel ad søvejen er gået vor næse forbi. En mulighed er vel, at disse fjerne egne simpelthen var økonomisk uinteressante for handel af den art. En anden årsag kan være, at det næppe var ufarligt for romerske købmænd at operere i et område, som ikke kontrolleredes, militært og politisk, af storriget. De mange romerske importvarer, der i øvrigt findes i Sydskandinavien, er derfor snarere hentet af germanere i Romerriget end afleveret af romere hos os. Ikke ét skår af en romersk amfora er til dato fundet her nordpå, og det er utænkeligt, det blot skyldes, at de er blevet overset. Det tykke, hårdbrændte, lyse, drejede gods er ikke til at tage fejl af, og når det i nogle få tilfælde er blevet hævdet, at der var fundet amforaer eller skår af sådanne, har det hver gang vist sig at være falsk alarm. Hvis vore forfædre i jernalderen drak vin, må den være nået frem på anden måde end i amforaer.

Selv om der således ikke kan peges på nogen bestemt model for lerkarret fra Himmerland blandt de mange amforatyper, som kendes, har dette fund i det mindste givet anledning til nogle vigtige, skønt negative, overvejelser om jernalderens han del. De rækker langt ud over, hvad der normalt kan udledes af fundene på vore jernalderbopladser. (Fig. 9)