Ærkedegnens rejse

En kildegruppe, der kan rette lidt op på denne skævhed, er de regnskaber, som - ofte ved et sammentræf af heldige omstændigheder - har undgået tilintetgørelsen og er bevaret til vore dage. Her er et materiale, der endnu langtfra er udnyttet efter fortjeneste, og det er en skam, for de tilsyneladende så tørre tal kan give oplysninger om mange sider af livet dengang. Det skal vi se et eksempel på.

Det drejer sig om et lille papirshæfte med kun 16 sider, skrevet på latin og nu opbevaret i Rigsarkivet. Det indeholder en opgørelse over indtægter og udgifter i forbindelse med en Romrejse, som to danske gejstlige foretog i 1520’erne. En sådan rejse har været et almindeligt fænomen på den tid, men det er sjældent, vi kan følge forløbet.

Baggrunden for rejsen var valget 1523 af den skånske adelsmand Aage Jepsen Sparre til dansk ærkebiskop og dennes bestræbelser på at opnå pavelig godkendelse af dette valg. Det sidste skulle sendebudene prøve at ordne, men sagen var delikat og vanskelig, så det var af største betydning at finde de rigtige mænd. Det var naturligt at søge inden for kannikernes magtfulde kreds, og her faldt valget på ærkedegnen Niels Kortsen. Han var af god familie, magister og havde i sin ungdom studeret i Italien, hvilket har gjort ham særligt egnet som leder af sendeisen til Rom. Ærkedegnen var en moden mand, vel op mod et halvt hundrede år, men han fik en ung medhjælper, den kun godt 20-årige Peder Hansen Seber. Også han var magister og med magtfulde slægtninge.

De to udsendinge, Niels Kortsen og Peder Hansen, forlod Lund 1. september 1523, veludstyrede og instrueret af den mand, i hvis tjeneste de stod. Med sig havde de ifølge vort regnskab to heste, en sort og en rød, samt en større sum penge, nemlig 20 mark dansk i hvider og klippinge, altså danske småmønter, samt 340 rhinske gylden, som var datidens hårde valuta i hele Nordeuropa. De hjemlige penge var utvivlsomt intet bevendt i udlandet og skulle da også kun bruges, mens de to endnu havde fædrelandets jord under fødderne. Da de indskibede sig i Gedser, fik Niels Kortsens dreng resten af småmønterne med tilbage til ærkebispen. Dog måtte han bruge deraf til sin egen hjemrejse.

Man undrer sig over, at der slet ikke var nogen tjenestefolk med på rejsen. Skulle to så højtstående gejstlige virkelig tage turen alene gennem det halve Europa? Det ser sådan ud, og forklaringen er formodentlig, at det har været alt for dyrt at medbringe folk, meget billigere blot at betale for de relevante tjenesteydelser undervejs. I de herberger, hvor de to rejsende overnattede på vejen ned gennem Europa, har der naturligvis været mennesker til at tage sig af hestene og til at opvarte trætte og sultne gæster. Datidens rejseliv var farligt, men et par tjenere gjorde nok hverken fra eller til. (Fig. 2)

Det bedste var vel at slå sig sammen med nogle af de mange andre rejsende, som færdedes på landevejene. 1 Lübeck, hvor de to herrer opholdt sig endnu den 16. september, tog Niels Kortsen i øvrigt en særlig sikkerhedsforanstaltning: Han satte hovedparten af de mange guldmønter i banken med henblik på at få dem udbetalt i Rom. (Fig. 3)

Der fandtes flere forskellige rejseruter at vælge imellem, når man fra Norden skulle til Den evige Stad. En østlig vej førte fra Danzig ned gennem Polen og Böhmen til Wien og derfra mod sydvest til Italien, mens en vestlig gik over Köln ned til Sydtyskland og Schweiz, hvor målet var i sigte. Da vore to gejstlige tog over Lübeck, må de have valgt den tredje og midterste vej, som var den nærmeste og efter alt at dømme den almindeligste. Den gik ned midt gennem Tyskland, passerede store byer som Erfurt, Nürnberg og Augsburg for derefter at fortsætte op i bjergene over Innsbruck til Brennerpasset. På færden gennem Italien passeredes blandt andet Trento, Verona og Bologna.

Om detaljerne i rejsen fra Lübeck til Rom hører vi dog intet. Vi ved kun, at de to herrer på turen brugte 44 rhinske gylden, og at de ankom til pavens by den 31. oktober, præcis to måneder efter afrejsen fra Lund. (Fig. 4)

De to danske rejsende har næppe haft besvær med indkvarteringen. I 1500-årenes Italien havde Rom de fleste og bedste hoteller, hvilket også var påkrævet, når en by på 50-60.000 indbyggere med mellemrum skulle huse måske helt op til det dobbelte antal: turister, pilgrimme, gejstlige med ærinde til kurien osv. Der eksisterede i Rom en virkelig indkvarteringsorganisation, som stod til rådighed med alt fra møblerede værelser til hoteller med en kapacitet på op til 30-40 personer. Vore to venner indlogerede sig et sted, der på latin kaldtes Hospitium Auree Teste (Det gyldne Hoved). Prisen var én dukat pr uge, men dertil kom så hestenes ophold, og det var dyrt; at have en hest opstaldet i et herberg kostede næsten lige så meget som selv at bo der. Det må sikkert skyldes økonomiske overvejelser, at begge heste efter få ugers forløb blev afhændet, men heraf fremgår tillige, at de rejsende nu belavede sig på et længere ophold i Rom. Her måtte de altså fremover bevæge sig til fods, hvilket egentlig ikke var passende for så fornemme herrer.

23. december, efter knap to måneders ophold, forlod Niels Kortsen og Peder Hansen Guldhovedet og flyttede ind hos en af byens utallige gejstlige. Privat indkvartering var meget udbredt i datiden og praktiseredes inden for alle lag af den romerske befolkning, lige fra små næringsdrivende til rige kardinaler. Vore venner valgte ikke den nye indkvarteringsmåde, fordi den var billigere end herbergsopholdet, faktisk kostede den nøjagtigt det samme, nemlig én dukat pr uge for hver person, men den har sikkert på alle måder været mere bekvem, og så gav den danskerne noget, som de utvivlsomt kunne få god brug for under udførelsen af deres vanskelige hverv: en kontakt i selve det pavelige administrationsapparat. Den person, de nu havde ophold hos, Johannes Borger, var nemlig skriver ved kurien.

Her boede så vore rejsende under resten af Romopholdet. Det kom for Peder Hansens vedkommende til at vare godt et år; han tiltrådte hjemturen 3. januar 1525, på hvilken dag Niels Kortsen betalte 54 dukater for 54 ugers ophold. Ærkedegnen selv blev i byen til 4. december samme år. Hen på sommeren ankom et bud, Jørgen Jude, med instrukser hjemmefra. Han blev et par uger, men rejste så hjem for senere på året at vende tilbage med nye direktiver.

Der var naturligvis andre udgifter forbundet med et toårigt ophold i Rom end blot indkvartering og fortæring. Vort regnskab fortæller, hvad Niels Kortsen som delegationsleder har givet penge ud til, og vi får derigennem et lille - et meget lille - glimt af en romersk dagligdag for to danske besøgende. Hvad de i øvrigt måtte have oplevet, og hvordan de i det hele taget har set på livet i storstaden Rom, får vi aldrig at vide. (Fig. 5)

Juleaften 1523, dagen efter ankomsten til Johannes Borgers hus, har tilsyneladende været præget af lidt festlighed, hvor vore to gejstlige ikke blot stiftede nærmere bekendtskab med deres nye vært, men også med to andre personer fra den pavelige kurie, arkivskriveren Henricus Brandis og konsistorialadvokaten Johannes Baptista de Senis; de blev begge senere benyttet som hjælpere i Niels Kortsens forsøg på at løse den ham betroede opgave. De gejstlige har sikkert været helt opslugt af alvorlige forhandlinger denne juleaften, men tjenestefolkene fejrede højtiden på deres egen måde. Af Niels Kortsen fik de, ifølge regnskabsbogen, et mindre beløb »til at spille for«.

Til jul og andre højtider krævedes »ofre«, det vil sige gaver til fromme formål, og alt er naturligvis omhyggeligt noteret i bogen; det drejer sig om beløb på op til 10 julios (= 1 dukat). Af mere ubehagelige anliggender, som har sat sig spor i nævnte bog, er sygdom. 1 januar 1524 måtte Niels Kortsen af med 5 julios til læge og apoteker for magister Peder og med hele 6 rhinske gylden til læge, kirurg og apoteker i forbindelse med egne svagheder, lidt vagt omtalt som »sammentrækning og visse andre lidelser«. 1 marts var det galt igen, og her siges det ligeud, hvad pengene gik til: helbredelse for fnat og kløe. I maj erlagdes 2 dukater til læge og medicin »for renselse«.

En del udgiftsposter vedrører beklædningen, men her er ærkedegnen selv holdt udenfor, han var åbenbart selvforsynende. Straks ved ankomsten til Rom fik magister Peder en kåbe og en ny baret og i marts det følgende år kappe og støvler, en skjorte og et par sko. Yderligere seks par sko kom til senere; som sædvanligt i datiden var det især fodtøjet, der gik slid på. Under Jørgen Judes andet Rombesøg blev der også brug for mundering til denne. Ved afrejsen i december 1525 fik han således tre par sko til brug på den lange hjemtur.

Til afholdelse af alle disse udgifter - og flere som naturligvis kom til - rakte de 340 rhinske gylden, som ærkedegnen havde fået med hjemmefra, ikke. Som nævnt var hovedparten af summen (279 gylden) på nedturen sat i banken i Lübeck; for dem fik Niels Kortsen i Rom udbetalt 188 dukater. Salget af hestene indbragte 23 dukater, og efter afholdelse af rejseudgifter mv var der tillige 13 rhinske gylden til rådighed af den oprindelige sum. Disse penge varede ikke evigt, der blev brug for forstærkning hjemmefra. Den indløb 1. maj 1525 i skikkelse af 63 dukater, som en gejstlig bragte fra Lübeck. Yderligere 30 dukater hævede Niels Kortsen umiddelbart inden hjemrejsen hos Fuggernes bank i Rom, vel med henblik på rejseudgifter og den store regning hos Johannes Borger. (Fig. 6)

Ud over sit egentlige hverv, at skaffe pavelig bekræftelse på valget af Aage Sparre til ærkebispeembedet i Lund, havde Niels Kortsen fået nogle mindre opgaver at løse, nu da han alligevel skulle til Rom. Det var ikke sager, der angik ærkebispen personligt, men - må vi antage - tjenester, denne havde påtaget sig for slægtninge og venner; alle drejede sig om at skaffe pavelig dispensation. Niels Konsens løsning af disse ekstrahverv er velegnet til at vise forretningsgangen ved kurien, et stort og kompliceret regeringsapparat med, på denne tid, omkring 2000 ansatte. (Fig. 7)

Paven havde som kirkens højeste lovgiver også magt til at dispensere fra den kirkelige lovgivnings påbud, for eksempel forbuddet mod ægteskab mellem beslægtede. Bestemmelserne herom havde tidligere været meget vidtrækkende, men de var 1215 blevet lempet, så de nu kun gjaldt ved slægtskab til og med fjerde led - idet søskende udgjorde første led, fætre og kusiner andet led osv. Det betød, at ægteskab mellem to personer, der havde fælles tipoldefar var utilladeligt. Forbuddet gjaldt med samme udstrækning også, når det drejede sig om svogerskab, således at for eksempel en enkemand ikke måtte gifte sig med en kvinde, der var beslægtet med hans afdøde hustru i fjerde led. Navnlig inden for fyrstelige og adelige kredse, hvor antallet af acceptable ægteskabspartnere var begrænset, måtte disse strenge regler naturligvis give anledning til talrige ansøgninger om pavelig dispensation. I praksis var det en særlig instans ved kurien, det såkaldte pønitentiariat, der varetog sådanne sager.

Forretningsgangen ved udstedelse af et pavebrev var kompliceret, men begyndte naturligvis med, at ansøgeren indleverede en supplik, en skriftlig ansøgning. Den blev af referendaren underkastet en nærmere undersøgelse, givet de nødvendige påtegninger og derefter forelagt paven, der - såfremt han fandt den godkendelsesværdig - forsynede den med sit forbogstav og ordet »fiat« (det ske). Dataren satte dato på og videregav den til supplikregistraturen med henblik på indførelse i en kopibog. Ved dispensationer forhandlede han dog først med supplikanten om størrelsen af den såkaldte compositio, i teorien en frivillig gave til paven i taknemmelighed for den bevilgede nåde, i praksis simpelthen betaling for dispensationen.

På grundlag af supplikken affattedes nu selve pavebrevet, hvilket normalt foregik således: Der udfærdigedes et koncept, et udkast. Det blev renskrevet og kontrolleret to gange, samtidig med at dokumentet takseredes og gebyret for udstedelsen fastsattes og opkrævedes. Så blev aktstykket beseglet og registreret i endnu en kopibog; for begge processer opkrævedes et særligt gebyr. Hvis det drejede sig om en dispensation, gik dokumentet derefter til datariatet, som udleverede det mod betaling af den fastsatte compositio.

Kun om én af fem dispensationer, Niels Kortsen havde påtaget sig at fremskaffe (til adelsmanden Aage Brahe), kan det med sikkerhed siges, at den angik ægteskab, men to af de andre var med stor sandsynlighed af samme skuffe. Ingen af de her omtalte pavebuller er bevaret i original, men det gælder i det hele taget uhyre få af de mange tusinde pavebreve, der middelalderen igennem blev udstedt til danske modtagere. Hovedparten af vor viden om disse stammer da heller ikke fra bevarede originaler, men fra de pavelige kopibøger, hvori alle udgående breve - i hvert fald i princippet - blev afskrevet. I vort tilfælde leder man imidlertid forgæves, hvilket utvivlsomt skyldes, at brevene er blevet indført i en af pønitentiariatets kopibøger. De har indtil for nylig været utilgængelige for forskningen, idet deres indhold er blevet betragtet som omfattet af skriftemålshemmeligheden. (Fig. 8)

Takket være regnskabsbogen er vi imidlertid i stand til at følge Aage Brahe-sagen temmelig nøje gennem hele det indviklede forløb; det ses således, at Niels Kortsen har måttet af med 22 dukater til den føromtalte compositio. Af hjemlige kilder fremgår det, at denne ægteskabsdispensation utvivlsomt har haft en reel baggrund. Aage Brahes første hustru døde 1523, og senest 1525 giftede han sig med en slægtning til ærkebispen, Johanne Henriksdatter (Sparre), hvis mand var død nogle år i forvejen. Vor viden er stor nok til, at det lader sig gøre at opstille anetavler tilbage til tipoldeforældrenes generation for alle fire involverede personer, og sammenholder man disse med hinanden, finder man hurtigt ud af, at han var beslægtet med hendes første mand og hun med hans første hustru. Der var altså god brug for dispensationen. Megen glæde fik de dog ikke af den: Aage Brahe døde samme år, som den udstedtes, i 1525.

Vi forlader disse småting og vender os mod det, der var rejsens hovedformål: at skaffe pavelig bekræftelse på valget af Aage Jepsen Sparre til dansk ærkebiskop. Baggrunden for dette valg kan med rette kaldes speget. 1519 var den gamle ærkebisp død, og domkapitlet i Lund havde valgt Aage Sparre, som var af gammel skånsk adelsslægt og mangeårigt medlem af domkapitlet, til hans efterfølger; det var dets ret, men valget skulle naturligvis godkendes af paven. Her kom imidlertid kongen, Christian 2., på tværs, han ønskede sin sekretær Jørgen Skodborg på posten, og det bøjede kapitlet sig for. Ingen af emnerne faldt imidlertid i pavens smag, den hellige fader havde sin egen kandidat, kardinalen Paulus de Cesis, men han befandt sig i Rom, så det tog man foreløbig let på i Danmark. Jørgen Skodborg fungerede som udvalgt ærkebisp fra januar 1520 til oktober 1521, men ragede så uklar med kongen, der kasserede ham og i stedet fik valgt den berygtede Didrik Slagbeck, en indvandret tysker, som netop havde spillet en lidet flatterende rolle ved blodbadet i Stockholm. Det valg godkendte paven, efter at kardinal de Cesis havde resigneret. Didrik Slagheck tiltrådte sit embede, men han var både politisk og kirkeligt for belastet, så blot tre måneder senere, januar 1522, skaffede Christian 2. sig af med ham, ved at lade ham brænde som kætter på Gammeltorv i København. Domkapitlet i Lund blev derefter påtvunget en ny kongelig kandidat, en fra Nederlandene indvandret mand ved navn Johan Weze. Han bestred embedet i godt et år, men fulgte så, april 1523, Christian 2. i landflygtighed efter farbroderen hertug Frederiks oprør.

Nu var Aage Sparres chance omsider kommet. Han indtrådte i sin gamle stilling som udvalgt ærkebiskop, men særligt sikker i sadlen kunne han ikke føle sig. Den nye konge, Frederik 1., gik ind for Jørgen Skodborgs kandidatur, Johan Weze hævdede stadig at være dansk ærkebiskop og støttedes heri af den landflygtige Christian 2., og kardinal de Cesis havde efter Didrik Slaghecks død genoptaget sit gamle krav på ærkesædet. For Aage Sparre var der kun ét at gøre: Han måtte ved en henvendelse til kurien i Rom dels få kardinalen til atter at resignere, dels få paven til at bekræfte ham selv som dansk ærkebiskop, og det vel at mærke før det lykkedes Jørgen Skodborg eller Johan Weze - der i 1523 begge befandt sig i Rom - at opnå noget tilsvarende.

Siden Valdemar Atterdags tid havde der været et fortræffeligt samarbejde mellem pavestolen og den danske kongemagt. Paven sørgede for, at kongen fik opfyldt sine kirkepolitiske ønsker, og kongen, til gengæld, garanterede pavens principielle myndighed over den danske kirke, der blandt andet sikrede en fortsat strøm af pengemidler fra Danmark til Rom. Taber blev den danske kirke, hvis selvstændighed undergravedes mere og mere i denne udvikling hen mod en kongestyret landskirke - en udvikling, der skulle fuldbyrdes ved reformationen 1536.

I det foreliggende tilfælde kunne paven med god grund være i tvivl, om han skulle vælge den regerende danske konges kandidat eller den landflygtige monarks? Christian 2. havde jo støtte af sin svoger, den tyske kejser, så ham kunne man ikke tillade sig at se bort fra. En kandidat uden kongelig opbakning var i hvert fald ikke noget at satse på. Har Aage Sparre virkelig ikke kunnet indse, at afgørelsen var et rent politisk spørgsmål? Eller har han tværtimod spillet højt spil: regnet med, at han selv kunne gøre sig gældende som kompromiskandidat?

Uanset bevæggrundene var der naturligvis kun ét at gøre for Aage Sparres repræsentant i Rom, han måtte fremføre sagen som et rent juridisk spørgsmål: Den pavelige bekræftelse skulle gives Aage Sparre som retteligt valgt af domkapitlet december 1519; de personer, der faktisk havde beklædt embedet i årene 1519:23, var blevet kapitlet påtvunget. Det var sådan set rigtigt, men der var forskellige hager ved sagen. Aage Sparre havde således ikke, som han skulle, søgt om pavelig bekræftelse senest tre måneder efter valget, og det var svært at argumentere for, at Didrik Slaghecks bispeværdighed var uretmæssig, når paven selv havde godkendt den. Aage Sparres mand i Rom var sat på en hård prøve.

Noget af det første, Niels Kortsen og Peder Hansen må have oplevet efter ankomsten til Rom, var indsættelsen af en ny pave, Clemens 7. - den tidligere, Hadrian 6., døde, mens de to endnu var undervejs. Paveskiftet har uden tvivl besværliggjort sagen, men Niels Kortsen gik til opgaven med ildhu. Det fremgår, at han på et tidligt tidspunkt har udbetalt 15 dukater til konsistorialadvokaten Johannes Baptista de Senis, en af de herrer, hvis bekendtskab han gjorde juleaften 1523, dagen efter indflytningen i Johannes Borgers hus. Som modydelse informerede de Senis ikke blot paven, men også mange af kardinalerne om sagen, foruden at han udarbejdede en erklæring om det danske ærkebispevalg. Hvad alt dette angår, er regnskabsbogen desværre ikke særlig meddelsom, men andre kilder træder i stedet. En af dem røber, at ærkedegnen har haft kontakt med Paulus de Cesis, kardinalen, der, som man vil huske, havde et vist krav på den danske ærkebispestol. Af et andet brev fremgår det, at Niels Kortsen faktisk fik en aftale med ham i stand. (Fig. 9)

Niels Kortsen nåede således et stykke af vejen, men ikke langt nok. Paven vaklede længe mellem kandidaterne. Hensynet til kejseren vejede tungt, men andet åbenbart tungere. I april 1525 bad Frederik 1. ham bekræfte Jørgen Skodborgs udnævnelse, og det gjorde han, om end først 29. november. For Niels Kortsen var spillet tabt, to års anstrengelser spildt. Der var nu kun ét at gøre: vende tilbage til Lund hurtigst muligt.

Allerede dagen efter, at paven havde udstedt de afgørende breve, begyndte Niels Kortsen at gøre sig klar til hjemrejsen. Den 1. december anskaffede han for 6 dukater og 3 julios en ny hest, og det bemærkes udtrykkeligt, at det var »cum gabel la«, det vil sige med den netop indførte omsætningsafgift, gabella’en; det er vel den, der viser sig i de tre julios. Samme dag købtes hø og havre til hesten, som samtidig fik nye sko af jern. Årstiden var ikke den bedste for en langvarig ridetur, den nyindkøbte hest blev halt og måtte afhændes. En anden blev anskaffet, men var kun i brug et par dage; man var nået til Mainz, og her skilte Niels Kortsen sig af med den, så han nu var helt uden ridedyr. Det har sin forklaring: Han havde denne gang valgt den vestlige vej fra Italien til Norden, den førte netop til Mainz, hvor skibslejlighed var at få; resten af turen foregik sejlende - ned ad Rhinen, ud i Nordsøen og rundt om Jylland. Nogen hurtigrute var der ikke tale om, rejsen hjem tog lige så lang tid som rejsen ud, nemlig omkring to måneder.

Det har ikke været behageligt for Niels Kortsen at skulle fortælle den udvalgte ærkebisp den nedslående nyhed om rejsens uheldige udfald og samtidig præsentere ham for regningen. Romrejsen havde været dyr, umådeligt dyr. Sammenlagt blev det en sum svarende til noget i retning af købsprisen for ti middelstore bondegårde. At turen ville have været langt dyrere, hvis den havde givet det ønskede resultat, var en ringe trøst. (Fig. 10)

Aage Sparre kunne nu intet andet gøre end vente på, at den af paven udnævnte ærkebisp skulle dukke op i Danmark. Det skete sommeren 1526, men netop på det tidspunkt, hvor alt håb syntes ude for hr Aage, kom redningen helt uventet som følge af de reformatoriske tankers fremtrængen i Danmark. Frederik 1., der efter sin tronbestigelse havde fået en mere og mere luthersk indstilling, var slet ikke længere interesseret i en paveligt udnævnt ærkebiskop. Den manglende anerkendelse var nu nærmest en fordel, og det har nok heller ikke været uden betydning, at hr Aage villigt ydede økonomiske ofre til sin sags fremme. I august 1526 kom det til en aftale mellem kongen og Aage Sparre, hvorved den sidstnævntes fortsatte besiddelse af ærkestiftet sikredes. Den vragede Jørgen Skodborg forlod landet.

Aage Sparre burde have været tilfreds, men han var nu engang katolik, og en ærkebisp uden pavelig udnævnelse var ikke nogen rigtig ærkebisp; visse funktioner kunne slet ikke udøves uden godkendelsen fra Rom. Dens opnåelse ville i øvrigt være et fint træk mod kongens lutherske tendenser, som naturligvis ikke kunne have hans sympati. 1532 lod hr Aage derfor endnu en delegation afgå til Rom. Også den bestod af to lundensiske gejstlige, og lederen var ingen anden end Peder Hansen Seber, Niels Konsens unge assistent, der nu selv var en erfaren mand. Alt var om muligt endnu mere besværligt denne gang, og selv med udnyttelse af de gode forbindelser, som var knyttet på den første tur, lykkedes det ikke Peder Hansen at ændre resultatet. Under forhandlingerne bragte Aage Sparre et stort offer: I erkendelse af, at hans egen person stod i vejen for den eftertragtede anerkendelse, trak han sig tilbage til fordel for domkapitlets lidt yngre dekan, Torben Bille. Det hjalp ikke, også han måtte nøjes med at beklæde embedet som udvalgt ærkebisp. Det fik i øvrigt en brat ende, da kongen i efteråret 1536 lod ham fængsle og afsætte sammen med de andre katolske bisper.

Det havde ikke været helt gratis for Torben Bille at overtage Aage Sparres embede; han måtte finde sig i, at flere ganske rigtflydende indtægtskilder fremdeles tilfaldt forgængeren. Måske i forbindelse hermed lod hr Aage udarbejde en oversigt, som viser, hvad forsøgene på at sikre sig retmæssig besiddelse af ærkesædet i tidens løb havde kostet ham. Til udgifterne ved de to Italiensrejser kom de beløb (nogle af dem var ren bestikkelse), som kongen og hans nærmeste rådgivere havde modtaget for at gå med til ordningen af 1526. Alt i alt blev det til meget store summer, men helt spildt var de ikke. Aage Sparre havde trods alt besiddet det meget indbringende embede i ni år, og i hvert fald en del af den »pension« i form af gejstlige embeder og forle- ninger, han opnåede ved at give afkald på ærkesædet, besad han til sin død ca 1540.

Straks efter Aage Sparres død opstod der arvemæssige stridigheder, og det må være forklaringen på, at man har fundet det værd at gemme ikke blot hr Aages oversigt, men også Niels Konsens regnskab for Romrejsen 1523-26. En af Aage Sparres arvinger, niecen Anne Mouridsdatter Sparre, var gift med den meget godskære og påholdne højadelsmand Mogens Gyldenstierne. Om ham kan der siges mangt og meget, men det vigtigste i denne forbindelse er, at vi har bevaret hans meget betydelige arkiv, hvor hr Aages skriftlige efterladenskaber havnede. Hvordan det gik til, at dette arkiv overlevede uskadt, indtil det endte i det danske rigsarkiv, hvor det nu befinder sig trygt og sikkert, er en helt anden historie, men den skal ikke fortælles her. (Fig. 11)