Ældre vej

Johannes Brøndsted, dansk arkæologis førende navn i datiden, var ikke utilbøjelig til at mene det, men i sin Politiken-kronik peger han dog også på den - som det skulle vise sig bedre rammende - mulighed, at det brolagte vejstykke kunne være led i en samfærdselsåre, en »landevej« fra den tidlige jernalder. En anden af 40'ernes arkæologer, Therkel Mathiassen, udtaler sig lidt mere neutralt i Berlingske Aftenavis, men også han drager parallellen med Borremose. Johannes V. Jensen påpeger i tidsskriftet Danmark, at vejens retning lige mod Toftekilden (Tirs Væld, der har givet navn til landsbyen Tisvilde) »kan ikke andet end bibringe formodningen om, at her har været en sammenhæng«, og denne tråd er senere taget op og spundet videre af Ejnar Dyggve i Fra Nationalmuseets Arbejdsmark. I Ekstrabladet giver digteren Otto Gelsted fantasien ret så frit spil.

Når fundet fik så megen spalteplads i aviserne, skyldes det nok ikke alene dets arkæologiske og kulturhistoriske værdi, men måske nok så meget beliggenheden ved foden af Tibirke bakker, »de berømte naturfredede Snob Hiils«, som Gelsted respektløst kalder dem (Fig. 1). Her opstod i begyndelsen af vort århundrede vel Sjællands tørste sommerlige kunstnerkoloni. Det var som en livsform, der spirede frem; en ny holdning til fritid skabtes og bredte sig i stadig videre kredse - indtil eksplosionen i 60'erne, der helt ændrede stilen. Der var mange kendte navne blandt pionererne i Tibirke, kunstnere og ligesindede, folk med blik for andet end dagen og vejen. Gennem Johannes Brøndsteds populariserende virksomhed var arkæologien kommet på mode i de år, og Tibirke-folket var selvfølgelig velkendt med Johannes V. Jensens fabulerende beretninger om fortiden.

Oldtidsvejen bragte dem arkæologien ind på livet. Ikke så mærkeligt, at de vrimlede til, og at fundet gennem deres skrivende virksomhed blev en lidt større sensation, end det egentlig var berettiget til.

Stenlagte oldtidsveje i enge og moser er nemlig ikke helt så sjældent forekommende, som man troede i 1940'erne; der er senere fundet adskillige, og allerede dengang gemte der sig oplysninger om slet ikke så få lignende anlæg i Nationalmuseets arkiver. Når de ikke havde vakt større opmærksomhed, er det sikkert, fordi man har været i tvivl om dateringerne - det er nemlig ret vanskeligt at tidsfæste anlæg af den art. I Tibirke kom tilfældet til hjælp: et smykke fundet på vejbanen og sikkert tabt af en vejfarende kan med fuld sikkerhed henføres til den keltiske jernalder, århundrederne før Kristi fødsel.

Stenvejen i Tibirke hører altså til en spændende, men dog nogenlunde almindelig type af oldtidsminder, og interessen om den har da også med tiden fundet et mere naturligt leje. Ved undersøgelsen blev imidlertid fundet et andet og ældre anlæg - mindre imponerende end stenvejen og derfor mindre omtalt dengang, men i virkeligheden, som vi skal se, en betydelig større sensation.

Det drejer sig om en ca tre meter bred stolpesætning, delvis under, delvis uden for stenvejen (Fig. 2). Der kan næppe være tvivl om, at det er et vejanlæg af en art på samme sted, blot lidt forskudt i forhold til den yngre færdselsåre. Ved stolpesætningens ender, især den ene, stod pælene regelmæssigt ordnet i tre rækker efter længderetningen, og også tværsover stod de på rad, tre og tre, men på det midterste og længste stykke var det ikke muligt at skelne noget bestemt system i stolpernes indbyrdes placering (Fig. 3). Da det var blevet besluttet at bevare stenvejen, kunne stolpesætningen kun undersøges delvis, men over 200 pæle blev indmålt og beskrevet. Deres tykkelse var gennemgående 8-10 cm, nogle dog tykkere og en del ganske tynde, 3-4 cm. I de få tilfælde, hvor træsorten er undersøgt, viste den sig - overraskende nok - at være hassel. De fleste stolper har oprindelig stået lodret eller næsten lodret, men nogle synes med vilje nedrammet under en vinkel på 40-45 grader.

Det lange mosedrag, Ellemosen, strækker sig fra Arresø i syd til Holløse-Ørby bakkerne i nord. Gennem en del af stenalderen, til ind i jættestuetid, var det en saltvandsfjord, en arm af den ligeledes salte Arresø, der gennem et vestgående sund stod i forbindelse med Kattegat. Et metertykt lag med skaller (hovedsageligt hjertemusling) aflejredes i denne tid. Hen mod stenalderens slutning trak fjorden sig tilbage, og i den fugtige sænkning med stillestående vand dannedes et gytjelag oven på skallerne. I bronzealderen har lavningen meget muligt været så udtørret, at man kunne køre over den i en ikke alt for tungt lastet hestevogn. Klimaforværringen ved jernalderens begyndelse satte på ny arealet under vand, og snart efter indtrådte den tilgroning, som skabte mosen.

Når størstedelen af de daterbare stenbyggede oldtidsveje, vi efterhånden kender, tilhører ældre jernalder, skyldes det højst sandsynligt netop klimaforværringen. Den har bevirket, at veje over lavtliggende dalstrøg blev ufarbare og givet stødet til deres udbygning. Man har, naturligt nok ønsket at opretholde de eksisterende færdselsårer. Også Tibirkevejen har måske, selv om vi ikke kan bevise det, haft en umiddelbar forgænger, men stolpevejen må være langt ældre.

Stolperne, der var omhyggeligt tilspidset, er uden tvivl rammet ned i mosen - de gik gennem skallaget og et underliggende tørvelag til eller lidt ned i den faste sandbund. Øvreenderne var afbrækket eller bortrådnet, oftest i niveau med gytjelaget, som lå over skallaget. At datere nedrammede pæle er vanskeligt, fordi man ikke ved nøjagtigt, hvor overfladen var i deres funktionstid, men enkelte Tibirkestolper gav dog brugbare fingerpeg. Det drejer sig om pæle, der er knækket - formodentlig efter, at anlægget havde udspillet sin rolle. Den afbrækkede øvreende var bortrådnet, men lige netop så meget var tilbage, at man får en anelse om, den har ligget vandret ud fra brudstedet i skallagets øverste del. Det tyder på, at stolpevejen er bygget, brugt og gået helt eller delvis til grunde i en tid, da lavningen endnu var en saltvandsfjord, altså i stenalderens senere, men ikke allerseneste, del.

Står denne datering ved magt, er stolpevejen vort ældste konstaterede vejanlæg overhovedet og kunne som sådant nok fortjene lidt opmærksomhed. Den var det, som nævnt, småt med i 1940'erne, og blandt arkæologer er fundet blevet lykkeligt glemt; måske har man trods alt næret tvivl om dets høje alder. Nu er der netop på det dateringsmæssige område sket store fremskridt siden krigen, så det var rimeligt at hente den gamle sag frem af mølposen. Efter aftale har en yngre ven og kollega, Mogens Schou-Jørgensen, sommeren 1983 gravet ned til et par af pælene og taget prøver af dem til kulstof-14 datering. Resultatet: ca 2800 før Kristus, sen jættestuetid. Det kan ikke passe smukkere.

En stolpevej over åbent vand kan vel ikke være andet end en bro i nutidig forstand; overdelen er naturligvis for længst forsvundet. Havde pælene blot skullet holde på en dæmning eller lignende af jord, sten eller træ, ville dette materiale sikkert have kunnet spores. Det er meget overraskende at stifte bekendtskab med et sådant anlæg fra en så tidlig tid - endnu i middelalderens vejnet var broer en sjældenhed. Den almindelige måde at krydse et vandløb på var gennem et vadested. Man red eller kørte gennem vandet, ikke over det.

Mens stenvejen, hvor den nærmer sig holmen, drejer af, som om den skulle fortsætte langs bredden og vel sagtens videre over til det faste land i vest, har stolpevejen mere direkte retning mod omtalte holm (Fig. 4). De afsøgninger og udgravninger, der er foretaget på denne, bekræfter dette indtryk: af levn fra jernalderen er kun fundet en enkelt knusesten, fra jættestuetid derimod et tykt kulturlag. Det er åbenbart, at der har opholdt sig mennesker - sikkert også en hel del mennesker - gennem en periode af stenalderen, og det er sandsynligt, at de også har boet der; en formodet hustomt blev desværre aldrig færdigundersøgt - udgravningen måtte afbrydes og har af forskellige grunde ikke kunnet genoptages, hvad den naturligvis ved lejlighed bør. Til boplads har den lille ø i fjorden da også egnet sig fortrinligt, især når man over broen havde let adgang til det faste land. Langs stolpesætningen blev fundet en del flintredskaber - økser, kornsegle, flækker og lignende - som må være tabt af folk, der har arbejdet med eller færdedes på broen.

Med den nye, teoribekræftende datering i baghånden mener vi, den ældre Tibirkevej bør drages frem af glemselen. De store stenkamre, jættestuerne, har for længst vist os, hvad den tids mennesker formåede, men en ca 150 meter lang bro båret af skønsmæssigt 600 pæle er også omtale værd.

Lit: Fra Nationalmuseets Arbejdsmark 1944. - Turistforeningens Årbog 1964.