Alabu

Der var udsigt til, at ruinerne ville blive fjernet ved byggeriet, men ved stor velvilje fra bygherren C.W. Obel A/S - og med en rundhåndet bevilling fra kommunen - blev det muligt at bevare dem i en kælder under det planlagte hus. Som en velkommen sidegevinst kunne forsinkelsen i byggeriet samtidig mindskes væsentligt. Udgravningerne blev indstillet, mens hullet blev dækket med et tykt lag sand. Efter at grunden var piloteret og kælderens mure opført, blev sandet atter fjernet, og nu kunne udgravningerne genoptages under tag – noget usædvanligt for et friluftserhverv som arkæologien.

Gråbrødreklostret er første gang omtalt i de skriftlige kilder 1268. Det er dog ikke meningen i denne omgang at præsentere de mange nye oplysninger om klostret, som fremkom ved udgravningen. Sagen er den, at der også under klosterkirken blev gjort vigtige opdagelser, og det er disse, der skal berettes om i det følgende.

De fleste ved, at der under de ældste danske byer ligger metertykke affaldslag. Det er også tilfældet i Ålborg, og ved denne udgravning blev den oprindelige overflade påtruffet 4 meter under det nuværende gadeniveau. Ved udgravninger støder man naturligt nok først på de senest aflejrede lag, hvorefter man kommer længere og længere tilbage i tiden, efterhånden som man graver sig ned gennem lagene. Vil man så at sige have tiden til at gå den rigtige vej, er det altså nødvendigt at berette om resultaterne nedefra og opefter. (Fig. 1, fig. 2, fig. 3)

Den ældste aktivitet på stedet gav sig til kende i form af smalle muldstriber i det lyse undergrundssand, umiskendelige spor efter oldtidsploven, arden. Uden for kælderen var vi tidligere stødt på bebyggelsesspor, som kan være samtidige med pløjesporene. Ildskørnede sten fra et ildsted er ved termoluminescensmetoden dateret til omkring år 800 (se Skalk 1970:3), så på denne tid må en landsbys bønder have været virksomme på stedet.

De næste anlæg er vel et århundrede yngre og af en ganske anden art. Det drejer sig om nogle små ildsteder og en større nedgravning - måske en håndværkers arbejdsplads - men det var især to grøfter, som tiltrak sig opmærksomheden. I den ene viste pælespor, at der har stået et hegn. Den anden grøft overskar den første og må dermed være yngst; her kan det af jordlagene ses, at man ved gentagne oprensninger har sikret, at grøften stod åben. I de næste 150 år ophobedes affald på begge sider af den, og lagenes mangeartede indhold fortæller, hvad her er gået for sig. Fundene viser først og fremmest håndværksaktiviteter: afhuggede tak- og knoglestykker stammer fra kamfremstilling; en smeltedigel, barrer og støberester viser bronzestøbning, mens jernslagger afslører smedning på stedet. Glasperler og -slagger er til stede, men så sparsomt, at det ikke kan afgøres, om en perlemager også har arbejdet her. Spinding og vævning havde efterladt sig ten- og vævevægte. Skiferhvæssesten og skår af klæberstenskar, begge dele af norsk oprindelse, røber handelskontakter til fjernere egne, men nærhandelen har tilsyneladende været vigtigere: Dyreknogler, forkullet korn, blåmuslingeskaller, fiskeben samt hasselnøddeskaller giver smagsprøver på de fødevarer, som håndværkerne kunne tiltuske sig.

Det samlede materiale tegner et billede af en håndværksplads med et vist indslag af handel. Den åbne grøft, som må være en skelmarkering, åbner mulighed for, at hele pladsen har været opdelt i smalle grunde til de enkelte håndværkere på samme måde, som det er kendt fra Ribe (se Skalk 1988:4). Her er der over et større område påvist en regulær byggemodning med et system af parallelle grøfter, som afgrænser to rækker parceller, hvor adskillige håndværkere har arbejdet allerede fra begyndelsen af 700-årene. Mens Ribe spillede en central rolle i Nordvesteuropa, kan det samme ikke siges at være tilfældet for Ålborg. (Fig. 4)

Ved udgravningen blev der på grund af udgravningsfeltets størrelse desværre kun påvist én grøft, og parcelsystemet er derfor indtil videre blot en mulighed, hvis endelige bekræftelse først kan leveres, hvis der på et senere tidspunkt findes andre. Chancen var til stede i 1980 ved udgravningen på nabogrunden, men da var det klostret, som tiltrak sig al opmærksomhed. Hvis det foreløbig godtages, at der er tale om »Ribe-systemet«, er det interessant, at de to »grunde« mod nord støder til en tværgående vej eller gade i form af resterne af en plankebelægning, bevaret i op til halvanden meters bredde, men oprindelig bredere. Det må være en tidlig forgænger til Algade, vi er stødt på, og dermed lever gaden smukt op til sit navn - al er en sammentrækning af ordet adel, gammel.

Efter fundene at dømme var håndværkspladsen i brug i halvandet århundrede, indtil midt i 1000-årene, men man skal næppe forestille sig, at det foregik uafbrudt. Markederne blev snarere afholdt med mellemrum og har vel oftest været domineret af lokale beboere; en gang eller to om året kan der have været større begivenheder med folk fra nær og fjern. Pladsens udstrækning ved vi ikke meget om; der kendes enkelte vikingetidsfund fra nærliggende dele af byen, men de er for få til at give et tydeligt billede.

I den senere del af 1000-årene skete der en radikal forandring. Håndværksaktiviteterne forsvandt og blev erstattet af beboelseshuse. Disse gav sig først og fremmest til kende ved gulvlag af ler og kridt, nærmest som lagkagebunde over hinanden, adskilt af affaldslag af op til en halv meters tykkelse. Desværre gav de snævre udgravningsforhold ikke mulighed for afdækning af en hustomt i sin fulde udstrækning, og ydermere er den sydlige del af husgulvene gravet væk ved anlæggelsen af det middelalderlige kloster. I alt fandtes spor af fem huse, som alle var orienteret med gavlen ud mod gaden. Væggene har været lerklinede og har i øvrigt stået på en fodrem, hvilende på syldsten. I flere af husene var der rester af store ovne. (Fig. 5, fig. 6)

Midt i 1200-årene måtte gavlhusene vige for de grå brødre. Dateringen understreges af en Valdemar Sejr-mønt (1202-41), fundet ved det yngste af husene. Under klosterkirkens mure fandtes flere kristne grave, som altså er ældre, og spørgsmålet er da, om disse er fra den allerførste fase af klostertiden, eller om de kan være endnu ældre. Det sidste kan ikke udelukkes, idet én grav er blevet kulstof-14 dateret til tiden omkring 1000. Nu vil kun få museumsfolk stole blindt på en enkelt datering, og flere grave må derfor analyseres, før der kan drages videre slutninger - som for eksempel at en tidlig kirke har ligget på stedet. Så meget kan dog siges, at der under Skt Budolfi Kirke, som er opkaldt efter en engelsk helgen, i 1940’erne fandtes rester af en trækirke. Da der omkring den er fundet bebyggelse fra 1000-årene, er det ikke urimeligt, at kirken har været jævngammel hermed. (Fig. 7, fig. 8)

Hvorvidt der nu var en eller to kirker i 1000-årenes Ålborg, kan altså ikke afgøres. Men at byen på denne tid havde en vis betydning understreges af, at der i kong Hardeknuds regeringstid (1035-42) var møntsted i Ålborg, og det er i øvrigt på hans mønter, vi for første gang møder byens navn som Alabu. Senere optræder navnet som Aleburh. Møntprægningen, som også fandt sted under Knud den Hellige og Erik Ejegod, vidner om kongemagtens interesse for og tilstedeværelse i byen, vel mindst i form af en kongsgård. Bynavnets efterledborg rejser det indlysende spørgsmål, om byen allerede på denne tid havde borg eller var befæstet. Indtil videre er dog hverken fundet vold eller grav, så svaret får stå hen. Senere i århundredet nævner Adam af Bremen Ålborg i sin Nordensbeskrivelse.

Men hvorfor opstod der en by på dette sted? Landskabets udseende er en grundlæggende forudsætning for at forstå bosættelsen. Området, hvor det nuværende Ålborg og Nørresundby ligger, er karakteriseret ved tre store kridtbakker, omgivet af fugtige engområder. Den ene ligger nordenfjords ved Lindholm, mens de to andre ligger ved Hasseris og Tranders på sydsiden. Højdedragene markerer den østlige Limfjords mest naturlige overfartssted, og fjorden har samtidig muliggjort besejling langvejsfra. Ydermere frembød de to åer, Lindholm Å og Østerå, mulighed for beskyttede åhavne. Stedet kan altså i det hele ses som et sjældent velegnet krydspunkt for land- og søtrafik. At kontrollere dette sted betød magt, og det gav økonomiske fordele.

De tre store kridtknolde var bebyggede gennem hele jernalderen, men navnlig fra yngre germansk jernalder er mængden af metalsager overvældende fra flere lokaliteter. Som det generelt er tilfældet for det østlige Limfjordsområde, viser importfundene fortrinsvis kontakter til de Britiske Øer og Norge, men kun i mindre grad til Kontinentet.

Med de nye udgravninger er Ålborgs rødder med ét rykket halvandet århundrede tilbage, i forhold til hvad vi hidtil har troet, med håndværk og handel som de centrale aktører i den første tid. Hermed er endnu nogle brikker lagt til afdækningen af bydannelsens historie, men flere må naturligvis gerne følge. Udgravningen har givet endnu en forsmag på, at det virkelig kan lønne sig at komme helt til bunds i byernes gamle affaldslag.