Alkymistens ønskedrøm

Den ældste inventarfortegnelse over samlingen, som ganske vist ikke er fuldstændigt bevaret, stammer fra 1696. Herefter følger de med ca. 30 års mellemrum frem til det seneste, som er fra begyndelsen af 1900-årene; i nyere tid er digital teknik kommet til. Hertil kommer, at man kan opspore genstandene i andre slotsinventarer, i Kunstkammerets inventarer og eventuelt i de kongelige regnskaber, fordi der findes henvisninger til disse, hvis de er tilkommet derfra.

Denne artikels forfatter har tidligere her i Skalk haft lejlighed til at vise hvilke muligheder, der kan ligge i denne rige kombination af genstande og skriftlige kilder. I det følgende skal fortælles om en bestemt skål og om, hvorledes de skriftlige kilder i dette tilfælde kan føre en på vildspor.

Skålen er forgyldt, og på dens slidte steder kan man se det underliggende kobber. Den har en velkendt barokform: oval og buklet. I de brede bukler ses punslede blomster, som også er typiske for perioden. På de to langsider er fastloddet to støbte bøjlehanke. I skålens bund er et punslet bladornament, i hvis midte står en fastskruet, støbt figur af sølv. Denne forestiller en minearbejder, en bjergmand, der hæver sin højre hånd til hilsen og med den venstre støtter sig til en bjergmandsstav. På ryggen har han en bærekurv af sølv, hvori ligger en klump af sølvmalm. Skålen er 13 cm lang, 10 cm bred og 3 cm høj.

Man kan spekulere over, hvad en bjergmand, der tilsyneladende har arbejdet i en sølvmine, foretager sig på en forgyldt kobberskål, men det er et svært spørgsmål at få besvaret. Endnu vanskeligere at forstå teksten på kanten af skålen: EISEN WAR ICH, KUPFER BIN ICH, SILBER TRAG ICH, GOLT BETECKT MICH, altså: Jeg var jern, nu er jeg kobber, jeg bærer på sølv, guld dækker mig.