Ældst råd er bedst

»Man ma tude med de ulve, man er iblandt«. »Hvo intet vover intet vinder«. Mange af samlingens ordsprog er gangbare den dag i dag. Hvor gamle disse sentenser egentlig er, ved vi ikke, men adskillige af dem er sikkert opstået længe før Peder Laales tid, ja en oprindelse helt tilbage i oldtiden kan ikke udelukkes. – Megen menneskekundskab er oplagret i bogen. Hør blot:

Det er bedre at spare fra randen end fra bunden.

Sløvt sværd er tvende mænds skræk.

Katten vil nok have fisken, men den vil ikke væde kloen.

Der løber meget vand, mens mølleren sover.

Ondt skal mod ondt og bagen mod søndenvinden.

Verden står ikke bundet ved en stage.

Den, der holder, er lige så god som den, der flår.

Når armen bøjer sig, gaber munden.

Han skal lude, der har lave døre.

Længe græder halvtugtet barn.

Hvem der spår, han enten lyver eller taler sandt.

Kællingen sætter sig ved ilden og kalder sin søn greve og konge, og katten sidder i krogen og siger: Landstryger. Landstryger!

Han skal betale med kroppen, som ej har ko.

Bedre er forført datter end hængt søn.

Gave bryder sten.

Ve dig, så sort du er, sagde gryden til kedlen.

Det er godt at være præst i påsken, barn i fasten, bonde i julen og føl i høsten.

Hjemme er hunden modigst.

Lige søger lige; Fis fik Fjærtens datter.

Han kører dårligt, som ej kan vende.

Bedre er en god ost end en gåsevinge.

Ve den, der sælger sit hø, når viben kommer.

Bedre er helt end bødet med guld.

Falder himlen, så revner mange lergryder.

Ulv gør svin enige.

Længe ligger sag i salt.

Han er ræd, som ej tør skælve.

Alderdom og sygdom kryber til by og gæster sorg om aftenen; så er de tre.

Han skal have fingre af jern, som skal flå fanden.

To kan lyve sådan, at den tredje bliver hængt.

Smeden sagde til præsten: Min kære herre! Døb mit barn, jeg smeder dig et plovjern.

Lad din hustru have den korte kniv og hav selv den lange.

Lær ulven Fadervor, den siger dog: Lam, lam.