Alfarvej

Det danske vejnet var fra oldtiden af selvgroet, det lå, hvor der var brug for det. Om nogen form for anlæggelse var der ikke tale, den enkelte vej bestod blot af et hjulspor – eller vel rettere et system af sådanne. Vandløbene passerede man i vadesteder, der dog, som tiden skred frem, hist og her afløstes af broer. Vedligeholdelsen af vejene tilfaldt de nærmest boende brugere, og her dukker der efterhånden lovfæstede regler op, som dog ikke altid blev taget særlig højtideligt.

Det er let at forestille sig, hvordan føret har været på sådanne veje, ikke mindst i regnfulde perioder. For vejfarende til hest var ulempen ikke så stor, men i løbet af 1500-årene blev det mere almindeligt, især for standspersoner, at bevæge sig kørende, og det kunne være direkte farligt. Noget måtte gøres, og det blev i første omgang til anlæggelse af særlige Kongeveje, det vil sige veje, der var forbeholdt majestæterne og andre privilegerede. Frederik 2. lagde for, og under hans søn, Christian 4., blev nettet udbygget, men arbejdet gik dog snart i stå. De fleste kongeveje synes at være opgivet i begyndelsen af 1670’erne, og vægten blev igen lagt på alfarvejene. Opgaven måtte nu blive at få disse bragt i sømmelig stand. (Fig. 1)