Ærkedegnens rejse

En kildegruppe, der kan rette lidt op på denne skævhed, er de regnskaber, som – ofte ved et sammentræf af heldige omstændigheder – har undgået tilintetgørelsen og er bevaret til vore dage. Her er et materiale, der endnu langtfra er udnyttet efter fortjeneste, og det er en skam, for de tilsyneladende så tørre tal kan give oplysninger om mange sider af livet dengang. Det skal vi se et eksempel på.

Det drejer sig om et lille papirshæfte med kun 16 sider, skrevet på latin og nu opbevaret i Rigsarkivet. Det indeholder en opgørelse over indtægter og udgifter i forbindelse med en Romrejse, som to danske gejstlige foretog i 1520’erne. En sådan rejse har været et almindeligt fænomen på den tid, men det er sjældent, vi kan følge forløbet.

Baggrunden for rejsen var valget 1523 af den skånske adelsmand Aage Jepsen Sparre til dansk ærkebiskop og dennes bestræbelser på at opnå pavelig godkendelse af dette valg. Det sidste skulle sendebudene prøve at ordne, men sagen var delikat og vanskelig, så det var af største betydning at finde de rigtige mænd. Det var naturligt at søge inden for kannikernes magtfulde kreds, og her faldt valget på ærkedegnen Niels Kortsen. Han var af god familie, magister og havde i sin ungdom studeret i Italien, hvilket har gjort ham særligt egnet som leder af sendeisen til Rom. Ærkedegnen var en moden mand, vel op mod et halvt hundrede år, men han fik en ung medhjælper, den kun godt 20-årige Peder Hansen Seber. Også han var magister og med magtfulde slægtninge.

De to udsendinge, Niels Kortsen og Peder Hansen, forlod Lund 1. september 1523, veludstyrede og instrueret af den mand, i hvis tjeneste de stod. Med sig havde de ifølge vort regnskab to heste, en sort og en rød, samt en større sum penge, nemlig 20 mark dansk i hvider og klippinge, altså danske småmønter, samt 340 rhinske gylden, som var datidens hårde valuta i hele Nordeuropa. De hjemlige penge var utvivlsomt intet bevendt i udlandet og skulle da også kun bruges, mens de to endnu havde fædrelandets jord under fødderne. Da de indskibede sig i Gedser, fik Niels Kortsens dreng resten af småmønterne med tilbage til ærkebispen. Dog måtte han bruge deraf til sin egen hjemrejse.

Man undrer sig over, at der slet ikke var nogen tjenestefolk med på rejsen. Skulle to så højtstående gejstlige virkelig tage turen alene gennem det halve Europa? Det ser sådan ud, og forklaringen er formodentlig, at det har været alt for dyrt at medbringe folk, meget billigere blot at betale for de relevante tjenesteydelser undervejs. I de herberger, hvor de to rejsende overnattede på vejen ned gennem Europa, har der naturligvis været mennesker til at tage sig af hestene og til at opvarte trætte og sultne gæster. Datidens rejseliv var farligt, men et par tjenere gjorde nok hverken fra eller til. (Fig. 2)