Ambrosius bogbinder & Jens Vejmand

For øvrigt er det ikke noget, der kun gælder børn, uanset hvor kære de er. Fra min hjemegn i det nordjyske husker jeg en ældre mand, på hvis dåbsattest der vistnok har stået Thomas Theodor Andersen. Jeg ved det ikke helt sikkert, for almindeligvis hed han aldrig andet end Röw-Tammes (der var en eller anden historie om, at han en gang havde skudt en ræv af en særlig slags eller på en særlig måde). Ofte hed han også bare Röwi, ræven. Det vil sige, det hed han kun, når man talte om ham, aldrig når man talte til ham. Når man mødte ham, sagde man bare »Dav Thomas« eller »Tammes«, hvis det skulle være lidt gammeldags. Selvfølgelig har der været nogle enkelte, præsten, doktoren og måske skolelæreren, der nok har sagt Thomas Andersen eller bare Andersen. Jeg husker, at købmandens kone altid sagde Andersen med den karakteristiske jyske udtale.

Går vi endnu lidt længere tilbage, kan vi finde mange tilsvarende eksempler. Fra tiden lige før århundredeskiftet fortælles om en gårdmandskone, der kategorisk afviste et brev, som var adresseret til »Forpagter H. Rasmussen«. Det kunne bestemt ikke være hendes mand, for han havde aldrig heddet andet end Kræn Kusk. Det er kun én af utrolig mange beretninger, som dog sjældent er særlig grundigt beskrevet.

I middelalderlige diplomer er det ikke usædvanligt at finde samme person omtalt på mange forskellige måder. Således kan en mand ét sted hedde Iohannes Pedersen, et andet sted Iohannes Foghwit eller Iones Pederss: Foghet eller måske Iohannis Foghit dictus Røth. Han kan også bare hedde Iohannes Rufus. Også blandt vore allerældste navne finder vi tilfælde af variation ved brug af tilføjelser. Således i flere af de tidligste runeindskrifter, som den bekendte »ek hlewagastiR holtijaR horna tawido«, hvor ordet holtijaR må opfattes som et tilnavn, uanset om det betyder »fra Holt« (stednavn) eller »søn af Holt«.

Jo længere vi kommer tilbage i tiden, jo sværere bliver det naturligvis at finde direkte dokumentation for en sådan navnevariation. Men vi kan nok gå ud fra, at der i ethvert sprog altid er en vis del af ordforrådet til rådighed til navneformål, dels egentlige navne, dels forskellige former for uofficielle navne, fra smædenavne til kælenavne.

Personnavnenes kulturhistorie er både lang og spændende og kan med rette betragtes som et meget værdifuldt aspekt i vor viden om fortidens mennesker. Størstedelen af ordforrådet i det allerældste dansk, vi kender, er personnavne. Vi finder dem i indskrifter, først på forskellige løse genstande og senere, i vikingetiden, på runestenene. Men først og fremmest optræder de i vore stednavne, særlig de ældste typer, navne på -lev (Ullerslev, Svogerslev, Ørslev osv.) og -sted (Haraldsted, Sigersted, Ulsted osv.), men også de noget yngre -torp-navne (Nielstrup, Pederstrup, Ulstrup osv.). Med middelalderen dukker de op i dokumenterne og nu med mere fyldige oplysninger om navnenes bærere. Hele det store personnavnemateriale uden for stednavnene er på forbilledlig vis registreret og udgivet i det store ordbogsværk »Danmarks gamle Personnavne«. Det omfatter ca 5000 forskellige fornavne, fordelt på begge køn, og et lignende antal tilnavne.

Langt de fleste fornavne kan føres tilbage til oldtiden, medens der i middelalderen kun kommer nogle få snese nye til (Fig. 1). Omvendt med tilnavnene, her er størstedelen fra middelalderen, hvad der dels skyldes en bedre overlevering, dels en øget forkærlighed for denne navnetype. Det er et yderst broget og uensartet materiale, på sin vis morsommere end fornavnene, men også ulige vanskeligere at systematisere og beskrive.