Amdam

Steen Steensen Blicher beskriver i en af sine fortællinger en person, der forglemmer sig selv og verden om sig, med vendingen: »Han falder i amdam«. At falde i amdam var på den tid, i begyndelsen af 1800-årene, en kendt og brugt talemåde. Ordet er et lån fra middelalderligt plattysk; på Hamburger-prislister bruges »Amidam« endda helt op til dette århundrede, det betyder stivelse. Fremstillingen heraf var en sendrægtig affære med mange bundfældninger. Ingen dårlig ide at overføre den på sjælelivet.

Af Else Østergaard

Billede

Amdam var på Blichers tid et overordentlig anvendeligt produkt, der også fungerede uden for vaskekælderen og strygestuen. Brun Juuls vareleksikon fra 1812 oplyser at »— forskellige håndværkere bruger den som klister; lærredsfabrikanterne og bomuldsmanufakturisterne papper dermed deres lærreder og kattuner; rent vasket linned stives dermed; farverne bruger den som materiale til farvernes besættelse og nuancering; malerne bruger den til at berede og nuancere adskillige af deres malerfarver, især pastelfarverne; parykmagere og hårfrisører gør pudder af den; kokke og postejbagere, konditorer og sukkerbagere benytter den til deres bagværk; og man forfærdiger deraf de bedste nudler og oblater —«.


Sådan dengang, men stivelse er ikke opfundet i 1800-tallet, den har en fortid, som især er knyttet til moden, hvad man kan overbevise sig om ved at betragte malerier og stik af fortidens kendte personer. På portrætter fra begyndelsen af 1500-årene ses skjorte- eller særkekraven ofte med en let rynket kant øverst på den høje halslinning, der er synlig over dragten, det var begyndelsen til de stivede kraver. Senere blev der anvendt mere stof, kraverne voksede og blev til selvstændige dragtdele, de såkaldte pibekraver, karakteriseret ved de mange tætte otte-talsformede læg. Forbillederne kom fra Spanien, der ved middelalderens slutning regeredes af den mægtige Habsburgerslægt, hvis indflydelse – også på tøjets område – strakte sig over det meste af Europa. Ved ægteskabet mellem dronning Mary af England og prins Filip af Spanien år 1554 kom moden til England. Da stivelsen endnu ikke var nået dertil, må det have været en uhørt luksus at bruge disse kraver, der blev indført fra Holland, og som ikke kunne bruges efter vask (Fig. 1). 1564 nedsatte en flamsk kvinde Mistress Dingen van der Passe sig i London med profession som »stiver« (Fig. 2). Fra annonceringer kendes hendes priser på stivning af kraver og manchetter. Kunderne var først og fremmest flamske flygtninge, bosiddende i London, men snart sendte englænderinderne deres døtre til hende, for at de kunne lære at stive og sætte deres kraver ligeså net og delikat.


Udgave: Skalk 1979:4 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.