Aflagte klæder

Kejserens nye klæder hører til H.C. Andersens kendteste eventyr. Vi frydes over fortællingen om den naive hersker, som så let lader de fremmede tøjmagere franarre sig store værdier og endda udstiller sin egen dumhed i fuld offentlighed. Der skal et klarsynet barn til for at løfte sløret fra befolkningens og majestætens øjne. Eventyret blev udgivet i 1837, men det er ikke opstået af fri fantasi. Digteren skrev selv et kvart århundrede senere, at »hele den morsomme idé skylder vi prins Juan Manuel (1277-1347).«

Af Marisa Rey-Henningsen

Denne spanske middelalderlige prins var ophavsmand til en samling af belærende eventyr ved navn Grev Lucanor, et lille værk, som prinsen tilegnede sin nevø, kronprins Sancho af Castilien. H.C. Andersen kunne ikke selv spansk, så formentlig lærte han historien at kende via en tysk udgave, som var udkommet kort forinden. Andersen har transformeret værket til en mere tidløs fortælling uden megen lokalkolorit, samtidig med at kongen er blevet forfremmet til kejser. Dennes ønske om at afsløre uduelige og utilladeligt dumme embedsmænd har afløst kongens ønske om at berige sin kasse ved at udpege uægte borgere, hvis arv tilfaldt kronen. En negerslave er tryllet om til romantikkens uskyldsrene barn. Det er et uventet kik over digterens skulder, som fremdragelsen af denne tekst giver. Som allerede nævnt gjorde han dog selv opmærksom på, hvor inspirationen kom fra.

Teksten bringes her i Marisa Rey-Henningsens oversættelse fra El conde Lucanor, udgivet i Buenos Aires 1970 (Kapelusz s.a.)

Udgave: Skalk 2005:6 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.