Akademisten

Ved Reformationen 1536 blev klostrene og de dertil hørende udstrakte jordbesiddelser kronens ejendom, men det gennemførtes lempeligt, sådan at munkene de fleste steder kunne blive boende, indtil de enten døde eller flyttede andetstedshen. For cistercienserklostret i Sorø blev det en langvarig proces, næsten et halvt århundrede varede det, før kongen, Frederik 2., kunne tage bygningerne i besiddelse. Han havde sine planer med dem, 1584 oprettede han her en skole for sin syvårige søn Christian og hans ét år yngre bror Ulrik samt - til selskab for dem - en lille flok andre drenge. Det gik ikke så godt, året efter udbrød der sygdom blandt eleverne, og skolen blev i hast nedlagt. 1586 genoprettedes den, men de to prinser vendte ikke tilbage. Den ene af dem blev et par år senere konge under navn af Christian 4.

Tiden gik, barnekongen kom til skelsår og alder, og han må have mindedes sin Sorø-tid med glæde, for da det omkring 1620 kom på tale at oprette et »ridderligt akademi«, det vil sige en skole for adelige drenge, faldt valget på den midtsjællandske by. Planen realiseredes 1623, efter at økonomien var sikret gennem store jordtilliggender; det konfiskerede klostergods kom her til god nytte. Nyskabelsen havde udenlandske - især franske og tyske - forbilleder, og hensigten var jo at give de unge mennesker en uddannelse, der gjorde dem skikkede til senere i livet at indtage høje poster i statens tjeneste.

Der undervistes naturligvis i teologi, men også i verdslige fag som historie, statskundskab, jura, matematik og flere forskellige sprog. Praktiske færdigheder som ridning, fægtning, boldspil og dans var ikke glemt, og musikundervisningen indtog en fremtrædende plads. Til lærere valgtes højt kvalificerede mænd; mange måtte indforskrives fra udlandet. Tegneundervisningen varetoges således en overgang af den hollandske maler Abraham Wuchters, der dog ofte glimrede ved sin fraværelse, bortkaldt til specielle opgaver for kongehuset. Også eleverne var udsøgte, flere af Christian 4.s mange sønner gik på Akademiet (en af dem blev senere sin fars efterfølger på tronen), og selv udenlandske fyrster sendte deres afkom til den efterhånden berømte skole. Rammen om alt dette var måske ikke helt så imponerende, man brugte de gamle klosterbygninger om end med adskillige ændringer og tilføjelser, men ude i byen rejstes fornemme huse til såvel lærere som elever; flere af dem er endnu bevaret.

Det »ridderlige akademi« blomstrede under Christian 4., men efter ham gik det i forfald, ja var i en periode helt nedlagt. At det vågnede til live igen, skyldes blandt andet Holbergs gavmildhed. Som bekendt eksisterer det den dag i dag som en skole, tilpasset vor tids demokratiske principper. Ridderligheden er gået tabt undervejs. (Fig. 1)

Men nu Karl Gustav og hans forhold til Sorø. Som søn af Pfalz-greve Johan Kasimir i ægteskab med en svensk kongedatter var han en mulig, men ingen selvskrevet, kandidat til den svenske trone, og selv om han var født i Sverige og opvokset dér, kan man ikke helt se bort fra muligheden af et ophold ved akademiet i Sorø; hans barndom faldt jo netop i denne institutions storhedstid. I 1925 tog M. Mackeprang, Nationalmuseets daværende direktør, spørgsmålet op til undersøgelse; han var selv udgået fra Akademiet og havde således forudsætninger for at gøre det. (Fig. 2)

I sin »Danske Vitruvius« har arkitekten Laurids de Thurah 1749 kort gjort rede for Akademiets historie. Her læser man: »Iblandt andre høje personer, som her har studeret i deres ungdom, er især at regne den fordum navnkundige svenske konge Karl Gustav, som og til kendetegn på sin prisværdige højagtelse for det sted, som i hans ungdom havde tjent ham til skole, lod den liden by Sorø med tilhørende amt og gods være befriet for al fjendtlig vold, da han som konge af Sverige anno 1659 havde gjort sig mester af næsten hele Sjællands ø«. Det er nok herfra, Trap har sin oplysning, men der kan fremføres andre og ældre kilder til støtte for påstanden, således en beretning nedskrevet 1665 af Jens Rosenkrantz; han var søn af Akademiets »hofmester« og havde selv i årene 1657- 58 gået på skolen, så han skulle vel om nogen vide besked. Tydeligt stolt af sit gamle lærested fortæller han, at »der har været en mængde fyrster, således den nuværende konge, hans bror, den sidste konge af Sverige, men inkognito, nogle fyrster af Holsten og landgreven af Hessen«. Vi er her så tæt på begivenheden, at oplysningen burde være korrekt, og det, at Karl Gustavs navn ikke er at finde i elevfortegnelserne, kan forklares med, at han optrådte inkognito.

Der findes endnu en beretning, den skyldes sognepræsten i Karlslunde, Lorentz Lorentzen (1711-65), og omtaler en af hans forgængere, Peder Corfitsen, der angav at have gået i skole med Karl Gustav. Corfitsen skulle senere, under felttoget 1658, have opsøgt kongen, der modtog ham med ordene: »Kommer du dér, store Peder«. Historien har et skær af troværdighed, men den kan ikke være rigtig. Store Peder gik i skole i Sorø fra 1. maj 1641 til 26. oktober 1643, og på den tid var Karl Gustav fuldt optaget andetsteds.

I det hele taget findes der i Sverige så mange oplysninger om den unge Pfalzgreves færden i hans barndom og tidlige ungdom, at hele historien kan afskrives på en ubetydelighed nær. Karl Gustav har faktisk været i Sorø tre gange: 1638 som led i en større udenlandsrejse, 1658 umiddelbart efter Roskildefreden og samme år på vejen fra Korsør mod København efter fredsbruddet. Om det første af disse besøg har han selv noteret i sin dagbog: »Efter at jeg havde set dette (Roskilde Domkirkes mærkværdigheder), hilste jeg dernæst på Sorø og passerede på gennemrejsen Ringsted, men da jeg om eftermiddagen ønskede at bese Sorø Akademi, blev det forevist mig af hofmester Just Høg. Af ham blev jeg indbuden til aften —. Endnu samme nat rejste vi derfra«.

Sådan ligger landet efter Mackeprangs udredning. Han konkluderer: »Det er ikke blot hos H. C. Andersen, én fjer kan blive til fem høns«. (Fig. 3)