Af Peder Palladius’ Visitatsbog

Sådan plejer det at gå med dem, som ikke tugter deres børn op, som vi jo ser til daglig, om vi vil mærke efter, som I hørte vel om den bengel i Merløsherred, som i fjor sommer spændte en stålbue og skød sin egen naturlige, kødelige mor ihjel -.

Og i Stevnsherred i dette år var en ung skalk, som belagde sig med en dannemands datter, som sådanne skalke plejer at gøre -. En dag hans far kom hjem med ham fra Roskild dom og var nu vred på ham, bad han sønnen gå hen i loen og kaste noget havre. Som han sad og kastede havren og vidste sig ingen fare, kom hans egen far og hug hans hals i sønder, så han styrtede død ned på jorden -. Den gamle skalk havde intet godt lært sin søn, nu hævnede han sig selv over ham.

Sådant og andet mere vil komme over dig med dit barn, forsommer du ham udi din ungdom, han skal bande dig, spotte dig under øjen, rive håret af dit hoved, tråde på dig og gøre dig ve og vånde, jammer og kummer, sorg og bedrøvelse og grædende tårer indtil din dødedag.

Tag din søn og datter og før dem til degnen, ville de ikke, da slå dem dertil med riset, det er bedre end bøddelen skulle slå dem -.

I har vel hørt om det galgebarn, der stod ved galgen og kaldte sin far til sig -. Han kom til sin søn og mente, han ville hviske ham noget i hans øre om penninge eller andet, han måtte have fået efter sønnens død. Da han lagde øret til sin søns mund, så bed sønnen øret af sin egen far og sagde, se der far, skal jeg hænge udi denne galge, da må du vel miste øret -; så gik sønnen baglæns op i galgen, og faderen gik hjem med eet øre.