Afvigere

Den grubekeramiske kultur er et af disse indslag, som fundene har fremkaldt og forlangt placeret midt i den etablerede bondestenalder. Grubekeramisk kultur! Bag den knastørre faglige betegnelse skjuler sig en jæger-fiskerbefolkning med redskaber og keramik af andre former end dem, der ellers var gængse i datidens Danmark. Den har dog længe været kendt i Sverige, men det var først i årene efter krigen, man for alvor blev klar over, den også har sat sine spor her i landet. Efterhånden blev fundene talrigere, og den første opfattelse, at det drejede sig om fremmede på kortvarige besøg, syntes ikke længere helt acceptabel. Var der tale om regulær indvandring, eller kunne det tænkes, at kulturen var opstået på hjemlig grund i skyggen af bondefolkets? På Djursland udgraves i disse år et fund, som sikkert vil få indflydelse på diskussionen. For ret at forstå, hvad det drejer sig om, er det dog nødvendigt at ofre yderligere et par ord på baggrunden.

Med landbrugets indtrængen i Danmark omkring 4000 før Kristus ændredes livsformen totalt. Jagtlykken var ikke længere altafgørende. Det stedse nærværende problem, fødens fremskaffelse, var i hvert fald i nogen grad bragt under kontrol. Om bondefolkenes færden minder smukke slebne flintøkser og ikke mindst de imponerende stenkamre, dysserne og jættestuerne, hvor de begravede deres døde, ofte flere, undertiden mange, sammen. Et godt stykke fremme i perioden skete skelsættende begivenheder, stridsøksefolket dukkede op med våben, redskaber og lerkar af afvigende former og med jordgrave under høj – helt forskellige fra de andres stenstuer. Kulturskiftet er så iøjnefaldende, at man længe antog, der måtte være tale om indvandring: et sydfra kommende hyrdefolk var trængt op i Jylland og havde bredt sig, først over hele halvøen, senere til øerne. Efterhånden hælder dog mange til den anskuelse, at det hele er foregået mere lempeligt, uden egentlig indvandring, ved en gradvis indsivning af nye ideer. I hvert fald sker der en omlægning af landbrug og bebyggelse, større husdyrhold bliver sagen, hvede erstattes i stor udstrækning af byg, og nye landområder inddrages.

Den ældre stenalders hovednæringsveje, jagt og fiskeri, blev ikke fuldstændig slået ud af landbruget, de dyrkedes stadig af bondefolket, men kom tydeligt i anden række. Overgangen til stridsøkseperioden betød, hvad dette angår, næppe nogen ændring, bondeerhvervet foretog en drejning, men var stadig vigtigste levebrød. Netop på den tid – altså samtidig med stridsøksebærernes opdukken – gjorde imidlertid det omtalte fangstfolk sin entre, hvor det så kom fra. Grubekeramikerne blev som nævnt først erkendt i Sverige, men også Norge har givet bidrag; der foreligger altså nu mange fund, som, når vi skal beskrive kulturen, kan supplere det danske materiale. Dens brugsting er, som bondefolkets, af sten og ler, men typerne er andre. Som ledeformer kan nævnes pilespidser med skafttunge, gjort af kraftige flækker, og flækkeblokke af »cylindrisk« form, opstået ved, at man har slået fra skiftevis den ene og den anden ende – ikke for blokkens skyld, den var kun affaldsproduktet, men for at få flækker næsten uden krumning, egnede til de omtalte pile. Også lerkarrene har deres specielle former: åbne, med bugknæk, afrundet bund og en ornamentik domineret af indtrykte gruber (deraf navnet grubekeramikere). Harpuner og fiskekroge af ben og tak med en karakteristisk lille modhage nær spidsen som et nyt træk hører med i billedet og viser tilknytningen til havet eller i hvert fald til egnet fiskevand. Af knoglematerialet på svenske bopladser ser vi, at fiskeri og sælfangst har været hovednæringen, men jagt blev drevet i stor udstrækning, og der suppleredes med svinehold, ja måske endda lidt kvægavl. Agerdyrkning, omend i ringe omfang, kan ikke udelukkes. Enkelte indlandsbopladser forekommer, men langt de fleste er at finde ved kysterne. At der har været forbindelse tværs over Kattegat, er der ingen tvivl om. Grubekeramikernes fartøjer, formodentlig skindbåde, var åbenbart sødygtige. (Fig. 1).